Hvis politikernes gode intentioner om frisættelse og afbureaukratisering skal føres ud i livet, kræver det altså, at de kan fjerne den overregulering, som de selv – eller tidligere generationer af politikere – har indført, uden at erstatte den med anden skadelig regulering. Derfor er det helt afgørende, at politikerne kan lade være med som automatreaktion at foreslå ny central regulering, der hverken er velafprøvet eller veldokumenteret, når der opstår et eller andet samfundsproblem.
Der er således en modstrid imellem politikernes ønske om at udvise handlekraft over for aktuelle problemer og deres ønske om øget frisættelse og afbureaukratisering. I den forbindelse er det værd at bemærke, at undervisningsministeren først tilkendegav, at han ville overveje et egentligt skærmforbud, hvorefter han tilsyneladende lagde en lille dæmper på sin reguleringstrang, da skærmanvendelsen nu i stedet ser ud til at blive reguleret i en central vejledning fra Undervisningsministeriet baseret på ministerens særlige skærmforsigtighedsprincip.
En vejledning er som udgangspunkt ikke bindende på samme måde som lovgivning, men i praksis kan den meget vel komme til at virke på stort set samme måde. For selvom det ikke er direkte ulovligt at afvige fra en ministeriel vejledning, kan det i praksis alligevel blive svært for skolerne at afvige fra ministeriets vurdering af, hvad der er bedste praksis for skærmanvendelse. I en debat om skærmanvendelsen på den enkelte skole vil lærerne og skoleledelsen i langt højere grad kunne komme til at skulle forklare og forsvare deres beslutninger over for forældre, presse, kommunalpolitikere mv., hvis de afviger fra ministeriets vejledning, da problemer eller utilfredshed i forhold til anvendelsen af skærme i dette tilfælde udelukkende vil være skolens ansvar. Hvis skolen derimod har fulgt ministeriets vejledning, vil man i høj grad kunne henvise til, at problemerne er ministeriets skyld.
Anvendelsen af vejledninger og retningslinjer fremfor lovgivning er så langt, man kan gå i retning af at indføre mere central regulering og bureaukrati, hvis man stadig – i hvert fald i teorien – vil være i stand til logisk set at hævde, at man går ind for frisættelse af medarbejderne og institutionerne i den offentlige sektor, da de jo bare kan lade være med at følge vejledningen. Reelt set er dette som nævnt meget vanskeligt. Hvis vejledninger er den kattelem, som politikerne har tænkt sig at anvende fremover, kan kommuner, offentlige institutioner og deres medarbejdere forvente at blive udsat for kaskader af vejledninger i stedet for kaskader af regler. Det vil ikke have ret meget med frisættelse og afbureaukratisering at gøre.
Hvis politikerne skal bestå reeksamen i faget ”Frisættelse af folkeskolen”, når der næste gang pludselig dukker en ny møgsag op, vil det således kræve en meget kraftig progression i deres evne til at styre deres handlingstrang og i stedet tænke langsigtet med fokus på gevinsterne ved mere frisættelse og mindre bureaukrati.
Bragt i JP den 22. juni 2023
