Statsdeltagelse i havvind er en dårlig løsning

Inden vi træffer de næste store energipolitiske beslutninger herhjemme, er det værd at kaste et blik tilbage og overveje visdommen i tidligere tiders beslutninger. 

Vi er således i færd med at afvikle den naturgas, som en gang blev set som det store dyr i åbenbaringen. Kernekraften blev fravalgt af politiske årsager. Betingelserne for indvindingen i Nordsøen har fulgt en slingrekurs – eksempelvis mellem rundhåndede skattesubsidier til at genopbygge Tyrafeltet til helt at udfase produktionen. Det sidste til trods for, at kulstoffangst og -lagring (blandt andet i Nordsøen) indtager en nøglerolle i dansk klimapolitik.

Vores vedvarende energi stammer i dag primært fra biomasseafbrænding, fordi det har fået massive afgiftssubsidier – til trods for brugen af biomasse ikke kan opskaleres, hvis resten af verden også vil sænke sin drivhusgasudledning. Hvilket modsiger ambitionen om, at Danmark skal være et foregangsland.

Den rentable vindudbygning på land er gået i stå. Til gengæld har vi forceret vindudbygningen til havs, hvor den hidtil har krævet massive direkte og indirekte statssubsidier. Støtteregimerne for vedvarende energi har været præget af meget uens støttesatser, som først i de senere år er begyndt at tilnærme sig hinanden. 

Nu er der storstilede planer om at udbygge vindkapaciteten på havet i et omfang, som langt overstiger det danske forbrug. 

Energiinvesteringer skal være langsigtede

Energisystemer er karakteriseret ved store investeringer med lang levetid. Fejltagelser kan få store og langtrækkende konsekvenser. Desværre rækker de politiske interesser ikke altid lige så langt. Og usikkerheden om fremtiden er betydelig. Så er der en væsentlig risiko for, at et fremtidigt tilbageblik til vores egen tid igen vil afsløre fejltagelser.

Et af de aktuelle spørgsmål på den politiske dagsorden handler om, hvorvidt staten bør tage sig betalt for at stille gode placeringer på havet giver en havvindmøllepark til rådighed? Det er i hvert fald vigtigt samfundsøkonomisk, at pladserne bliver udnyttet rationelt, uanset hvem gevinsten tilfalder. 

I princippet kunne man give pladserne til dem, der kommer først. Det er grundlæggende set metoden i den såkaldte ‘åben dør’-ordning. Men i så fald bør hele vindudbygningen ske efter ‘åben dør’-princippet. Sammenstødet mellem ‘åben dør’ og udbud af politisk besluttede anlæg har som bekendt ført til, at den første ordning er sat på pause.

Men staten kan som sagt også vælge at tage betaling for retten til at anvende pladserne. Det er det normale, hvis staten eksempelvis udlejer eller sælger en grund på land. Markedsprisen for en grund svarer i så fald til den såkaldte grundrente, altså hvad det er værd at have lov til at disponere over grunden.

Og det er også princippet bag betalingen for at få lov til at indvinde olie og gas i Nordsøen. Selskaberne i Nordsøen betaler en særlig skat, kulbrinteskat, af overskuddet. Desuden betaler de en højere selskabsskat, og giver staten en andel af overskuddet. Statsdeltagelsen står altså ikke alene og er i øvrigt gået fra aktiv deltagelse til et helt passivt medejerskab via Nordsøfonden.

Det er værd at skele til erfaringerne fra Nordsøen, men det kan undre, at regeringen angiveligt overvejer at indføre statsdeltagelse på 20 procent for havvind. Det er, som om tiden løber baglæns.

Udbudsmodel vil give størst statslig indtægt

Den uden sammenligning bedste metode at skaffe statslige indtægter fra grundrenterne på havet er ved at afholde udbud. Hvis udbuddene er tilrettelagt effektivt, vil staten kunne opnå hele den forventede grundrente som bud. Samtidig vil vinderne af buddet stå for den samlede risiko; den kan ikke som ved overskudsandel tørres delvist af på staten. Ved statsdeltagelse kan staten højst opnå en mindre andel af grundrenten – eksempelvis de 20 procent – fordi der nødvendigvis må være et incitament for ejeren til at drive virksomheden effektivt. Ved udbud er incitamentet intakt, når først budsummen er betalt.

En yderligere fordel ved udbud er, at der kan fastsættes et minimumsbud, som dækker de afledte omkostninger til lagring, back-up-kapacitet, netudbygning osv. forbundet med havvind. Problemet i øjeblikket er ikke så meget, om staten får tilstrækkelig del i overskuddet, men at skatteydere og el-kunder hænger på udgifter til subsidier. Senest er der bevilget 1¼ mia.kr. i støtte til at omdanne vindmøllestrøm til brint. 

Den væsentligste ulempe ved udbud er, at udbudsbetalingen kun vil modsvare den forventede grundrente, hvis selskaberne ikke har en risiko for senere at blive pålagt ekstraskatter. Ellers vil risikoen sætte sig i lavere bud. En måde at sikre begge parter mod denne risiko er ved at indgå kompensationsaftaler, som det kendes fra den såkaldte eneretsbevilling i Nordsøen, og som giver ret til kompensation ved påligning af nye særskatter. Selv om det kan lyde paradoksalt, vil en sådan klausul være i statens egen interesse, fordi det medfører højere bud. 

En forudsætning for at maksimere statens indtægter er, at vindudbygningen sker i den takt, der er kommercielt fordelagtigst. Det er samtidig også den takt, der vil give det største samlede samfundsøkonomiske afkast. Det kræver imidlertid, at udbudsrunderne tilrettelægges i takt med den kommercielle interesse og ikke længere bliver drevet af politiske interesser og lobbyisme, så elproduktionen vokser hurtigere, end markedet kan aftage strømmen. 

Bragt i GridTech/Ingeniøren den 28. april 2023