Selv om vi har været medlem i mere end 50 år, er debatten om EU aldrig rigtig blevet voksen. Den fylder slet ikke politisk eller i medierne svarende til unionens betydning - hvis det da ikke lige er, når en dansker har udsigt til at løbe en toppost. Så er stemningen og dækningen som til et Melodi Grand Prix.
Men ikke alene spiller EU en enorm og voksende rolle og har et stort uforløst potentiale. Der er også meget på spil, og ultimativt risikerer unionen at sprække, hvis der ikke kommer styr på den finanspolitiske disciplin.
Her er nogle af de temaer, vi burde diskutere op til valget af Europa-Parlamentet og en ny Kommission.
Gæld: I kontrast til de konstant diskuterede, men holdbare offentlige finanser i Danmark, overholder et stort flertal EU-lande ikke traktatens finanspolitiske regler, og landenes gennemsnitlige gældskvote har været strukturelt stigende, lige siden euro’en blev skabt. Samtidig er reglen om, at landene ikke må hæfte for hinandens gæld, blevet undermineret. Under pandemien blev der optaget fælles gæld, og flere lande ønsker at gå videre ad den vej. Fælles gæld og sammenbrud for de finanspolitiske regler vil uvægerligt føre til en politisk og økonomisk centralisering - altså et helt anderledes EU end i dag. Det kan i yderste fald føre til, at flere medlemslandes befolkninger vender EU ryggen.
Statsstøtte, protektionisme og industripolitik: EU’s indre marked og forbuddet mod konkurrerende statsstøtte er nogle af de vigtigste resultater af fællesskabet. Det har desværre de senere år været skæmmet af stigende protektionisme, lempelse af statsstøttereglerne og aktivistisk ”industripolitik”. Det gør Europa fattigere og dermed truer det også den fælles sikkerhed, som ellers er kommet mere på dagsordenen. I sidste ende beror vores sikkerhed på styrken i den europæiske økonomi.
Klima: Klimapolitik er mere effektiv, desto større international skala, den foregår på. Det er da også EU, som deltager på medlemmernes vegne i Paris-aftalen. EU råder over det mest effektive redskab i klimapolitikken: CO2-kvotesystemet, som i løbet af nogle år vil omfatte alle udledninger, bortset fra landbrug. Og EU har skærpet sin klimapolitik betydeligt. Alligevel fører Danmark klimapolitik stort set som om, omverdenen ikke fandtes. Resultatet er bl.a., at vi reelt sænker kravene til andre lande. Det vil være klogt - som påpeget af bl.a. vismændene - at droppe selvstændige danske klimamål efter 2030. Mål som 70 pct.-målet vil give endnu mindre mening.
Dagsordenerne er for vigtige til den nuværende stedmoderlige behandling.
