Den øverste procent betaler ti procent af de samlede skatter

Nordic Waste-sagen har fyldt godt i både tv og avisspalter efter nytår, nok særligt pga. hovedaktionæren Torben Østergaard-Nielsen, som er en af Danmarks mest velhavende personer.

Det er en kærkommen lejlighed til at tage et kig på lidt fakta om, hvad den økonomiske top i Danmark bidrager med.

I CEPOS opgør vi jævnligt, hvor meget for eksempel top 1 procent bidrager til statskassen i form af skatter og afgifter. I vores seneste opgørelse for 2021 står den ene procent med de højeste indkomster for 10,2 procent af de samlede skatte- og afgiftsbetalinger.

Dvs. de betaler ti gange så meget i skat som en gennemsnitsdansker. Det er en pæn sjat. Faktisk svarer det til 105 milliarder kroner, eller 2,2 millioner kroner pr. person i top 1 procent. For 2,2 millioner kroner kan man for eksempel finansiere tre og en halv offentligt ansatte.

Og top 1 procents andel af skattebetalingerne er blot vokset og vokset de seneste årtier, som du kan se i figuren. I 1994 betalte top 1 procent 6,4 procent af skatterne, og det er så vokset over tid til 10,2 procent i 2021.

Hvis top 1 procent havde betalt den samme andel i 2021 som i 1994, ville de have betalt 42 milliarder kroner mindre i skat. Stigningen skyldes højere indkomst blandt de øverste indkomstgrupper, hvilket altså kommer hele samfundet til gode blandt andet via øgede skatteindtægter.

Så næste gang du hører en politiker sige: »De bredeste skuldre skal bære den tungeste byrde« og du tænker: »Kan vi ikke plukke de rige lidt mere i skat?«, så overvej lige, om du ved, hvor meget de allerede i dag betaler i skat. Det ved du nu!

Det ville naturligvis være en anden sag, hvis top 1 procent havde raget til sig på bekostning af de andre 99 procent Et eksempel på dette kunne være mexicaneren Carlos Slim, som en overgang var verdens rigeste. Blandt andet fordi han havde et telemonopol i Mexico, som tjente enorme summer på høje priser på telefoni – til stor skade for de mexicanere, der skulle betale.

Men når man ser ned over listen over de mest velhavende danskere, så er der ikke meget, der lugter af Carlos Slim og udbytning af den danske befolkning. Tværtimod, så er der tale om familierne bag for eksempel LEGO, Bestseller, Danfoss, Coloplast og Jysk.

Virksomheder, der har skabt arbejdspladser og produkter, som danskerne (og indbyggere i mange andre lande) har fået gavn af. Så udover at velstående personer finansierer en stor del af de offentlige udgifter, så skaber de typisk også produkter, som skaber værdi for kunderne – ellers var de ikke blevet velstående til at starte med.

Velhavende mennesker har – ligesom os andre – mulighed for at flytte til udlandet, hvor de mange steder skal betale mindre i skat, for eksempel i Schweiz.

Skat er naturligvis ikke det eneste, der betyder noget, når man skal vælge bopælsland til familien. Men det betyder også noget, hvor meget skattefar tager. Og nok også om man føler sig værdsat eller bare bliver set på som en, der har taget velstanden fra resten af danskerne.

Flytter en person i top 1 procent til udlandet, så bliver de 2,2 millioner kroner i årlige skattebetalinger reduceret til et rundt nul.

Hermed en opfordring til at undgå at gå i den fælde, der hedder milliardærbashing med forslag om yderligere skatter på nogle af de mest velstående. En fælde, som SVM-regeringen desværre trådte i, da de før jul aftalte top-topskatten, som er skadelig symbolpolitik.

Top-topskatten er en ekstra skat på nogle af de mest produktive danskere. Og det man beskatter, får man som bekendt mindre af.

Lad os i stedet forbedre vilkårene for at skabe velstand i Danmark.

Bragt i Berlingske den 5. februar 2024