CEPOS logo

Sygefravær blandt pædagoger

Udgivet d.

2. december 2020 - 08:54

Analyse

1. Sammenfatning

Analysen viser, at sygefraværet blandt pædagoger er meget varierende mellem kommunerne. Pædagogerne i kommunen med det højeste sygefravær havde således i 2019 næsten dobbelt så mange sygedage pr. fuldtidsbeskæftiget i gennemsnit som pædagogerne i kommunen med det laveste sygefravær, jf. figur 3.
Hvis alle kommuner havde et sygefravær svarende til gennemsnittet i de fem kommuner med det laveste sygefravær, ville samfundet kunne spare 508,5 millioner kroner årligt – svarende til 1.131 fuldtidsbeskæftigede pædagoger.
I den forbindelse kan en indvending være, at dette besparelsespotentiale er urealistisk, da kommunernes gennemsnitlige sygefravær vil variere fra år til år pga. tilfældigheder – fx i forhold til hvor og hvor kraftigt influenza-sæsonen rammer forskellige kommuner. Hvis det er tilfældet, vil forskellene mellem kommunerne være udtryk for disse tilfældigheder, og det vil hvert år være nye kommuner, som vil kunne spare. Analysen viser dog, at dette ikke er tilfældet, da det fra år til år i høj grad er de samme kommuner, der har et relativt højt sygefravær.

Analysen viser, at langt hovedparten af forskellene i pædagogernes sygefravær mellem kommunerne ikke kan forklares af indikatorer for arbejdsforhold og befolkningssammensætningen i kommunen. Det er således kun forskelle i befolkningssammensætningen, der kan forklare en lille del af forskellene i pædagogernes sygefravær mellem kommunerne. De resterende forskelle må således kunne tilskrives forhold i kommunen, der ikke umiddelbart kan opgøres i kvantitative data – fx kvaliteten af ledelsen, virksomhedskultur mv.
I forhold til størrelsen af besparelsespotentialet ved at nedbringe sygefraværet kan det nævnes, at der i forbindelse med aftalen om finansloven for 2020 blev indgået en aftalen mellem regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet om at indføre lovbundne normeringsordninger i de kommunale daginstitutioner, som skal være fuldt indfaset i 2025. I den forbindelse blev der på finansloven for 2020 afsat en merbevilling på 500 millioner kroner til opnormeringer i landets vuggestuer og børnehaver i 2020, og det forventes at der skal afsættes 600 mio. kr. i 2021, 800 mio. kr. i 2022, 1.200 mio. kr. i 2023, 1.400 mio. kr. i 2024 og 1,6 mia. kr. i 2025. Dette svarer til en merbevilling på i alt 4,7 milliarder kroner over de fem århttps://www.uvm.dk/dagtilbud/love-og-regler–formaal-og-aftaler/aftale-om-minimumsnormeringer https://www.regeringen.dk/nyheder/2019/fl-20-minimumsnormeringer-i-daginstitutioner/  .
Sammenlignet med besparelsespotentialet målt ved de fem bedste kommuner, så ville kommunerne kunne spare 508,5 millioner kroner årligt alene på et mindsket sygefravær for pædagogerne. Dette vil være nok til at dække merbevillingen til hele opnormeringsordningen for 2020 og 54 pct. af den samlede merbevillingen set over hele perioden 2020-2025.

2. Indledning

Formålet med dette notat er at belyse sygefraværet blandt pædagogerne i Danmarks 98 kommuner, da et højt sygefravær først og fremmest forringer kvaliteten af den pædagogiske indsats i daginstitutioner mv. Ydermere betyder et højt sygefravær, at samfundet taber millioner af kroner som alternativt kunne være brugt på at øge kvaliteten daginstitutioner mv.
Notatet belyser sygefraværet blandt det pædagogiske personale i daginstitutionerne, klubberne og skolefritidsordningerne samt sygefraværet blandt pædagogmedhjælperne og pædagogiske assistenter. For enkelthedens skyld vil den samlede gruppe blot blive omtalt som pædagogerne i resten af notatet.
Notatet bygger primært på data hentet fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL) ved hjælp af rapportværktøjet SIRKA.
Sygefravær kan opgøres på flere måder jævnfør KRL. Det samlede sygefravær dækker over følgende kategorier:

