Myten om Danmark som et grønt foregangsland

Bragt på Modstrømmen d. 18. december 2025

Skrevet af Line Andersen

Inden 2025 går på hæld, skal regeringen, ifølge klimaloven, vedtage et klimamål for 2035.

Men i virkeligheden skulle det selvstændige danske klimamål helt droppes. Det er nemlig grøn symbolpolitik, der er stort set uden reel klimaeffekt, men med en stor dertilhørende regning.

Klimamålet for 2030, der blev vedtaget i 2019, medfører, at Danmark skal reducere sine udledninger af drivhusgasser med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990.

Men målet tager ikke højde for, at klimapolitikken reelt føres i EU. Allerede i 2005 indførte EU det første kvotesystem (ETS) i verden. Et kvotesystem fungerer ved, at virksomheder skal indlevere kvoter for deres drivhusgasudledninger, mens der er et loft over antallet kvoter i systemet. På den måde sikres et loft over de samlede drivhusgasudledninger. Ligeledes er det muligt at handle med kvoter. Kvotesystemet sikrer dermed at drivhusgasudledninger er prissat.

Det er et veletableret økonomisk resultat, at prissætning af drivhusgasudledninger – enten gennem kvoter eller afgifter – er det mest omkostningseffektive redskab til at sikre grøn omstilling. En ensartet pris på tværs af anvendelse, sektorer og landegrænser sikrer nemlig, at de billigste reduktioner gennemføres.

I dag omfatter ETS udledninger fra energitung industri, energisektoren, luftfart og søfart. De resterende udledninger fra EU er reguleret af en byrdefordelingsaftale og LULUCF-forordningen. I EU har hvert medlemsland en reduktionsforpligtelse under byrdefordelingsaftalen i følgende sektorer: landbrugets udledninger fra dyr og dyrkning, transport (dog ikke luftfart), brændsler til opvarmning i husholdningerne, mindre fjernvarme- og decentrale kraftvarmeværker, mindre virksomheder samt affald.

Danmark er forpligtet til at reducere udledninger fra disse sektorer med 50 pct. i 2030 i forhold til udledningen i 2005. I hvert medlemsland spænder reduktionsforpligtelserne fra 10 pct. til 50 pct., så vi ligger altså helt i top.

Dertil har Danmark – og de øvrige medlemslande – også reduktionsforpligtelser under LULUCF, som omfatter udledninger og optag fra: dyrket jord, græsarealer, vådområder, skov og høstede træprodukter og bebyggelse, herunder udledninger ved omlæggelse af landarealer til by og infrastruktur.

Og snart træder endnu et kvotesystem, ETS2, i kraft. Efter planen træder ETS2 i kraft fra 2027, men både Rådet og Parlamentet foreslår at udskyde ikrafttrædelsen til 2028. ETS2 kommer til at omfatte leverandører af fossile brændstoffer til bl.a. vejtransport, bygninger og mindre erhverv. Dermed er det i praksis kun udledninger fra landbruget og LULUCF, som ikke er kvoteomfattet.

Ifølge Klimarådet vil godt 80 pct. af EU’s nettoudledninger snart være omfattet af kvotesystemerne.

Udledningerne, der ikke er omfattet af et kvotesystem, er som udgangspunkt omfattet af byrdefordelingsaftalen og LULUCF. Samlet set er der stort set ingen udledninger tilbage, der ikke er reguleret af EU.

Alligevel er der nogle, der mener, at Danmark skal gå endnu længere og have egne klimamål for at være et såkaldt foregangsland.

Men det er misforstået. Mere klimapolitik fører ikke til mere klimahandling. Den danske klimapolitik ændrer ikke på antallet af kvoter i kvotesystemet. Det betyder, at den samlede drivhusgasudledning derfra umiddelbart er upåvirket af f.eks. danske afgifter.

Derimod vil danske virksomheder reducere deres efterspørgsel efter kvoter, da det med både kvotepris og danske afgifter bliver endnu dyrere at udlede drivhusgasser. Da det samlede antal kvoter som udgangspunkt er upåvirket, vil effekten af danske afgifter være, at det andre steder i EU bliver billigere at købe kvoter og dermed billigere at udlede drivhusgasser. I et effektivt kvotesystem, hvor ekstra reduktioner modsvares af øgede udledninger 1:1, er der tale om 100 pct. drivhusgaslækage.

Selvom kvotesystemet har indbygget nogle mekanismer, der betyder, at lækageraten i en overgangsperiode kan være mindre end 100 pct. ved f.eks. dansk klimapolitik og dermed kan have en begrænset klimaeffekt, er det ikke et overbevisende argument for selvstændige danske klimamål.

Først og fremmest tyder den forventede udvikling i kvotesystemerne på, at der fra begyndelsen af 2030’erne vil være tæt på 100 pct. lækage i kvotesystemerne. Dermed vil selvstændig dansk klimapolitik, med meget få undtagelser, ikke have nogen reel effekt på de samlede udledninger fra EU efter 2030.

Men selv hvis muligheden for en begrænset klimaeffekt var til stede efter 2030, er det fortsat ikke et godt argument for de danske klimamål. Danske klimamål øger omkostningen ved den grønne omstilling og vil i bedste fald have meget begrænset effekt på det globale klima.

Andre aktører peger på, at høje danske klimamål kan være med til at presse på for højere klimamål i EU. Denne andenordens effekt er dog ikke overbevisende sandsynliggjort og er meget usikker. I bedste fald vil der være en lille effekt, men under alle omstændigheder vil det være en meget dyr taktik.

Ønsker man, at Danmark skal påtage sig ekstra ansvar og omkostninger i EU, så er den mest oplagte mulighed at annullere kvoter. På den måde påvirkes de samlede drivhusgasudledninger fra EU og vil dermed have en direkte klimaeffekt.

Alternativt kan vi i Danmark overopfylde vores forpligtelser under byrdefordelingsaftalen. På grund af ETS2 vil det dog stort set kun være yderligere reduktioner i landbruget, der vil give en reel klimaeffekt. Det må dog forventes at blive udfordrende, givet at det er svært at reducere udledninger fra landbruget og at vi i forvejen har en relativt høj reduktionsforpligtelse i sektoren.

Hvis Danmark vil være et foregangsland, kræver det, at vi demonstrerer, hvordan den grønne omstilling kan gennemføres smartest uden store ekstra regninger. Det vil i langt højere grad være noget, som omverdenen kan søge inspiration fra og kopiere.

Det kræver, at Danmark dropper de selvstændige danske klimamål og anerkender, at klimapolitikken reelt føres i EU. Danmarks klimamål bør derfor være at leve op til vores forpligtelser i EU. Ligeledes bør vi i Danmark arbejde for en reform af EU’s klimapolitik, så den i højere grad sikrer en omkostningseffektiv grøn omstilling.

Hvis vi i Danmark alligevel fortsætter med selvstændige danske klimamål, vil Danmark som et grønt foregangsland forblive en myte.