En af de største fejltagelser i nyere dansk politik er ophøjelsen af en simpel finansministeriel regneregel til et bindende politisk mål. Det er det såkaldte ”demografiske træk”, altså hvor meget især flere ældre påvirker det offentlige forbrug. Både Socialdemokratiet og Venstre udstedt et løfte om at lade udgifterne stige svarende til det demografisk træk.
Trækket er beregnet, så udgifterne helt mekanisk forudsættes at stige i takt med væksten i antallet af borgere i en aldersklasse. Det svarer lidt til regneopgaven i skolen: Hvis det tager en mand en time at grave en grøft, hvor mange skal der så til for at grave to grøfter på en time? Det simple svar er to mand. Men det er ikke altid rigtigt. F.eks. ved sammenligning over tid må der tages hensyn til, at produktiviteten stadig forbedres. En mand med en gravemaskine kan flytte væsentligt mere jord, end en mand med en skovl kunne i gamle dage.
Normalt tager økonomiske fremskrivninger hensyn til bl.a. stigende produktivitet. Det afspejler, at generel produktivitetsvækst har været den vigtigste kilde til væksten i dansk økonomi det sidste halve århundrede.
Men i den simple regneregel er produktivitet i den offentlige sektor udeladt, hvad ministeriet da også pligtskyldigt gør opmærksom på. Der er sandt nok en alvorlig udfordring med at sikre tilstrækkelig høj produktivitetsvækst i den offentlige sektor. Men også i det offentlige har produktiviteten været voksende historisk – med omkring 0,5 pct. om året. Det demografiske træk overvurderer derfor udgiftsbehovet. Faktisk modsvares effekten af demografien omtrent af den hidtidige produktivitetsvækst, så man kan opretholde serviceniveauet uden udgiftsstigninger.
Det har alvorlige konsekvenser, hvis man alligevel lader det offentlige forbrug vokse bevidstløst.
For det første kan det medføre en standardglidning. I værste fald bliver det en selvopfyldende profeti, at den offentlige produktivitet ikke stiger, hvis der ikke er politisk krav om det.
For det andet lægger trækket beslag på en stor del af det råderum, som ellers kunne benyttes til velstandsforøgende reformer. Af et ledigt råderum på 34 mia. kr. frem mod 2030, tager demografisk træk godt 21 mia. kr., så der er under 13 mia. tilbage.
For det tredje er lav produktivitetsvækst i det offentlige en af de største udfordringer i en moderne velfærdsstat (Baumol-effekten). Det skaber et latent pres for højere udgifts- og skattetryk. Hvis man per definition udelukker offentlig produktivitetsvækst, bliver økonomien låst i en stadig værre klemme.
Bragt i Finans d. 29. september 2022.
