Det værste ligger efter stagflationen

Meget tyder på, at Danmark rammer en recession i 2023. Inflationen vil fortsat være høj, så der bliver tale om den stagflation, som mange af os håbede kun var et dårligt minde fra 1970’ernes forfejlede pengepolitik. 

Det ser heldigvis ud til, at de store centralbanker omsider har indset behovet for at stramme pengepolitikken for at bringe inflationen under kontrol, men en del af prisen bliver et midlertidigt fald i væksten, som derudover også er udfordret af energikrise, krig og lav verdenshandel.

Det er ikke lyse udsigter. Og dog er der større grund til at bekymre sig om den mere langsigtede vækst – det såkaldt strukturelle niveau, det vil sige bortset fra konjunkturudsving. 

Selv om væksten dykker i 2023, bliver det fra et udgangspunkt med meget høj beskæftigelse og lav ledighed og uden truende ubalancer. Det skal såmænd nok gå. Derimod er der ikke så meget lys på den anden side af tunnelen. 

Vismændene regner med, at de kommende tre år samlet vil være stort set uden vækst. For årtiet som sådan kan vi vente en strukturel vækst omkring beskedne 1,5 pct. om året.

På den baggrund er det velbegrundet, at den nye regering vil gennemføre reformer. Man må nærmest forstå, at det er dens raison d’etre. Den nyskabte midte opstod af et pludseligt klarsyn om behovet for reformer – bl.a. hos den statsminister, som hidtil har haft det ringeste skudsmål med hensyn til reformer de seneste 40 år. 

Klarsynet er dog ikke større, end at den nye regerings reformambitioner er bemærkelsesværdigt beskedne. Den vil i alt løfte bnp frem mod 2030 med 1 pct. Det vil sige øge den årlige vækst med omkring 0,15 pct.