• Egen sygdom
• Arbejdsskade
• Nedsat tjeneste
• §56 fravær
• Barsel

Hvor egen sygdom og arbejdsskader generelt er forbundet med kortere sygefraværsperioder, mens nedsat tjeneste, §56 fravær og barsel i højere grad forbindes med længere sygefraværsperioder. Da længere sygefraværsperioder ofte forbindes med kronisk sygdom, må det kunne forventes at antallet af sygefraværstimer for henholdsvis nedsat tjeneste og §56 fravær er nogenlunde konstante over tid, ligesom antallet af kvinder på barsel må kunne forventes at være nogenlunde konstant. Således vil disse kategorier blive udeladt i forbindelse med opgørelsen af sygefraværet i dette notat.
Sygefraværet for det pædagogerne opgøres indenfor følgende to stillingsområder:
• Pædagogisk personale i daginstitutioner, klubber og skolefritidsordninger
• Pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter
Hvor pædagogisk personale i daginstitutioner, klubber og skolefritidsordninger dækker over stillingerne:
• Klubassistenter/skolepæd., ikke-udd.
• Personer i offentlige arbejdstilbud
• Pædagoger
• Souschefer/afdelingsledere
• Stedfortrædere
• Støttepædagoger
• Øvr. pæd. personale, daginst.
Mens området som pædagogmedhjælper og pædagogiske assistent dækker stillingerne:
• Børnehaveklassemedhjælpere, lukket gruppe
• Personer i offentlige arbejdstilbud
• Pædagogiske assistenter
• Pædagogmedhjælpere
• Øvr. pædagog- og støttemedhjælpere
Disse stillingsområder dækker over i alt 62.538 fuldtidsbeskæftigede, hvoraf majoriteten udgøres af stillingen som pædagog med 39.815 ansatte.

3. Analyse af sygefraværet for det pædagogiske personale

Det gennemsnitlige sygefravær blandt pædagogerne var i 2019 på 14,0 dagsværk pr. fuldtidsbeskæftigede jf. Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).

Spredningen i sygefraværet efter deciler fremgår af figur 1. Vi inddeler kommunerne i deciler, så de ni kommuner med det højeste fravær tilhører første decil og de ni kommuner med det laveste sygefravær tilhører tiende decil. Det ses af figur 1, at det gennemsnitlige sygefravær for første decil ligger på 16,8 dagsværk, mens det gennemsnitlige sygefravær for tiende decil ligger på 8,8 dagsværk. Altså, ses det, at de ni kommuner med det højeste sygefravær oplever næsten dobbelt så mange sygefraværstimer i gennemsnit som de ni kommuner med det laveste sygefravær. Det bør bemærkes at de resterende deciler alle indeholder ti kommuner.

De fem kommuner med det højeste sygefravær omfatter Faxe, Brøndby, Langeland, Ishøj og Rudersdal, som alle ligger med et årligt gennemsnitligt sygefravær på over 16,5 dagsværk pr. pædagog. Omvendt udgør Fanø, Lemvig, Skive, Læsø og Ærø de fem kommuner med de laveste sygefravær, som alle ligger med et sygefravær på under 10 dagsværk pr. pædagog. Især Læsø og Ærø har formået at holde sygefraværet til et minimum med kun 4,7 dagsværk pr. fuldtidsbeskæftigede pædagog, som det også fremgår af figur 2. Der bør dog tages forbehold for at ø-kommunerne har så få ansatte pædagoger at sygefraværstallene kan være kraftigt påvirkede af den enkelte pædagogs sygefravær.

Sygefraværet for det pædagogiske personale inddelt efter stilling ses af figur 3, hvor det fremgår at sygefraværet pr. pædagog ligger klart højest for børnehaveklasse-medhjælperne med et sygefravær på 25,8 dagsværk. Denne stillingskategori indeholder dog kun seks medarbejdere og er derfor ikke videre interessant at kigge på. Mere interessant er det, at sygefraværet for de pædagogiske assistenter, pædagogerne, støttepædagogerne og pædagogmedhjælperne ligger meget højt med gennemsnitlige sygefravær på henholdsvis 15,1, 14,3 13,7 og 13,3 dagsværk. Disse er stillingskategorier er ligeledes nogle af de største inden for overenskomstområdet og det høje sygefravær har derfor betydelige økonomiske omkostninger. Omvendt ses det, at sygefraværet for lederne ligger meget lavt med et sygefravær på 10,1 dagsværk. 

Kommunernes sygefravær kan opgøres i placeringer. Idéen er at man tildeler kommunen en placering i fra 1-98, hvor 1 angiver kommunen med det højeste sygefravær og 98 angiver kommunen med det laveste sygefravær. Herefter inddeles disse placeringer i fire kvartiler således at første kvartil indeholder de 24 kommuner med en placering på mellem 98-75 og fjerde kvartil indeholder de 24 kommuner med en placering på mellem 1-24.  Tabel 1 viser hvor stor en procentdel af kommunerne som har rykket sig fra en kvartil til et andet, eller omvendt hvor stor en del af kommunerne som har nogenlunde samme sygefravær i 2019 som i 2018. Ved at lægge værdierne i diagonalen fra øverste venstre hjørne mod nederste højre hjørne sammen, fås det at 56,12% af kommunerne placerer sig i samme kvartil i 2019 som i 2018.  Desuden ses det, at 32,65% af kommunerne har rykket sig en kvartil, mens de resterende 11,22% af kommunerne har rykket sig mere end en kvartil.

Det samme mønster tegner sig for 2018/2017 og for 2017/2016, hvor henholdsvis 56.12% og 53.06% af kommunerne placerede sig i samme kvartil som året forinden, mens henholdsvis 31,63% og 34,69% af kommunerne rykkede sig mere end en kvartil, jf. bilaget tabel B1 og B2.

