Regeringens økonomiske kurs har fire styrmænd og ingen kaptajn

Bragt i Berlingske d. 23. juni 2026

Skrevet af Jes Brinchmann

Jeg efterspurgte i sidste måned i min klumme i Berlingske, at den kommende regering først og fremmest skulle gennemføre reformer, som løfter dansk vækst og velstand. Men også reformer, der gør mennesker friere – ikke mere afhængige.

Det bidrager højere produktivitetsvækst og øget arbejdsudbud afgørende til.

Regeringens økonomiske mål kræver mere end gode intentioner. Og regeringsgrundlaget sender ikke et klart signal.

Det første problem er konkrete svar. En gennemgang af regeringsgrundlagets initiativer og foreslåede ændringer i skatter og afgifter øger arbejdsudbuddet med 6.000 fuldtidspersoner.

Omvendt vil andre af regeringens initiativer med udvidelse af Arne-pensionen og genindførsel af store bededag trække i modsat retning.

Og med den meget store usikkerhed i regeringsgrundlaget, er regeringen langt fra at give konkrete svar på målsætningen om 15.000 i 2030 og 35.000 fuldtidspersoner i 2035.

Det andet problem er finansieringen. Nye udgiftsløfter som tandpleje til alle bliver ifølge Tandlægeforeningen rasende dyrt. Ifølge Tandlægeforeningens formand, Torben Schønwaldt, vil den årlige pris komme op på 18 milliarder kroner.

Her må vi nok hellere afvente regeringens ekspertkommission, om det beløb holder vand. Men en ting er vandtæt, og det er, at regningen altid ender hos skatteyderne. Man må håbe på, at finansieringen »passer på sine kroner«.

Den tredje udfordring er sammenhængen mellem mål og midler. Øget velstand kræver reformer, der styrker incitamenterne til at arbejde og investere. Tiltag, der trækker i modsat retning, som bedre muligheder for tidlig pension, svækker effekten.

Når forskellen mellem de beregnede effekter og de opstillede politiske mål samtidig er stor, udfordres troværdigheden.

Pas på »snigerskatten«

På skatteområdet er billedet blandet. Det er positivt, at regeringen vil sænke selskabsskatten og fjerne toptopskatten samt mellemskatten, så der kun er en bundskat for indkomster op til 777.900 kroner og en topskat på yderligere 15 procentpoint på indkomster derover.

Men begrænsning af rentefradraget og en forhøjelse af boafgiften til 30 procent, der øger beskatningen af kapital, vil svække incitamenterne til opsparing og investering.

Samtidig skal forbedringer finansieres med justeringer af andre skatter. Det udvisker en del af effekten og gør igen helheden uklar.

Mest markant er fastfrysningen af beløbsgrænser i skattesystemet. Den såkaldte »snigerskat« skønnes at øge skattebetalingen med omkring ti milliarder kroner årligt.

For en typisk arbejderfamilie eller funktionærfamilie svarer det til cirka 4.300 kroner årligt og for pensionistpar og kontanthjælpsfamilier cirka 2.400 kroner.

Uklar retning

Samtidig lægges der op til at bruge omkring 18 milliarder kroner årligt på differentieret moms. Det er en dyr og upræcis måde at føre fordelingspolitik på, som samtidig øger bøvl og byrder for virksomheder.

Uanset diskussionen om hvor meget den lavere moms slår direkte igennem på priserne, vil det komme med en samfundsøkonomisk regning, der ikke står mål med gevinsten.

Til sammenligning ville det koste omtrent 14 milliarder kroner årligt helt at afskaffe top-, mellem- og top-topskat. En reform der ville øge velstanden væsentligt mere. Forskellen på de fire milliarder kroner kunne allokeres til at hæve personfradraget. Enkelt og effektivt.

Derfor efterlader regeringsgrundlaget et broget billede af en økonomisk kurs, hvor mål, midler og finansiering ikke fuldt ud peger i samme retning. De virker, som om der er fire styrmænd og et skib uden kaptajn.

De fleste danskere vil på kort sigt opleve en lønseddel, hvor de skal betale mere i indkomstskat. Hvordan det endeligt lander på længere sigt, er uklart. Meget handler om timing.

Er målene om et mere velstående Danmark andet end gode intentioner, kræver det incitamentsskabende reformer, en mere tydelig retning og klog finansiering.

Først når de tre elementer hænger sammen – og konsekvenserne forklares åbent – bliver den økonomiske politik for alvor troværdig og virkningsfuld.