Vi har brug for en blå politik for grøn omstilling

Den grønne skattereform lever ikke helt op til principper om sund samfundsøkonomi. Det bør den blå opposition satse på at ændre.

Folketinget har indgået en stribe energipolitiske aftaler, herunder første trin i en grøn skattereform. Der er klare blå fingeraftryk på den. Men der er stadig et stykke vej igen for oppositionen. I hvert fald hvis målet er mest klima for pengene, en sund samfundsøkonomi og at undgå en planøkonomisk sump, styret af symbolpolitik og lobbyinteresser.

Venstre var sammen med RV de første til at støtte en generel afgift på drivhusgasser til at nå 70 pct.-målet. Det er det mest omkostningseffektive og markedskonforme instrument. De Konservative har længe markeret sig med et krav om, at en grøn skattereform ikke skal gøre samfundet fattigere.

Aftalen om grøn skattereform indfører en mere ensartet pris på CO2, men ensartet er den ikke. Den svinger fra 750 kr./ton på f.eks. færger til mere end det dobbelte på el. Og de ekstreme priser på op mod 5.000 kr./ton på benzinbiler håndteres ikke. Hertil kommer, at afgiften suppleres af et batteri af tilskudsordninger. I alt er der afsat 53,5 mia.kr. frem mod 2040 til en ”grøn fond”.

Tilskud til negative udledninger – som burde ”betale” negativ skat – og ren indkomststøtte til erhverv, som ellers ville imødese konkursbølger, kan være ræsonnable nok. Men fonden går langt videre, og normalt render de mest velorganiserede lobbyister med flest penge. Modsat en ensartet afgift, som via markedsmekanismen sikrer de billigste reduktioner, vil subsidier gøre den grønne omstilling unødigt dyr.

Hvis grøn omstilling ikke må forringe samfundsøkonomien, er det – som K foreslog – nødvendigt med skattereformer, der trækker i modsat retning af afgiftens negative effekt. VK foreslog at sænke selskabsskatten, som er en af de mest forvridende skatter. Det indeholder aftalen ikke. Den sænker den ligeledes forvridende elafgift, men samlet indfris målet ikke.

Til gengæld bruges af det fremtidige råderum til bl.a. at sende penge til overførselsindkomstmodtagere, hvilket ikke forbedrer samfundsøkonomien. VK har åbenbart stillet sig tilfreds med, at BNP samlet og usikkert ikke forringes i den grønne skattereform, men det er ikke ensbetydende med, at samfundsøkonomien ikke forringes.

En blå klimapolitik bør være enkel og klar: Klimamålene bør nås med en ensartet pris på CO2. Tilskud bør kun anvendes til negative reduktioner og evt. indkomststøtte. Der bør gennemføres skattereformer, som hindrer, at samfundsøkonomien går i negativ. Og 70 pct.-målet bør ændres fra en rent nationalt mål til ét, der tager hensyn til CO2-lækage. I så fald er det oplagt at bruge af den enorme fond til at opkøbe og annullere CO2-kvoter.

Debatindlægget er bragt i Finans d. 30. juni 2022.