Dansk Folkepartis og Liberal Alliances rolle i den parlamentariske krise for det borgerlige Danmark 2015-19.

Hvis man skal pege på én central årsag til de mange vanskeligheder, som Løkkes anden regeringsperiode bød på, er et godt bud den store afstand mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti i den økonomiske politik. Hvordan var denne afstand opnået? Jeg vil argumentere for, at også her er kilden til at forstå udviklingen partiet Venstres ryk i rød retning i den økonomiske politik i bredeste forstand. Uden dette ryk, havde det næppe været muligt at skabe hverken Ny Alliance eller at genrejse partiet som Liberal Alliance. Så det forklarer, at Liberal Alliance overhovedet eksisterer.

Dansk Folkeparti havde reelt ikke andet valg end at bevæge sig længere i rød retning i takt med, at Venstre gjorde det samme. Dels for at skille sig ud fra partiet Venstre, som de gerne skulle ligge på den røde sige af for at være blå socialdemokraters foretrukne borgerlige parti. Dels for at følge med de vælgere, Venstre gjorde mere venstreorienterede som følge af sit eget ryk i rød retning.

Venstres logik gik for det første ud på ikke at lægge sig ud med DF og for det andet ikke at argumentere for politik, man ikke kunne få igennem. Det skabte parlamentarisk ro på kort sigt. Men det tog ikke højde for, at andre partier ikke agerer uafhængigt af ens egen ageren. Venstre og DF kom i vælgernes øjne til at ligge meget tæt på hinanden, fordi Venstre kun lagde den politik frem, som DF kunne gå med til og argumenterede ikke for andet. Det indebar, at DF måtte flytte sig endnu længere i rød retning for at have en egen position i forhold til Venstre.

Venstres meget kortsigtede ageren skabte derved efterhånden et gab imellem LA og K på den ene side og DF på den anden, som blev meget stort og dermed svært at håndtere. Der var naturligvis andre faktorer, som bidrog til det parlamentariske kaos i perioden, ikke mindst helt konkrete beslutninger truffet af den daværende partiledelse i LA (Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille) samt af DF’s ledelse. Men denne bagvedliggende mekanisme forårsaget af partiet Venstre spiller ind og er formentlig en nødvendig forudsætning for forløbet.

Som jeg har argumenteret for i min første blog i denne serie, slipper partier ikke udenom at løbe risici. Det gælder om at udvælge de risici, man vælger at løbe med omhu og altså løbe kalkulerede risici. Venstres håndtering af DF et eksempel på, hvad der sker, når et parti ikke er villigt til at løbe kalkulerede risici. Et regeringsbærende parti skal selvfølgelig ikke lægge sig alt for meget ud med sit parlamentarisk grundlag, men omvendt må man også her løbe kalkulerede risici. Det gjorde man i for ringe grad. Når man gjorde det, som for eksempel med tilbagetrækningsreformen, viste det sig, at DF var villig til at lægge stemmer til, når regeringen stod fast.

Dermed ikke sagt, at DF står uden eget ansvar for forløbet. Under tidligere borgerlige regeringer fra 2001 og frem har DF ageret ud fra den forståelse, at det at være et borgerligt støtteparti kræver mere end blot at pege på statsministeren. Det indebærer, at man skal træde til og i et rimeligt omfang hjælpe regeringen med at gennemføre sin politik.

Det var faktisk en væsentlig grund til dannelsen af DF, at man så Fremskridtspartiet som alt for kompromisløst. Udbryderne af Fremskridtspartiet, der dannede DF, forlod ikke deres gamle parti, fordi de var dybt uenige i partiets politiske program. Fremskridtspartiets økonomiske politik var man i store træk (dengang) enig med. Men DF skulle være et mere kompromisvilligt parti, som kunne fungere som støtteparti for en borgerlig regering. Hertil var Fremskridtspartiet for uforudsigeligt og kompromisløst, mente man. DF’s kompromisvilje så vi for eksempel i forbindelse med skattereformen i 2009 samt tilbagetrækningsreformen i 2011, som modigt og ansvarligt blev båret igennem med Dansk Folkepartis stemmer.

Thulesen Dahl overtog formandsposten i 2012. Herefter skiftede partiet kurs, hvilket den store valgsejr ved folketingsvalget i 2015 formentlig bidrog til. DF blev det største parti i blå blok. Men det betød ikke, at de gik i regering med Venstre. Partiet støttede dannelsen af Løkkes regeringer og dermed implicitregeringsgrundlaget, men det viste sig nærmest notorisk uvillig til at hjælpe regeringen med at gennemføre sin politik, især den økonomiske politik. Dermed – vil jeg hævde – skiftede partiet også identitet væk fra den præmis, det blev grundlagt på.

