Befolkning, klima og vækst 8: Hvad er sammenhængene mellem befolkningstilvækst og økonomisk vækst?

Noget af det mest mirakuløse ved det menneskelige samfund er, at vi til trods for en enorm stigning i folketallet har set en endnu kraftigere vækst i velstanden. Som vi så i afsnit 6 i serien, har de sidste 2000 års historie været bemærkelsesværdig enkel at illustrere i form af stigende skalaafkast. I perioden fra Kristi fødsel til lidt efter 1800 steg BNP med 1,2 pct., hver gang folketallet steg 1,0 pct. I de to hundrede år siden den industrielle revolution er BNP vokset med 2,1 pct. i gennemsnit for hver stigning i befolkningen på 1,0 pct. Det har tilladt, at vi i stedet for at blive kvalt i hinandens trængsel er blevet mange gange rigere.

Som jeg var inde på i afsnit 6, er sammenhængen værd at dykke dybere ned i. For hvordan er den egentlig? Det er det på tide at se lidt nærmere på.

Én ting er givet: Sammenhængen mellem BNP og folketal er ikke en simpel automatik. Verden er ikke en pølsemaskine, hvor man propper folk ind i den ene ende og får BNP ud i den anden. Og hvor en ekstra procent folk automatisk giver 1,2 pct. ekstra BNP – indtil man når ca. 1 mia. mennesker, hvorefter 1 pct. flere folk begynder at give 2,1 pct. ekstra BNP.

For det første har der været langvarige og tilbagevendende perioder, hvor væksten i BNP ikke har været tilstrækkelig til at forhindre faldende levestandard. Det menes f.eks. at være tilfældet omkring den neolitiske revolution, hvor vi gik fra at være jægere og samlere til at være agerdyrkere. Ganske vist steg produktionen markant, men folketallet steg endnu mere. Med et gennemsnitligtskalaafkast på blot 1,2 har der været mange langvarige episoder i menneskehedens historie, hvor indkomsterne stagnerede eller faldt. Og der har været eksempler på, at et pludseligt faldt i folketallet – som det eksempelvis var tilfældet nogle steder omkring Den Sorte Død – skabte ekstra indkomst til de overlevende. Verden har vist sig fra sin malthusianske side gentagne gange.

For det andet kom den industrielle revolution – og det store løft i skalaafkastet efter den indtraf, begyndende i England for 200 år siden – ikke ud af den blå luft. Det krævede institutionelle forudsætninger – f.eks. en udbredt ejendomsret og kontraktfrihed. Når vi kun ser på BNP og folketal, springer vi en vigtig kanal over, idet væksten i BNP ikke kun er drevet af mere arbejdskraft, men også af mere kapital. Den stammer dog fra arbejdskraften i den forstand, at de ekstra indkomster har muliggjort stigende opsparing, der igen har finansieret de investeringer, som væksten i kapitaludrustningen stammer fra. Men hvis der ikke havde været udsigt til at kunne beholde afkastet af investeringerne, ville de ikke have været foretaget.

På samme måde spillede den forholdsvis åbne internationale orden en central rolle. Hvis landene blot havde været kopier af hinanden og ikke handlede indbyrdes, var verden ikke blevet større. Vi havde ikke fået intensiveret handel og arbejdsdeling.

Uden navnlig briterne og hollænderne til at bane vejen med gode institutionelle betingelser for handel og investeringer, ville den industrielle revolution næppe have løftet sig fra jorden. I mellemtiden er vi gået fra en situation, hvor kun lande med exceptionelt gode institutioner kunne bryde fri af almen fattigdom, til en, hvor kun lande med exceptionelt dårlige institutioner ikke kan.

For det tredje skal man være opmærksom på den fare, der ligger i, at der har været en voksende trend for både folketal og BNP over tid. Der er en mulighed for, at de hver især hænger sammen med noget tredje, som også har en positiv trend, og ikke så meget med hinanden. Det er et klassisk statistisk problem.

