Det Konservative Folkepartis økonomiske 2030-plan, som blev fremlagt i sidste uge, har her i Berlingske fået kritik af flere økonomiprofessorer og i en leder forfattet af Thomas Bernt Henriksen. Kritikken er forfejlet.
Konservative lægger op til en lavere vækst i det offentlige forbrug end for eksempel Venstre og Socialdemokratiet – nemlig 0,1 procent om året. Det frigiver et råderum til at sænke danskernes skattebyrde. De Konservative vil lette skatten på arbejde ved at øge beskæftigelsesfradraget og afskaffe topskatten, reducere selskabsskatten fra 22 til 19 procent, afskaffe arveafgiften og sænke elafgiften markant. En arbejderfamilie får en skattelettelse på 11.200 kroner og en funktionærfamilie en lettelse på 13.200 kroner, og beskæftigelsen stiger.
Det Konservative Folkeparti vil også pålægge den offentlige sektor en årlig produktivitetsforbedring på 0,4 procent, hvilket skal frigøre 17,8 milliarder kroner. Det bliver kritiseret af professorerne Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, Michael Svarer og Philipp Schröder. Whitta-Jacobsen kalder det en »løs finansiering«, fordi »en produktivitetsforbedring er jo ikke en finansiering«.
Men hele præmissen for kritikken bygger på en ærligt talt noget pinlig misforståelse af Det Konservative Folkepartis plan. Berlingske skriver således i artiklen: »Samlet set vil partiet sænke personskatter for 18,2 milliarder kroner – et tiltag Det Konservative Folkeparti blandt andet vil betale for ved, at den offentlige sektor i 2030 skal levere produktivitetsforbedringer på 17,8 milliarder kroner«. Men det sidste passer ikke.
Kravet om produktivitetsforbedring på 0,4 procent frigør ganske rigtigt 17,8 milliarder kroner. Men det fremgår af planen, at disse midler føres tilbage til den offentlige sektor i en såkaldt »Reserve til velfærd og øvrige prioriteringer«. En pointe, som De Konservative også har tydeliggjort efter offentliggørelse af deres udspil.
Der er altså ikke tale om »løs finansiering«. En beskeden vækst i det offentlige forbrug i de kommende år på 0,1 procent er en helt legitim og realistisk politisk prioritering. Siden der i 2011 blev indført en sanktionsmekanisme, som straffer kommuner, der overskrider deres budgetter, er det offentlige forbrug ikke vokset mere end budgetteret. At budgettere med en lav forbrugsvækst er altså en særdeles sikker finansiering. Fra 2010 til 2016 var der nulvækst i det offentlige forbrug. Så lav vækst er også politisk realistisk.
Hvad skal hele denne produktivitetsøvelse så gøre godt for, hvis gevinsten fra de 0,4 procent alligevel føres tilbage til velfærdsstaten? Det giver faktisk god mening. I alle organisationer kan der løbende effektiviseres. I private konkurrenceudsatte erhverv øges produktiviteten i gennemsnit med to procent om året. Vores velstand skyldes disse gradvise produktivitetsfremskridt.
De 0,4 procent tjener to yderst fornuftige formål: Dels lægger de et pres på den offentlige sektor for at hente produktivitetsforbedringer, som den ellers ikke ville nå, da den kun i meget begrænset omfang er udsat for konkurrence – i øvrigt et meget beskedent pres: Kun en femtedel af, hvad den private sektor henter hvert år.
Og dels sikrer 0,4 procent kravet, at det er de folkevalgte, der får fingre i produktivitetsgevinsten.
De løbende produktivitetsgevinster bør ikke forsvinde ned i nye aktiviteter opfundet af de enkelte institutioner. Det er de folkevalgtes opgave at prioritere imellem forskellige velfærdsområder, så produktivitetsgevinster på ét område kan tilføres andre områder, hvor man politisk vurderer, hvor behovet er størst.
Thomas Bernt Henriksen kalder i sin leder dette for en »letkøbt« grønthøster. Men det er god borgerlig politik at overlade det til de enkelte institutioner at hente produktivitetsforbedringer. Det kræver en tillid til central planlægning af socialistiske dimensioner at forestille sig, at man fra centralt hold – for eksempel embedsmænd eller politiske partier – kan beslutte, hvordan tusindvis af velfærdssamfundets institutioner hver især skal forbedre produktiviteten.
Enhver tanke om at sætte kommunerne eller de offentligt ansatte fri skulle lægges i graven til fordel for et planøkonomisk og bureaukratisk helvede på jord, som med sikkerhed ikke ville levere den produktivitetsfremgang, der var målet, men det stik modsatte.
Faktisk anvender en række kommuner produktivitetskrav i stil med det skitserede fra Det Konservative Folkeparti overfor deres institutioner. Så grønthøsteren lever i bedste velgående, selvom mange har set sig sure på udtrykket. En borgerlig avis som Berlingske burde imidlertid ikke være iblandt dem.
Bragt i Berlingske d. 23. august 2022.
