Uundgåelig samfundsøkonomisk omkostning ved isolerede danske CO2-mål

Notatet viser, at Danmark forventes at opfylde sine bindende EU-mål i 2020 med allerede besluttet politik. Det ensidige mål fra Klimaaftalen i 2014 om at reducere den samlede drivhusgasudledning med 40 pct. (i forhold til 1990) vil derimod sandsynligvis kræve yderligere tiltag. Notatet lægger – på linje med Klimarådet – til grund, at der mangler reduktioner på 2 mio. ton CO₂e for at nå 40 pct.-målet.Energistyrelsen har efter redaktionens slutning fremlagt en ny fremskrivning, hvor 40 pct.-målet lige nøjagtig indfries med eksisterende politik. Usikkerheden er angivet til 36-44 pct., så det vil kræve yderligere tiltag at opfylde målet med sikkerhed. Notatet baserer sig som Klimarådet (2015) på en manko på 2 mio. ton CO2e for at nå 40 pct.-målet, svarende til basisscenariet i Energistyrelsens 2014-fremskrivning.  Partierne bag aftalen har ikke aftalt virkemidler til at indfri målet.

Det vil være forbundet med samfundsøkonomiske omkostninger at opstille skærpede danske klimapolitiske mål, ligesom Klimaaftalens krav om, at omstillingen ikke må koste, men skal skabe, job, ikke kan opfyldes. Der er ikke basis for politiske forhåbninger om samlede beskæftigelses- eller velstandsgevinster ved grøn omstilling. Omstillingen bør altså gennemføres af klimapolitiske årsager, og omkostningerne bør afvejes mod klimapolitiske gevinster.

Den eksisterende energipolitik er imidlertid ikke omkostningseffektiv, og derfor kan der opnås endog betydelige samfundsøkonomiske gevinster ved en ændring. Større omkostningseffektivitet kan gennemføres uanset, om klimamålene skærpes eller ej, og ændrer derfor ikke ved, at der er en samfundsøkonomisk omkostning på 2,4 mia.kr ved at reducere udledningerne med 2 mio. ton CO₂e ved uændret afgiftsstruktur.

Det er i princippet muligt at sammensætte ”pakker”, som både øger omkostningseffektiviteten og anvender en del af gevinsten til at reducere udledningen med 2 mio. ton. Den mest vidtgående pakke er ifølge CEPOS’ beregninger at indføre en ensartet pris (primært i form af afgifter) på al CO₂-udledning på 1.300 kr./ton. Det vil sænke udledningen med 2 mio. ton og medføre en samfundsøkonomisk gevinst på over 7 mia.kr. om året. Det vil dog samtidig indebære en voldsom forøgelse af fremstillingserhvervenes afgiftsbelastning.

Det samme er tilfældet for de pakker fremlagt af Energistyrelsen og Klimarådet, som dog kun indebærer samfundsøkonomiske gevinster på 0,1 og 1,1 mia.kr. og tilsvarende lavere erhvervsbelastning.

Det anbefales at have politisk fokus på Danmarks forpligtelser i EU og ikke have målsætninger udover eller på tværs af de i EU fastsatte. Såfremt det alligevel besluttes at realisere 40 pct.-målet, anbefales det at opnå det ved at opkøbe og destruere CO₂-kvoter. Det vil medføre en omkostning for statskassen på 0,1-0,2 mia.kr. og vil have større indflydelse på den globale CO₂-udledning end en række andre virkemidler. Det vil samtidig understøtte kvotesystemet, som er det mest omkostningseffektive redskab i klimapolitikken i EU-landene.