Monopol på affaldshåndtering presser affaldsgebyret op

Tænk, hvis du ikke kunne skifte telefonabonnement, hvis du var utilfreds med servicen. Sådan er det for affaldshåndtering, hvor husholdningerne har benyttelsespligt til den kommunale ordning – uanset pris og kvalitet.

Der er store forskelle på affaldsgebyret i kommunerne. I den dyreste kommune koster det tre gange mere end i den billigste. I en ny analyse fra CEPOS finder vi, at husholdningerne i gennemsnit kan spare 1.050 kr. årligt på deres affaldsgebyr, når der tages højde for både forskelle i serviceniveau og rammevilkår.

Samtidig er gebyrerne steget markant. Fra 2019 til 2025 er affaldsgebyrerne i gennemsnit steget med 50 pct. I samme periode er forbrugerpriserne steget med 18 pct.

Der kan være mange forklaringer på prisstigningen, men man kommer nok ikke uden om, at statslige krav om indsamling 10 fraktioner har haft indflydelse. Ikke desto mindre er det i sidste ende borgerne, der betaler prisen.

Og gebyret er langt fra den eneste pris, borgerne betaler. Affaldssortering kræver tidsforbrug i hjemmet, mens det udvidede producentansvar medfører højere priser i butikkerne. Den samlede regning ved affaldshåndtering er derfor større end det, der opkræves i gebyr.

En forklaring på den ineffektive affaldshåndtering er kommunernes regulatoriske monopol. Selvom kommunerne ikke må opkræve højere gebyrer, end hvad der dækker omkostningerne – det såkaldte hvile-i-sig-selv-princip -, er det ikke tilstrækkeligt til at sikre lave priser.

Da husholdningerne ikke kan fravælge den kommunale ordning, er kommunerne ikke udsat for konkurrence. Samtidig kan kommunerne overvælte omkostninger til forbrugerne, hvilket giver risiko for ineffektiv drift og risikable overinvesteringer. Og det presser priserne op for forbrugerne.

For faktiske naturlige monopoler, som vandselskaberne, er hvile-i-sig-selv-princippet suppleret med økonomisk regulering. Det betyder, at der løbende stilles krav til effektiviseringer. En analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen illustrerer, hvorfor hvile-i-sig-selv-princippet ikke er tilstrækkeligt. De finder, at prisen på drikkevand fra større vandselskaber formentlig havde været 13-17 pct. højere, hvis der ikke var økonomisk regulering. Ligeledes finder de, at vandkvalitet og forsyningssikkerhed ikke har været påvirket negativt af den økonomiske regulering.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at affaldsområdet i praksis er blevet tildelt monopolstatus uden tilsvarende krav om effektivitet. Politikerne har ganske vist besluttet at indføre prislofter, men de er endnu ikke vedtaget som ellers planlagt.

Kommunernes monopol bør ophæves. I 2023 fik virksomheder fri mulighed for at indgå kontrakter med affaldsforbrændingsanlæg eller private indsamlingsselskaber. Den samme mulighed bør husholdningerne have. Afskaffelse af benyttelsespligten vil give forbrugerne mulighed for at fravælge ineffektive kommunale ordninger, som på sigt vil kunne skabe et konkurrencepres, der kan sikre lavere priser.