CEPOS logo

Regeringen lover store skatte­let­telser, men virkelig­heden er en anden

Udgivet d.

20. oktober 2026 - 10:38

Debat

Offentlige finanser

Bragt i Børsen d. 19. oktober 2026

Skrevet af Niklas Praefke

Regeringen fremhæver i sit nye finanslovsforslag skattelettelser for 10,1 mia. kr. Men det er kun den ene side af regnestykket. Samtidig hæves en række andre skatter, og nettolettelsen i 2030 ender på omkring 2,3 mia. kr.

Det er under en fjerdedel af de 10,1 mia. kr., regeringen fremhæver.

Der er bestemt positive elementer i udspillet. En lavere selskabsskat, et farvel til top-topskatten og en højere mellemskattegrænse trækker alle i den rigtige retning.

Særligt selskabsskatten batter. En lavere selskabsskat gør det mere attraktivt at investere i Danmark, øger produktiviteten og bidrager dermed til højere lønninger. Samlet er det tiltag, der vil styrke væksten i dansk økonomi og give danskerne flere penge mellem hænderne.

Det er også positivt, at en del af skattelettelserne finansieres ved at stramme adgangen til overførsler som SU til hjemmeboende og dimittenddagpenge.

Men der er alvorlige torne i buketten.

Loftet over rentefradraget, den højere arveafgift og den droppede afskaffelse af chokoladeafgiften stikker. Når regeringen løber fra sidste års finanslovsaftale om at fjerne chokoladeafgiften, viser det, at vi først kan regne med skattelettelser, når de er stemt igennem i Folketinget. Det gør det endnu vigtigere, hvordan skattelettelserne indfases.

Skifter fortegn

Selvom regeringens udspil giver en skattelettelse i 2030, risikerer regnestykket at skifte fortegn på længere sigt.

Hvis loftet over rentefradraget fastholdes nominelt på 150.000 kr. for enlige og 300.000 kr. for sambeskattede, bliver fradraget gradvist udhulet, og skatten stiger år for år.

Skatteministeriets beregninger viser, at loftet rammer knap 60.000 personer i 2030.

Cepos har beregnet, at hvis loftet fastholdes nominelt, kan tallet stige til over 90.000 i 2035. Og antallet af ramte vil stige yderligere derefter for hvert år, loftet fastholdes.

Sættes pakken ind i en historisk sammenhæng, bliver billedet ikke mere imponerende. Ser man på de store skattereformer siden 2003, er udspillet lille, når der tages højde for tilbageløb og adfærd.

Mindre ambitiøst

Skattereformen i 2003 lettede skatten med 12 mia. kr. (omregnet til 2027-niveau), mens reformerne i 2007, 2012 og 2018 gav lettelser på henholdsvis 6,0, 6,5 og 7,2 mia. kr. Selv SVM-regeringens skattereform fra 2023 gav en lettelse på 8,1 mia. kr.

Det er bemærkelsesværdigt, fordi råderummet er stort. Tidligere regeringer har gennemført større lettelser medmindre at gøre godt med. Der er altså gode muligheder for mere ambitiøse lettelser, som kan styrke arbejdsudbuddet, investeringerne og væksten.

Regeringen kunne eksempelvis være gået hele vejen og afskaffet mellemskatten frem for blot at hæve grænsen. Den kunne også have ryddet op i særreglerne i selskabsskatten, eksempelvis fjerne bankernes særskat og loftet over fradrag for lønninger.

Når nye skattestigninger udvander lettelserne, bliver resultatet beskedent. Med et råderum på 104,5 mia. kr. i 2035 kunne regeringen have været langt mere ambitiøs.

Relateret artikel

Regeringen fortsætter kursen med voksende bureaukrati

15. oktober 2026

Under den nuværende S-SF-M-R-regering er der i løbet af 3. kvartal af 2026 allerede kommet 271 flere fuldtidsansatte indenfor administration og ledelse i staten. Fra 1. kvartal 2011 til 3. kvartal 2026 er antallet steget med ca. 25.055.

Relateret artikel

Kan staten blive for rig? Ja, afgjort

13. oktober 2026

Staten opkræver mere i skatter og afgifter, end der er nødvendigt. Den voksende offentlige formue bør udløse lavere skatter frem for nye udgifter.

Hjælp os med at rykke Danmark i en borgerlig-liberal retning

I CEPOS kæmper vi for individets frihed, det private initiativ, lavere skat og en begrænset statsmagt. Vi arbejder for, at de offentlige finanser bruges fornuftigt, og råderummet omsættes til reformer, der styrker Danmarks fremtid.

100 kr.