Et godt bud kunne være, at den teknologiske udvikling ser ud til at vokse med tiden. Så en hypotese kunne være, at vi blot bliver klogere år og for år, ligesom vi bliver flere, uden at de to ting har noget med hinanden at gøre, eller sådan at en på forhånd given teknologisk udvikling driver folketal og BNP. I marxistisk teori er det ”produktivkræfternes” stadige march gennem tiden, som driver resten af historien.

Der er dog flere gode grunde til, at der også må forventes en effekt af større folketal på produktivitet. Helt simpelt så medfører flere mennesker, at der bliver flere til at få de nye ideer til innovation, som teknologiske fremskridt består af. Og ikke alene er der virkningen af, at ”flere hoveder tænker bedre end ét”, men tillige at flere mennesker muliggør arbejdsdeling, så personer med anlæg for nye ideer kan specialisere sig i det. Der er ikke mange designingeniører i et jæger- og samlersamfund.

Hertil kommer, at et større antal personer gør det muligt at udnytte teknologier med skalafordele. Det kræver en økonomi af mindst en bestemt størrelse f.eks. at indvinde råolie fra vanskeligt tilgængelige forekomster langt under havets bund. For produkter som lægemidler, hvor omkostningerne består i at udvikle medikamenterne, mens den enkelte tablet er næsten gratis at fremstille, er der indlysende skalafordele. En umiddelbart mindre synlig, men vigtig kilde til fortsatte skalafordele, når den enkelte virksomheds skalafordele er toppet, består i øget konkurrence mellem virksomhederne. Det sænker priserne og skaber incitament til ny innovation. Der er et begrænset antal bilproducenter i verden, men de konkurrerer intenst og holder priserne nede.

Endelig er der en gevinst ved at være mange i form af et differentieret vareudbud. Konkurrencen mellem bilproducenterne medfører ikke blot lave priser og innovation, men også et varieret udbud. Vi har generelt svært ved at måle denne gevinst i traditionelle BNP-mål, men alt tyder på, at et varieret udbud har en stor værdi i sig selv.

Vi har tidligere (i afsnit 6) været inde på, at arbejdsdelingen i sidste ende afhænger af markedets udstrækning, altså befolkningens størrelse. Som ikke mindst Hayekpåpegede, består en moderne økonomi desuden af en udbredt vidensdeling, som i betydning kan måle sig med arbejdsdelingen. En stor del af denne viden er bundet til tid og sted og er ikke let kommunikerbar. Vidensdelingen er en central årsag til, at planøkonomi ikke kan fungere. Ligesom graden af arbejdsdeling afhænger af markedets størrelse, gælder det samme for vidensdeling. I den fremragende The Rational Optimist sammenligner Matt Ridley markedet med en kollektiv hjerne, som håndterer meget mere viden, end én person – eller computer – kunne.

Det er let at komme til at tænke på teknologi som store opdagelser. Relativitetsteorien, principperne i en Dieselmotor, loven om de komparative fordele og differentialregningen er velbeskrevet i litteraturen. Men langt den meste af den viden, vi anvender, er ikke leksikalsk. Den knytter sig til anvendelsen.

Ridley gennemgår en række fascinerende eksempler på, hvordan samfund, hvor befolkningen og arbejdsdelingen er faldet, også har tabt viden. Da Tasmanien blev afskåret fra Australien for 8.000 år siden og isolerede 5.000 mennesker, mistede det tasmanske samfund evnen til bl.a. at fremstille nåle og fiskeredskaber. Befolkningen var ikke længere stor nok til, at teknologierne var økonomisk meningsfulde.

Samlet set ser der i det store billede altså ud til at være en sammenhæng mellem, at vi er blevet flere, og at vi er blevet rigere. Den er ikke simpel og automatisk. Men det overordnede billede er, at vi er blevet rigere i takt med at vi er blevet flere. Det udelukker ikke, at der er negative sider ved en større befolkning i kraft af et større pres på ressourcerne og andre former for trængsel. De positive effekter har bare hidtil overhalet de negative – og intet tyder på, at vi har nået et punkt, hvor det holder op.

Debatindlæg udgivet på punditokraterne.dk d. 12. juli 2019