Pressemeddelse
Denne analyse er en af fire analyser, som CEPOS har offentliggjort om målet om at reducere drivhusgasudledningen med 70 pct. i 2030 og en grøn skattereform.
En generel afgift på drivhusgasser vil være en omkostningseffektiv vej til at nå 70 pct.målet, men den vil i praksis ikke indbringe noget provenu. Det skyldes, at det vil være nødvendigt at tilbageføre landbrugets afgiftsbetaling. I modsat fald vil erhvervet blive ramt af omfattende konkurser, idet afgiftsbelastningen stort set svarer til det nuværende overskud.
Større tilskyndelse til elbiler vil øge prisen på grøn omstilling. Person- og varebiler bør ikke omfattes af højere CO2-afgift.
En grøn skattereform, der neutraliserer det økonomiske tab ved selve den grønne omstilling, kan indebære en harmonisering af eksisterende afgifter på energi og en nedsættelse af de mest forvridende skatter. Det vil sige f.eks. lavere selskabsskat, registreringsafgift, topskat og kapitalskatter. Analysen fremlægger to konkrete pakker. De kræver finansiering på 24-34 mia.kr., som kun i begrænset omfang kan komme fra højere CO2-afgift.
Hvis 70 pct.-målet i stedet for via en afgift skal opnås med subsidier og direkte regulering, vil den samfundsøkonomiske omkostning blive markant større, måske dobbelt så dyr.
Analyserne viser følgende:
- Det mest omkostningseffektive redskab til at nå 70 pct.-målet er en generel afgift på alle udledninger. Afgiften skal øges med 1.155 kr./ton CO2e til gennemsnitligt 1.535-1.754 kr. Det vil indebære en samfundsøkonomisk omkostning på 22,5 mia. kr. i 2030.
- Afgiften bør ikke omfatte udledninger fra personbiler, som allerede overbeskattes markant (3.755 kr./ton). Til gengæld bør landbrugets afgiftsfri udledninger omfattes. Hvis landbruget friholdes og personbiler omfattes, vil den samfundsøkonomiske omkostning stige betydeligt.
- Afgiften vil indbringe 10,0 mia.kr. Det er mindre end provenuet fra landbrugsproduktionen (13 mia.kr.). Hvis landbrugets afgiftsbetaling tilbageføres, vil der således ikke være et overskud til en grøn skattereform.
- En grøn skattereform skal forbedre samfundsøkonomien med mindst 22,5 mia.kr. i 2030 for at modvirke den negative effekt af højere afgift på drivhusgasser. En ensretning af eksisterende afgifter m.m. kan bidrage med godt 11 mia.kr. To alternative skattenedsætttelser kan bidrage med yderligere godt 11 mia.kr. De indebærer et mindreprovenu på 24-34 mia.kr., som kan finansieres med råderum eller besparelser.
- Det er overvurderet i den politiske diskussion, hvad et bundfradrag i CO2-afgiften kan afhjælpe. Det forbedrer ikke konkurrenceevnen, men kan kompensere ejerne for umiddelbare tab. På lang sigt bæres omkostningerne ved grøn omstilling dog af lønmodtagerne og ejerne af immobil kapital, dvs. landbrugsjord.
- En omkostningseffektiv afgift afhænger af målet. For det nationale 70 pct.-mål skal afgiften være ens på alle udledninger. Hvis målet ændres til at reducere Danmarks globale klimaaftryk, skal afgiften differentieres efter lækage, og der kan anvendes annullering af CO2-kvoter.
- Det anbefales, at dansk klimapolitik bliver mere orienteret mod EU, som er i gang med at skærpe sine målsætninger. Hvis Danmark alligevel vælger at gå enegang, bør vi anvende den mest omkostningseffektive metode, og der bør gennemføres strukturreformer – en grøn skattereform – som modvirker de negative økonomiske effekter af klimapolitikken.