CEPOS logo

Bedre end demokratiet

Udgivet d.

5. februar 2020 - 08:01

Debat

Frihed

Demokratiet er den bedste styreform, vi har. Ingen tvivl om det. Men perfekt er demokratiet ikke. Derfor er det problematisk, at nogle opfatter en demokratisk beslutning som moralsk rigtig, alene fordi der er flertal for den. Det er ikke tilfældet. Faktisk er det et fundamentalt element af det liberale demokrati, at der er en sfære, som ligger uden for statens rækkevidde. For eksempel tilhører valg af ægtefælle, vores privatforbrug med videre den personlige sfære.

Når jeg hævder, at »alternativet til demokrati er markedet«, som Niklas Olsen og Jacob Jensen påpeger her i avisen (»Bedre end demokratiet«, Ideer, 17. januar) er det netop for at gøre opmærksom på, at markedet er et formidabelt alternativ til central, statslig styring af mennesker. Det er altså ikke en kritik af demokratiet til fordel for andre styreformer, men et argument for fordelene ved ikke-styring.

Et tænkt eksempel: Forestil dig, at 100 mennesker køber sko. 55 foretrækker røde sko, og 45 foretrækker blå sko. Overlades købet til en demokratisk flertalsbeslutning, vil alle få røde sko. Overlades købet til markedet, vil alle få præcis de sko, de foretrækker. Selvom eksemplet er ekstremt simplificeret, viser det tydeligt, hvorfor demokratiet ikke er velegnet til at træffe beslutninger indenfor den private sfære. Det betyder IKKE, at et diktatur eller monarki vil være bedre til det. Det betyder, at INGEN central styreform vil kunne gøre det lige så godt som markedet. Denne indsigt kan oftest overføres til andre dele af økonomien.

Olsen og Jensens gennemgang af liberales forhold til demokratiet giver indtryk af, at vi foretrækker andre styreformer end demokrati. Det er ikke korrekt. Liberale er modstandere af central styring. Vi ønsker ikke, at den private sfære overtages af nogen styreform. Når det liberale fyrtårn, Hayek, på et tidspunkt i et interview bemærkede, at den personlige frihed var større under Pinochet end under dennes socialistiske forgænger, illustrerer det derfor to ting: At Hayek mente, at resultatet – og ikke processen – var vigtigst, og at selv liberale fyrtårne næppe formår at vælge algode politikere til at styre et land. På samme måde kan vi næppe heller regne med, at 51 procent af borgerne kan vælge 90 algode og alvidende politikere, som kan styre og vælge for den enkelte dansker. Demokratiet har sine åbenlyse begrænsninger, og derfor bør vi i overlade så mange beslutninger som muligt til den enkelte. Flertallet KAN simpelthen ikke træffe det bedste valg i privatsfæren. Her er markedet langt bedre end demokratiet.

Relateret artikel

Vi kan sagtens løfte vores forsvar betydeligt uden at skulle beskatte danskerne yderligere

2. november 2024

Jeg kan godt blive bekymret for, at det helt legitime ønske om at styrke NATO vil blive brugt herhjemme som anledning til at introducere de allerede hårdt beskattede danskere for endnu en skat.

Relateret artikel

Forsvaret for marked­s­ø­ko­no­mien handler om mere end velstand

31. oktober 2024

Den måske største debat i det 20. århundrede om, hvad der kendetegner et retfærdigt samfund, blev skudt i gang for 50 år siden.

Støt os

En personlig donation til CEPOS støtter vores mission om frihed, ansvar, privat initiativ og begrænset statsmagt for "Et friere og rigere Danmark"
Støt os månedligt som

Privat

Støt os månedligt som

Virksomhed