Regeringen fodrer hunden med sin egen hale

Danmark har den vestlige verdens højeste skattetryk, kun overgået af Frankrig. Alligevel er det regeringens politik, at skatterne skal stige. Inden aftalen om Arne-pensionen er der aftalt stigninger på 8,4 mia.kr. – og kun lettelser på 1,2 mia.kr. for at fremme den grønne omstilling. Samtidig er incitamenterne til kommunale skatteforhøjelser øget. Til at betale for Arne-pensionen følger yderligere 4,2 mia.kr. i skattestigninger. I alt stiger skatterne altså med 11,6 mia.kr. (før adfærd mv.).

Højere skatter vil uvægerligt hæmme dansk økonomi – i øvrigt på et tidspunkt, hvor andre lande sænker skatterne under coronakrisen. Men det værste er næsten, at de skatteforhøjelser, der netop er aftalt, er ekstraordinær dårlig skattepolitik. Hvis man endelig vil have flere penge i de offentlige kasser, bør man vælge de instrumenter, som er økonomisk set mindst smertefulde. Regeringen synes derimod at have valgt sine ud fra en ren spin-betragtning og et ønske om at give indtryk af at ramme upopulære grupper.

For det første bliver der lagt en ekstra selskabsskat på den finansielle sektor. Begrundelsen for skatten – som orwellsk kaldes »samfundsbidrag« – er, at »bankerne skylder« efter finanskrisen. Ikke engang det er rigtigt. Staten har haft overskud på bankpakkerne (modsat andre lande, hvor vreden mod bankredninger kan være berettiget). Men selv om det var rigtigt, så rammer særskatten ikke »bankerne«.

Grotesk argument

For netop den finansielle sektor har selskabsskatten særligt negative effekter for det resterende samfund, fordi den svækker tilskyndelsen til at holde egenkapital, som er bolværket mod finansielle kriser. At bruge finanskrisen som argument for denne særskat er ganske enkelt grotesk.

For det andet indføres en særskat på selskaber med lønninger over syv mio. kr. Det er en ekstraskat, som gør det sværere at skaffe ledelseskompetencer, og derfor vil sænke produktiviteten. Da selve markedet for ledelse er internationalt, rammer det ikke så meget topledelsen som de øvrige medarbejdere.

For det tredje indføres lagerbeskatning på ejendomsavancer. Det vil sige, at et ejendomsselskab bliver selskabsbeskattet, når en ejendom stiger i værdi. Det bliver man ikke i dag, og det er endda muligt at undgå avanceskat ved salg.

Umiddelbart lyder det måske tilforladeligt at indføre lagerskat. Men man bør gøre sig klart, at ejendomsværdierne er bestemt af de forventede fremtidige driftsoverskud, og at disse bliver beskattet, når de optjenes. Lagerbeskatning er altså en fremrykning af beskatningen til før, overskuddet foreligger.

Et lille lyspunkt

Der er andre urealiserede kapitalgevinster (og tab!), som heller ikke lagerbeskattes. Tiltræder man lagerbeskatning af ejendomsavancer, så kunne man lige så godt ændre f.eks. hele afskrivningssystemet. Sidst, men ikke mindst, er værdiansættelsen af ejendomme højst usikker. Det nye ejendomsvurderingssystem er blevet udskudt gentagne gange og med udvandede forventninger til træfsikkerheden.

Endelig finansieres Arne-pensionen ved bl.a. at undlade planlagte udvidelser af aktiespareordningen og investorfradraget. Hvis det endelig skulle være, burde man have droppet disse særordninger, der er et lille plaster på det sår, at Danmark har meget høje og uens satser på beskatning af opsparing. Regeringen havde endda spillet ud med at øge de høje satser. Det er et lille lyspunkt, at det endte med at ryge ud af aftalen.

Beskatningen i Danmark er for høj til, at skattepolitikken kan anvendes til at score billige spin-point uden betydelige samfundsøkonomiske omkostninger. Også selv om de aftalte skatter rummer den indre retfærdighed, at regningen i høj grad havner hos dem, regeringen håber at opildne til at støtte sig. Det er hundens egen hale, den får serveret.

(Bragt i Berlingske 17. oktober 2020)