Et støtteparti kan aldrig skrive blankt under på alt, hvad regeringen lægger frem. Men hvis det største borgerlige parti i Danmark ikke vil acceptere borgerlig politik, kan det borgerlige samarbejde på Christiansborg ikke fungere – og det er, hvad vi har bevidnet under Løkkes regeringer fra 2015 til 2019.

DF står ikke alene med ansvaret for denne udvikling. Ikke mindst Liberal Alliance har opført sig uklogt – både langsigtet strategisk og taktisk i det daglige. Partiets primære fejl var for det første en alt for ensidig og stejl satsning på at få sænket topskatten. For det andet, at dette blev kommunikeret som et ultimatum til den brede offentlighed. Sådan forhandler man ikke på Christiansborg. For det tredje skulle LA ikke være gået i regering, og for det fjerde skulle partilederen ikke have valgt udenrigsministerposten. Stort set ingen havde stemt på LA på grund af partiets udenrigspolitik (som i store træk stadig ikke er blevet kommunikeret til vælgerne den dag i dag). Partiets ministre var (med Ole Birk Olesen som undtagelsen) ikke dygtige til at udnytte de muligheder, det giver at sidde i regering, hvilket var ekstra problematisk, når man netop var gået ind i regeringen med henvisning til denne indflydelse.

Hvis LA skal genvinde tilliden hos flere af de liberale vælgere, skal partiet grundlæggende set vende tilbage til den linje, partiet førte frem til 2015 – det vil sige en klar, vedholdende og samlende liberal kurs, det er let for kernevælgerne at identificere sig med. Hvis man midt i partiets krise kompromitterer denne linje i forsøg på at flirte med f.eks. nationalkonservative strømninger, vil det formentlig skade opbakningen fra kernevælgerne.  Den egentlige udfordring kommer dog, når der igen tegner sig et borgerligt flertal, men her bør lærepengene fra den seneste valgperiode være en stor hjælp. En anden udvikling, der kan gøre det vanskeligt for LA at overleve er hvis Venstre rykker tilbage til en position, der minder mere om partiets politiske position i 1980’erne og 90’erne.

Vælgerne straffede både DF og LA hårdt, og det kan næsten kun tolkes som et vink med en vognstang om, at vælgerne ønsker borgerlige støttepartier, der viser større vilje til at hjælpe en borgerlig regering med at gennemføre sin politik.

Da Dansk Folkeparti gik med i diverse forlig under Kjærsgaard, blev det belønnet af vælgerne. I dets nye rolle som kæp i hjulet på den borgerlige politik blev partiet straffet.

Dansk Folkeparti har brug for at genfinde en borgerlig identitet. I dag er det reelt et enkeltsagsparti i stil med hedengangne Centrum-Demokraterne. Hvor CD havde fokus på bil- og boligejere, er DF et parti for de ældre og de islam-bekymrede. Når andre overtager disse dagsordner, har DF ikke meget andet at byde på.  Partiets gamle slogan: ”Du ved, hvad vi står for”, er i virkeligheden helt misvisende. Ingen ved i dag, hvad DF egentlig vil og står for ud over på enkelte mærkesager. Det ser partiet ud til at være i gang med at adressere, senest med den klare melding om, at man vil have Danmark ud af EU.

DF har også brug for at udvikle en økonomisk politik og en velfærdspolitik, der har kant til socialdemokraterne og bidrage til at definere partiet som borgerligt i vælgernes bevidsthed. Samtidig skal politikken også klart skille DF ud fra Venstre. Her kan Venstre hjælpe DF med at genfinde sin borgerlige identitet ved selv at rykke tilbage i liberal retning.

__

Dette er syvende blog i en sommerserie på otte blogs om den borgerlige krise og veje ud af den. Læs mere her: 

1: Den borgerlige krise: 20 år med for mange fokusgrupper og for lidt politisk nytænkning

2: Den borgerlige krise: Foghs transformation af Venstre var unødvendig og svækkede det borgerlige Danmark på langt sigt

3: Den borgerlige krise: Kulturkampen, som ikke blev ført, og kontraktpolitikkens udtørring af den borgerlige nytænkning

4: Lars Løkke: Flotte resultater i 2009-11. Men 2015-19 udstiller tabt evne til at argumentere for borgerlig politik som andet end krisehåndtering

5: Ny Alliance var et liberalt oprør, der satte skub i den liberale reformdagsorden

6: Partiet Venstre har gjort de borgerlige vælgere mere venstreorienterede

7: Dansk Folkepartis og Liberal Alliances rolle i den parlamentariske krise for det borgerlige Danmark 2015-19.

8: De borgerlige har ikke længere indvandring som trumfkort og må derfor udvikle nye blå trumfkort på velfærd, skat og klima

Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 7. juli 2020.