Vi må ikke ofre livet for ligheden

Bragt i Jyllands-Posten d. 6. januar 2025

Skrevet af Mette Marie Kjær Knudsen

Forleden så jeg filmen ”Den sidste viking”. Her fortælles en lille, men brutal og absurd tegneserie, som er enormt rammende for vores samfund i dag. For tegneserien er ikke kun en kommentar til menneskelig dumhed – den er en allegori over den destruktive form for lighedstænkning, der findes nogle steder på venstrefløjen, hvor ønsket om retfærdighed bliver forvekslet med total ensretning.

I filmen laver karakteren Werner en tegneserie, der på overfladen ligner en sød tegneserie for børn, men i virkeligheden rummer en dyb og uhyggeligt præcis samfundskommentar.

Den handler om en lille vikingelandsby, hvor livet er godt og harmonisk – indtil en vikingedreng mister sin arm i kamp. Landsbyens høvding, i et udslag af medfølelse og retfærdighedsfølelse, beslutter, at alle nu skal miste en arm, så ingen føler sig anderledes eller mindre værd.

Men det stopper ikke der. Da en anden viking mister et ben, må hele landsbyen ofre det samme. Og da én til sidst mister hovedet i en ulykke, tager høvdingen konsekvensen: for at sikre fuld lighed må alle miste deres hoveder.

Landsbyen dør – men de dør ”lige”. De dør glade i troen på, at deres fælles ulykke er et udtryk for retfærdighed.

Det er en brutal og absurd fortælling, men netop derfor er den så rammende for vores samfund i dag. For den er ikke kun en kommentar til menneskelig dumhed – den er en allegori over den destruktive form for lighedstænkning, der findes nogle steder på venstrefløjen, hvor ønsket om retfærdighed bliver forvekslet med total ensretning.

Vi ser det i nutidens debat om alt fra topskat og top-topskat til krav om lønloft og fairness i erhvervslivet. Når succes i sig selv gøres til et problem, og når politiske forslag handler mere om at begrænse dem, der klarer sig godt, end om at løfte dem, der kæmper, bevæger vi os væk fra retfærdighed og ind i udligning.

Det viser sig også i uddannelses- og skolepolitikken, hvor fokus i stigende grad flyttes fra faglighed til trivsel og pensumfnidder. Når man hellere vil sænke tempoet end hæve niveauet, risikerer vi, at hele klassen taber på det – præcis som vikingelandsbyen, hvor alle skulle miste en arm, for at ingen skulle føle sig bagud.

Den viser, hvad der sker, når idealet om fællesskab glider over i tvangsmæssig udligning – når forskelle ikke længere tolereres, men udlignes med øksen.

I vores tid bruges ordet ”lighed” næsten altid positivt. Lighed er retfærdighed. Lighed er humanisme. Lighed er fremskridt. Men lighed kan betyde to meget forskellige ting:

Enten lighed i muligheder, hvor alle har samme ret til at prøve, kæmpe og lykkes. Eller lighed i resultater, hvor alle skal ende det samme sted, uanset indsats, evner eller valg.

Det første er grundlaget for et frit samfund. Det andet er opskriften på stagnation. For når alle skal ende det samme sted, må ingen bevæge sig fremad. I vikingelandsbyen begynder det med en dreng, der mister sin arm. Men i stedet for at hjælpe ham tvinges alle andre til at miste det samme – og siden mister også selvsamme viking sit ben, fordi en anden gør det. Hver gang nogen rammes af ulykke, bliver alle stillet ringere. Sådan ender et samfund uden fremdrift og vækst: Ingen får det bedre, og alle får det værre.

Det samme ser vi i virkeligheden. Danmark er allerede et af verdens mest lige og rige samfund. Men når vi politisk forsøger at presse mere økonomisk lighed igennem, sker det ofte på bekostning af økonomisk vækst. Og uden økonomisk vækst får vi mindre at dele ud af til dem, der har mindst.

Øget lighed lyder godt, men i praksis gør det hele samfundet fattigere, og dermed svækker vi netop de muligheder, vi ellers ønsker at give de svageste.

Samtidig, når vi begynder at fokusere på resultat-lighed, mister vi synet for, at forskelle mellem mennesker ikke nødvendigvis er uretfærdige – de er en naturlig del af livet.

Vi har forskellige evner, drømme, prioriteter og temperamenter. Nogle ønsker at skabe noget stort økonomisk. Andre vælger en anden vej, med andre mål og værdier. Begge dele er legitime, og begge dele skal der være plads til.

Men når staten, samfundet eller kulturen forsøger at “udligne” alle forskelle, sker der to ting: De, der har bygget noget op, bliver straffet for det. Og de, der har brug for hjælp, får frataget ansvaret for at vokse.

I stedet for at løfte den, der mangler en arm, skærer man de stærke ned til samme niveau. Det virker måske retfærdigt i øjeblikket – men det ender med at ødelægge både dem, der mister, og dem, der skulle hjælpes.

Vi skal selvfølgelig stræbe efter et samfund, hvor ingen efterlades på perronen. Det betyder, at vi skal sikre dygtige dannelsesinstitutioner, som kan give børn fra udsatte familier selvtillid og motivation, vi skal sikre, at arbejde altid kan betale sig, og at iværksætteri og flid belønnes – for det er netop den slags muligheder, der løfter mennesker.

Hvis vi får et samfund, der stræber efter resultat-lighed, betyder det også, at nogen skal bestemme, hvor ”midtpunktet” ligger – hvor meget vi må eje, hvor meget vi må tjene, og hvor meget succes der er acceptabel.

Den slags kræver kontrol, og kontrol kræver magt. Derfor ender resultat-lighed næsten altid med det modsatte af frihed.

Historien viser det igen og igen: I samfund, der jagter total lighed, ender nogle altid med at bestemme, hvad lighed betyder – og dermed bliver de i praksis samfundets nye overklasse.

Det paradoksale er, at i forsøget på at fjerne forskelle skaber man blot nye.

Det er derfor, den lille vikingelandsby i Werners tegneserie er så tankevækkende som billede: Den afslører, at i det øjeblik, vi forsøger at udligne alt, udligner vi også det, der gør livet værd at leve.

Forskelle skaber fremdrift, inspiration, og ja – en vis ulighed. Men de skaber også udvikling, innovation og mening.

Mennesket længes efter både fællesskab og frihed. Vi ønsker at høre til, men også at være noget særligt. Det er denne spænding, der driver os fremad. Når vi forsøger at udslette forskellene i retfærdighedens navn, mister vi den kraft, der får os til at skabe, drømme og kæmpe.

Landsbyens høvding mente, at han gjorde det gode. Det er netop det tragiske – han handlede ud fra kærlighed og troen på retfærdighed. Men uden visdom og oplysning bliver de to farlige.

Og måske er det netop der, ”Den sidste viking” rammer os: Den viser, hvordan idealer uden balance ender i selvofring. Ikke fordi man vil skade, men fordi man ville have lighed – koste hvad det vil.

Vi skal naturligvis hjælpe dem, der falder. Men vi skal ikke kappe hovederne af dem, der står stærkt.

Lighed i muligheder, ikke i resultater, er det, der gør et samfund både retfærdigt og frit. Vi må gerne være forskellige. Vi må gerne have mere, skabe mere, drømme større. Et samfund, der forveksler lighed med ensretning, ender som vikingelandsbyen: dødt, men tilfreds – fordi ingen længere stod højere end nogen anden. Og ingen ønsker at leve i et samfund, der ofrer livet for ligheden.