4. Årsager til sygefravær

Vi har gennemført en statistisk analyse af, hvorvidt pædagogernes sygefravær kan forklares ud deres arbejdsforhold, den politiske ledelse og befolkningssammensætningen i kommunen, resultaterne fremgår af tabel B3 i bilaget. Analysen viser, at langt hovedparten af forskellene mellem kommunerne ikke kan forklares med disse forhold. For at kunne forklare sygefraværsårsagerne bedst muligt ser vi kun på de to største grupper af ansatte inden pædagog-området – det pædagogiske personale, som primært omfatter pædagogerne, og pædagogmedhjælperne og -assistenterne. Hver gruppe estimeres separat i en ”seemingly unrelated regression”, hvor regressionsresultaterne fremgår af tabel B3 i bilaget.

Det pædagogiske personales sygefravær kan fortrinsvis forklares ved logaritmen til indbyggertallet, andelen af befolkningen som er medlem af folkekirken og beskatningsniveauet.

Den eneste statistisk betydende forklaring på pædagogmedhjælpernes og pædagogassistenternes sygefravær er det socioøkonomiske befolkningssammensætning.

5. Besparelsespotentiale

Hvis alle kommuner, der i 2019 havde et sygefravær højere end gennemsnittet for pædagoger, kom ned på det landsgennemsnitlige niveau, da ville samfundet kunne spare 1.103 kroner pr. pædagog, hvilket svarer til en samlet årlig besparelse på 68.8 millioner kroner. Dette er ensbetydende med 158 fuldtidsbeskæftigede pædagoger.

Hvis alle kommunerne nedbragte sygefraværet til et niveau, der svarer til et vægtetVægtet med antal ansatte.   gennemsnit af de 25 kommuner med det laveste sygefravær på 11,21 dagsværk, så ville samfundet kunne spare 4.616 kroner pr. pædagog svarende til 288,2 millioner kroner, hvilket er ensbetydende med 624 nyansatte fuldtidsbeskæftigede pædagoger. Alternativt kan besparelsespotentialet opgøres ud fra et vægtet gennemsnit for sygefravær i de bedste fem kommuner på 9,01 dagsværk. Dette ville betyde, at vi som samfund ville kunne spare 8.147 kroner pr. pædagog svarende til 508,5 millioner kroner. Omregnet til årsværk svarer dette til 1.131 fuldtidsbeskæftigede pædagoger.

I den statistiske analyse finder vi, at en række forhold kan forklare forskellene i sygefraværet for pædagoger. Det være meget vanskeligt for kommunen at gøre noget ved en række af disse forhold på kort sigt – fx den socioøkonomiske befolkningssammensætning. Derfor laver vi også en beregning af besparelsespotentialet, der tager højde for dette. I denne beregning udelader vi ø-kommunerne, da besparelsespotentialet ellers ville blive misvisende stort, som følge af nogle ekstreme benchmarkværdier.

Efter vi har renset tallene for den del af sygefraværet, der kan forklares med socioøkonomi er Skive den kommune, der har det laveste uforklarlige sygefravær for pædagoger. Herefter beregner vi et mål for besparelsespotentialet ved at beregne, hvor meget de andre kommuner kunne reducere deres sygefravær, hvis de kom ned på niveau med Skive. Tilsvarende beregner vi et mål for besparelsespotentialet, hvis de 90 pct. af kommunerne, der har det højeste sygefravær, kom på niveau med de 10 pct. med det laveste sygefravær (altså på niveau med 90%-fraktilen svarende til den dårligste af de 10 pct. bedste kommuner, som er Esbjerg). Endelig beregner vi også et mål for besparelsespotentialet, hvis de 75 pct. af kommunerne, der har det højeste sygefravær, kom på niveau med de 25 pct. med det laveste sygefravær (altså på niveau med 75%-fraktilen svarende til den dårligste af de 25 pct. bedste kommuner, som er Hvidovre). Resultaterne fremgår af tabel 3.

Ved en sammenligning af tabel 2 og tabel 3 ses, at besparelsespotentialet formindskes, når man tager højde for de forhold, der har betydning for sygefraværet og ikke kan påvirkes af kommunerne på kort sigt.

6. Bilag

Hent Analysen

Analysen viser, at sygefraværet blandt pædagoger er meget varierende mellem kommunerne. Pædagogerne i kommunen med det højeste sygefravær havde således i 2019 næsten dobbelt så mange sygedage pr. fuldtidsbeskæftiget i gennemsnit som pædagogerne i kommunen med det laveste sygefravær.

Relateret artikel

Flere ressourcer pr. elev i folkeskolen øger ikke forældretilfredsheden

25. december 2024

Der er ikke sammenhæng mellem forældrenes tilfredshed med folkeskolen og ressourceforbruget pr. elev.

Relateret artikel

Fakta om jordemødre og fødsler 2024

22. december 2024

Antallet af levendefødte per jordemoder er faldet fra 63 i 2007 til 33 i 2023.

Støt os

En personlig donation til CEPOS støtter vores mission om frihed, ansvar, privat initiativ og begrænset statsmagt for "Et friere og rigere Danmark"
Støt os månedligt som

Privat

Støt os månedligt som

Virksomhed