Mens det ikke er undgået nogens opmærksomhed, at energikrisen har øget mange el- og varmeregninger ekstraordinært, flyver det gerne under radaren, at manglende effektivitet i forsyningssektoren koster borgerne dyrt hvert eneste år.
I 2016 anslog regeringen meromkostningen til 5,9-7,0 mia.kr. om året - eller omkring 2.500 kr. per husstand. Alligevel er det beskedent, hvad der er taget af initiativer til at høste denne gevinst. Det kølner utvivlsomt den politiske vilje, at det vil kræve livtag med kommunerne og andre stærke interessegrupper.
Så meget desto mere er der grund til at rose de fremskridt, som trods alt sker. I 2020 besluttede et flertal i Folketinget at liberalisere en del af affaldshåndteringen. Genanvendelse blev sendt i udbud, hvilket gav plads til konkurrence og private aktører. Samtidig aftalte partierne, at der skulle ske en tilpasning af den betydelige overkapacitet for affaldsforbrænding.
Konkurrence sorterer de mindst rentable anlæg fra.
I første omgang fik kommunerne gennem KL en chance for at blive enige om, hvilke værker der skulle lukkes.
Kunne de ikke det, skulle forbrændingen i udbud, så konkurrencen får lov at fjerne den økonomisk mindst rentable kapacitet. KL var ikke i stand til at pege på en holdbar løsning, og nu har ministeriet så fremlagt et lovforslag, som omdanner værkerne til selskaber og indfører udbud om at aftage affald fra private husholdninger og eventuelt erhvervsaffald til forbrænding.
Virksomheder kan dog selv vælge, hvem der skal aftage deres affald. Liberaliseringen indebærer, at den eksisterende ”hvile-i-sig-selv”-regulering forsvinder. Både det affald, som genanvendes, og som forbrændes, vil nu være underkastet kommercielle vilkår. Løsningen svarer et pænt stykke ad vejen til anbefalingerne i en analyse fra CEPOS.
Der er dog en del regulering tilbage, som med fordel kunne undværes. Partierne vil gerne have et mål for, hvor meget affaldsforbrændingen skal sænkes, fordi man gerne vil begrænse import af affald og have et højt omfang af genanvendelse. Men hvis de negative eksternaliteter ved forbrænding - for eksempel udledning af drivhusgasser - er prissat rigtigt, så er det ikke nødvendigvis dårligt at brænde affaldet, og heller ikke at importere det med det formål for øje.
Faktisk er de fleste eksternaliteter, for eksempel klimapåvirkning, prissat. Den vigtigste mangel er i virkeligheden at sikre korrekt betaling for affaldsforbrændingens fortrinsadgang til fjernvarmen. Prissætningens opgave er netop at sikre, at affaldet anvendes så samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt som muligt. Selv om lovforslaget ikke fjerner måltallet om højst 30 procent forbrænding, lægges der dog foreløbig kun op til at monitorere udviklingen.
Kommuners fejldispositioner koster milliarder
Også den eksisterende overkapacitet indebærer, at et måltal ikke er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt. Selvom en del af kapaciteten aldrig burde have været skabt, kan der være samfundsøkonomi i at bruge noget af den, når den nu findes. Men af samme grund er der heller ikke god samfundsøkonomi i at tvinge nogen til at være kunder til overpris for at nyttiggøre kapaciteten. Det har ellers været brugt som argument for at forhindre konkurrence, at en række værker har såkaldt ”strandede omkostninger” fra deres overinvesteringer, hvilket grundlæggende vil sige, at de ikke kan klare sig på markedsvilkår. Men ”strandede omkostninger” er allerede tabte penge, og de samfundsøkonomiske tab bliver kun større af at holde værkerne i live, hvis det kun kan ske med høje monopolpriser.
I de tilfælde havde det været bedre at realisere tabene med det samme, men man har fornemmet en betydelig uvilje hos kommuner, der har garanteret for lånene, mod at stå inde for dem. Det sker nu med lovforslaget, men ikke uden at staten kommer til at dække 70 procent af tabene. Det havde måske været klogere at lade kommunerne mærke konsekvensen af deres fejldispositioner.
Når det gælder andre dele af forsyningssektoren, kan en del af problemerne med manglende effektivitet også tilskrives dårlige kommunale incitamenter og mangel på effektiv konkurrence. Bestyrelsesposter i kommunale forsyningsselskaber anvendes uden blusel til at skabe ben for kommunalpolitikerne, når konstitueringerne skal gå op på valgnatten, frem for at besætte dem med folk med kvalifikationer på området.
Der er store forskelle i kommunernes affaldsgebyrer, som ikke kan forklares med objektive forskelle på kommunerne. Borgerne kunne spare 2,0-2,6 mia.kr. om året, hvis alle kommunerne var lige så effektive som de ti procent billigste kommuner. Selv ikke alle de kommuner, der sender affaldsindsamlingen i udbud, er altid effektive. Det indikerer, at afholdelse af udbud ikke nødvendigvis er nok i sig selv, men at god tilrettelæggelse af udbuddet spiller en rolle. Samtidig er det vigtigt, så vidt overhovedet muligt, at sikre konkurrence gennem frit valg. På affaldsafhentningsområdet burde grupper af borgere, der ønsker det - eksempelvis i en grundejerforening - have adgang til at vælge en anden leverandør af affaldsafhentning, hvis den kommunale løsning er for dyr.
Politikerne bør huske fjernvarmen
Med energikrisen er der kommet ekstra fokus på fjernvarme, og landspolitikerne presser på for, at flere husstande kan komme på et net samtidig med, at man vil afvikle naturgas- og oliefyr. Fjernvarme kan være en glimrende løsning særlig i større byområder, men der eksisterer et betydeligt antal selskaber med meget høje omkostninger.
Betingelserne er i de senere år gået i retning af både større valgfrihed for fjernvarmekunderne og bedre muligheder for at vælge opvarmning med el, fordi elafgiften på opvarmning med eksempelvis varmepumpe er stort set afskaffet. Risikoen er imidlertid, at central politisk styring og behovet for at vise handlekraft over for det senest opståede problem igen kommer til at dominere på varmeområdet.
Der er tværtimod brug for handlekraft til at sikre grundlæggende sunde incitamenter og konkurrence. Først og fremmest gennem frit valg. Der er som sagt et stort, uforløst potentiale på forsyningsområdet. Foreløbig er der grund til at glæde sig over, at denne handlekraft faktisk har været til stede, når det gælder genanvendelse og forbrænding af affald. Men der er lang vej endnu.
Bragt i Ingeniøren, WasteTech, d. 23. februar 2023.
