Statsstøtte er ikke vejen til vækst

“Statsstøtte er tilbage og er nødvendigt”. Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale på årets første dag.

Udsagnet fremsættes i sammenhæng med, at “andre kontinenter løber med fremtidens vækst og velstand”.

At vi i EU skulle gå glip af vækst og velstand, fordi andre kontinenter oplever fremgang, er imidlertid udtryk for en merkantilistisk tankegang, hvor verdens velstand er et nulsumsspil.

Det er heldigvis ikke tilfældet.

Langt de fleste økonomer er enige om, at handel skaber velstand. Statsministeren bør derfor ikke bekymre sig om, at andre kontinenter tager velstanden fra os.

Alligevel bør vi rette opmærksomheden mod konkurrenceevnen i EU. Draghi-rapporten stiller diagnosen: EU har en stor vækst- og produktivitetsudfordring.

Selvom diagnosen er korrekt stillet, er der ikke meget mening i at tilbyde en behandling, der er værre end sygdommen. Og statsstøtte som kur er værre, fordi den skaber ineffektive markeder.

Mindre effektive virksomheder får lov at overleve eller ekspandere på bekostning af mere effektive virksomheder, ligesom virksomheder har mindre incitament til at innovere, øge kvaliteten eller reducere deres omkostninger. Der er også betydelig risiko for, at støtten ender hos de virksomheder, der er bedst til at overtale politikerne til, at den skal sendes deres vej. Det betyder, at samfundets ressourcer ikke anvendes, hvor de skaber mest værdi. Statsstøtte hæmmer derfor væksten og dermed velstanden.

Når udenlandske virksomheder får statsstøtte, konkurrerer ikkestøttede europæiske virksomheder på ulige vilkår med de støttede. Og det er klart en ulempe for de pågældende europæiske virksomheder.

Det ændrer dog ikke på, at omkostningen ved at matche statsstøtten til europæiske virksomheder vil overstige den gevinst, som virksomhederne ville få.

Derimod bør vi udnytte den udenlandske statsstøtte til vores fordel. Vi kan nemlig importere statsstøttede varer og tjenester fra for eksempel USA og Kina billigere, end vi ellers kunne.

Skatteyderne i udlandet betaler altså for, at vi kan få rabat herhjemme.

At andre lande giver statsstøtte, er derfor ikke et godt argument for, at EU skal give mere statsstøtte. Desuden giver EU i forvejen omfattende statsstøtte , ikke mindst til grøn omstilling. Selv hvis der var et godt argument for statsstøtte, har EU ikke holdt sig tilbage.

Men hvis statsstøtte ikke er kuren mod vaklende vækst og produktivitet, hvad er så den rette kur for EU?

En del af kuren kan være at få bugt med omfattende regulering. I Cepos har vi lavet en analyse , der viser, at et regelstop i Danmark med et konservativt estimat kan give en bnp-gevinst på 2,3 pct. over en tiårig periode.

En anden del af kuren kan være at reducere væksthæmmende skatter, som eksempelvis selskabsskatten.

Statsstøtte er som udgangspunkt ikke tilladt i EU, og det er der god grund til. Derfor behøver den ikke komme tilbage, ligesom den bestemt heller ikke er nødvendig.