På trods af alle historierne om det modsatte, bliver verden mere lige, og antallet af ekstremt fattige falder

Når fattige lande har betydeligt højere vækst end rige lande, som er tendensen, falder uligheden. Og når fattige lande har høj vækst, flyttes mennesker ud af ekstrem fattigdom.

Medierne er fulde af historier om Brexit, Trump, et splittet USA og stigende ulighed. Man får meget nemt indtrykket af, at verden er blevet et dårligere sted gennem de seneste år og årtier. Det forholder sig helt omvendt. Verden er blevet et bedre sted, hvis man tager udgangspunkt i, hvordan verdens fattigste har det. Fremgangen skyldes, at fattige lande har gennemført markedsreformer.

Verdensbanken opgør antallet af ekstremt fattige, det vil sige dem, der har mindre end ca. to dollars om dagen at leve for (købekraftskorrigeret). Der var 734 mio. ekstremt fattige i verden i 2015 ifølge Verdensbanken. Det er 734 mio. for mange, men antallet er faldet med knap 1,2 mia. siden 1990. Det er lidt af en præstation og navnlig, når man erindrer, at der siden 1990 er kommet to mia. flere mennesker i verden.

​Rig og fattig

I 1990 var det 36 pct., det sige mere end hver tredje indbygger i verden, der levede for under ca. to dollar om dagen. I 2015 var det ti pct. I takt med at den ekstreme fattigdom er faldet, er børnedødeligheden også faldet. UNICEF har opgjort, at det i 1990 var ni ud af 100 børn, der døde, før de fyldte fem år. I dag er tallet faldet til fire ud af 100, det vil altså sige mere end en halvering.

​Desuden er indkomstforskellene mellem verdens indbyggere blevet mindre over de sidste 30 år. Den globale ulighed, når man betragter jordkloden som ét land, er faldet fra 68 pct. i 1988 til 62 pct. i 2013 målt ved Gini-koefficienten ifølge IMF. Det vil sige, at der er blevet mindre forskel mellem rig og fattig i verden.

Ulighedsfaldet skyldes blandt andet, at indbyggerne i Sydøstasien samt verdens to mest befolkningsrige lande, Kina og Indien, har oplevet flere årtier med høj vækst og derfor er blevet meget mere velstående. Når fattige lande har betydeligt højere vækst end rige lande, som er tendensen, falder uligheden. Og når fattige lande har høj vækst, flyttes mennesker ud af ekstrem fattigdom.

Den globale ulighed

Når Kina og Indien har haft høj vækst, skyldes det, at landene påbegyndte markedsreformer fra 1980erne og frem. Det drejer sig om reformer, der blandt andet medfører mere privat ejendomsret samt åbning af økonomien for udenrigshandel og udenlandske investeringer. Markedsreformerne har medvirket til, at landene kan opnå højere vækstrater blandt andet som følge af import af moderne teknologi fra rigere lande. Markedsreformer og vækst har således løftet mange hundrede millioner ud af ekstrem fattigdom, som beskrevet ovenfor.

IMF forventer, at den positive udvikling fortsætter, og at den globale årlige medianindkomst (indkomsten for den midterste person i verden, hvis man sætter alle i rækkefølge baseret på indkomst) vil fordobles fra 2.600 dollars i 2015 til 5.100 dollars i 2035. Desuden forventes den globale ulighed at falde, ligesom den ekstreme fattigdom ifølge Verdensbanken forventes at falde yderligere fra 734 mio. i 2015 til 479 mio. i 2030 – altså et fald på en tredjedel frem til 2030.

Truslen mod en fortsat positiv udvikling vil være en ny tendens, hvor rige, fattige og mindre velstående lande afviser liberal markedsøkonomi og frihandel.

Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 30. december 2019.