Vækst eller lighed er regerin­gens uløselige dilemma

Bragt i Børsen d. 29. juni 2026

Skrevet af Niklas Praefke

Det er blevet kaldt den “første skattereform i det 21. århundrede uden øget ulighed”, og sandt nok mindsker skatte- og afgiftsinitiativerne i det nye regeringsgrundlag uligheden marginalt. Men det er en postgang for tidligt at gøre det endelige regnestykke op.

Dels er regeringsgrundlaget i store træk ufinansieret. Dels er flere ting, såsom den bebudede kapitalreform, ikke beskrevet i detaljer og dermed umulige at vurdere. Og dels indeholder grundlaget mål om både øget velstand, større råderum og øget beskæftigelse, som typisk trækker i retning af en højere målt Gini-koefficient.

Dykker vi ned i de initiativer, vi kender, står det klart, at regeringen har prioriteret uændret lighed over vækst og beskæftigelse. Bortset fra den højere mellemskattegrænse og den nedsatte fødevaremoms indeholder planen ingen skattelettelser med nævneværdig effekt på arbejdsudbuddet.

Samlet løfter ændringerne arbejdsudbuddet med omkring 6000 fuldtidspersoner. Men grundlaget rummer også forslag som udvidelse af Arne-pension og en genindførelse af store bededag, der trækker i den modsatte retning.

Når overskrifter skal omsættes til handling, kan det hurtigt vise sig, at grundlaget er født med et uløseligt dilemma. For det er meget svært at indfri ambitionen om et mere velstående Danmark med 15.000 flere fuldtidspersoner i 2030 og 35.000 i 2035 uden også at øge uligheden.

Selvom der i regeringsgrundlaget og ved fremlæggelsen var stort fokus på lighed, indebærer sammenhængen mellem reformers effekt på beskæftigelse og ulighed et klart tradeoff.

Vil man gennemføre reformer, der øger vækst og beskæftigelse, må man acceptere lidt mere ulighed. Men det bør være til at leve med, når Danmark er blandt de mest lige lande i OECD.

Det er ingen tilfældighed, at tidligere socialdemokratiske regeringer har accepteret højere ulighed for velstandens skyld. Mette Frederiksen var selv beskæftigelsesminister i Thorning-regeringen, da den lettede topskatten og finansierede det med en mindre regulering af ydelserne. Det øgede både arbejdsudbuddet og uligheden.

Der er flere veje til arbejdsudbudsmålet på 35.000 i 2035, men ingen realistiske bud gør det med uændret ulighed. En afskaffelse af al moms ville reducere uligheden, mens det kan øge arbejdsudbuddet med i størrelsesordenen 20.000 til 30.000 fuldtidspersoner. Til gengæld ville det koste over 250 mia. kr., hvilket er urealistisk dyrt.

Ulighed eller udgifter

I stedet kan målet nås med en finansieret reformpakke: Afskaffe efterløn og Arne-pension, mindreregulere overførselsindkomsterne på samme måde som Mette Frederiksen var med til at beslutte i 2012, afskaffe mellemskatten helt og fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget.

Det vil øge bnp med 47 mia. kr., mens uligheden vil vokse knap 1,4 procentpoint målt ved gini-koefficienten. Uden at føre en uoverskuelig regning med sig.

Det er præcis pointen. Regeringen kan ikke øge arbejdsudbuddet uden enten at øge uligheden eller udskrive en ubetalelig regning til statskassen.