Regeringen har med kort mellemrum fremlagt to pakker, der skal tage noget af trykket af den hårde danske kapitalbeskatning. Dels en iværksætterpakke, dels en pakke med bedre muligheder for generationsskifte.
De indeholder bl.a. en forhøjelse af grænsen for, hvornår den progressive aktieindkomstbeskatning sætter ind, en nedsættelse af boafgiften for familieejede virksomheder fra 15 til 10 pct., lempelser så iværksætterselskaber ikke bliver så hårdt ramt af likviditetsproblemer og af beskatning af den samme indkomst flere gange, samt ikke mindst en større sikkerhed for værdiansættelsen ved generationsskiftebeskatning. I dag er der en risiko for, at skattemyndighederne vælger en uforudsigelig og høj ansættelse, som fører til lige så uforudsigelige finansieringsproblemer.
Det er tiltrængte lempelser.
Men de ændrer ikke ved, at beskatningsniveauet for kapitalafkast fortsat er højt og uensartet – eller at vi betaler en høj samfundsøkonomisk pris for det. Det forvrider opsparingen, svækker egenkapitaldannelsen i familieejede virksomheder og hæmmer finansieringen af iværksættere. Der er stadig brug for en grundlæggende reform af hele kapitalbeskatningen.