Trump og demokratiets krise handler ikke om ulighed – men om manglende vækst

Fra det øjeblik Donald Trump trådte ind på den politiske scene stod det klart, at der for ham måtte gælde en undtagelse fra den regel, at politikere bør bedømmes på deres politik, ikke på deres personlige karaktertræk. I tilfældet Donald Trump kan de to ikke adskilles. Stormen på Kongressen var den perfekte illustration af dette og kulminationen på Trumps underminering af demokratiske institutioner og normer.

Noget tyder på, at demokratiet er mere skrøbeligt, end mange af os hidtil har antaget. Vi kan ganske vist varme os ved, at de amerikanske institutioner trods alt holdt skansen mod Trumps angreb. Men hvad hvis vi tænker lidt længere ud i fremtiden? Hvordan vil en Trump 2.0 se ud? Formentlig mere fokuseret, og mindre impulsiv. Formentlig mindre åbenlyst narcissistisk. Formentlig langt mere effektiv end Trump trods alt var. Kort og godt: Tænk hvis Trump ikke havde været et fjols?

Hovedparten af den menneskemasse, der drog mod Kongressen, deltog ikke i ulovlighederne. Mange af de tilstedeværende vidste ikke engang, at en gruppe var trængt ind i kongresbygningen, før de begyndte at modtage mediehistorier om det på deres smartphones. Indtrængerne havde tydeligvis ikke noget større mål med det end at opføre sig som bøller og at få taget selfies i de historiske og symbolske omgivelser. Gudskelov. Men sådan havde det ikke behøvet at være.

Der er med andre ord en betydelig risiko for, at Donald Trump kun var en betaversion på det, der kan opstå i fremtiden. Det er et faktum, at de amerikanske vælgere valgte en præsident, der var aldeles uegnet på den post. Og at de var ganske tæt på at genvælge ham. For mon ikke Trump var blevet genvalgt, hvis det ikke havde været for coronakrisen?

Demokratiet er også under pres andre steder i verden: Polen, Ungarn, Tyrkiet osv. Også disse steder har coronakrisen vist en foruroligende stor velvilje overfor tilsidesættelse af demokratiets og retsstatens spilleregler. Det har også i særdeleshed været tilfældet i andre vestlige lande, hvor man har accepteret drakoniske indgreb i borgernes helt basale rettigheder, herunder udgangsforbud og krænkelser af privatlivets fred.

Demokratiets krise kalder på overvejelser om krisens årsager, og hvad man bør gøre. I den offentlige debat bliver stigende ulighed ofte fremhævet som forklaring og øget omfordeling som løsning. Jeg tror ikke, den analyse holder.

Langt hovedparten af Trumps vælgere er ikke socioøkonomisk dårligt stillede. At mange af de dårligst stillede hvide vælgere, valgte Trump – især i 2016 – i stedet for Demokraterne, taler ikke for, at det var øget omfordeling, de ønskede sig. Mon ikke de håbede på, at Trump kunne reformere økonomien, så der blev skabt flere jobs, og især flere bedre lønnede jobs, så de bedre kunne forsørge sig selv i stedet for at blive forsørget af andre? Et ønske om økonomisk fremgang snarere end misundelse?

Hvis vi antager, at man kan benytte borgernes tillid til politikerne som en hæderlig indikator på demokratiets sundhed, kan man undersøge, hvad der øger den sundhed. Det har økonomiprofessor Christian Bjørnskov gjort. Han finder, at i lande, der gennemfører reformer, som øger den økonomiske frihed, stiger folks tillid til politikerne. Det betyder bl.a. også, at et fald i størrelsen på den offentlige sektor er forbundet med højere tillid til politikerne.

Selvom nogle af årsagerne til, at demokratiet er udfordret, er landespecifikke, kan andre gå igen i en række lande. En ting, der kendetegner udviklingen i stort set alle vestlige lande de seneste 10-15 år, er, at den økonomiske vækst er aftaget. Vesten er blevet dårligere til at øge velstanden for dens borgere. Mon ikke vi her finder en del af årsagen til øget utilfredshed: At borgerne ikke længere opnår den økonomiske fremgang fra år til år, som de har været vant til?

I Danmark ser stigende ulighed ikke ud til at påvirke tilliden til politikerne negativt. Tilliden til politikerne steg igennem 90’erne og nullerne, hvor den økonomiske ulighed ligeledes voksede. Tilliden til politikerne begyndte først at falde efter finanskrisen, hvor den økonomiske velstand led et knæk. Danskerne kunne i dag have været 70.000 kr. rigere per indbygger, hvis velstandsudviklingen de seneste 15 år havde fulgt den langsigtede trendvækst.

At sikre et samfund, der ligeligt beskytter alle borgeres rettigheder, må antages at være essentielt for dets legitimitet. Det samme er sikringen af den bedst opnåelige grad af lige muligheder for borgerne. At omfordele til dem, der ikke kan klare sig selv, er ligeledes vigtigt, men ikke kun en opgave for staten. Det meste af denne omfordeling sker i familien selv – også i udbyggede velfærdsstater.

Det er vigtigt at forstå, at velstandsfremgang på langt sigt er markant bedre end omfordeling til at fremme levevilkårene for borgerne, også for dem med de lave indkomster. De fattigste 40 pct. af danskerne har en markant højere levefod i dag, end de havde for 100 år siden. Men øget omfordeling som følge af velfærdsstatens fremkomst kan højst forklare en tiendedel af deres indkomstfremgang. Resten skyldes økonomisk vækst.

Demokratiernes medvind i sidste halvdel af det 20. århundrede skyldtes formentlig i høj grad, at det var dem, der leverede varen. Ikke kun med hensyn til frihed fra undertrykkelse, men også med hensyn til velstand. Derfor er demokratiernes evne til at gennemføre velstandsskabende reformer en vigtig kilde til styrkelse af demokratiet selv. Og til udbredelse af demokrati og frihed til en større andel af menneskeheden. 

(Bragt i Ræson 12. januar 2021)