Ruslands invasion af Ukraine beviser lige så lidt, at frihandel ikke skaber fred, som Christian Eriksens hjertestop i Parken beviser, at motion ikke er sundt.
Globalisering og frihandel møder en del kritik for tiden. Meget af den nyprotektionistiske bølge bygger på stråmænd og unuancerede generaliseringer.
En af stråmændene er, at tilhængere af frihandel naivt har hævdet, at lande, der handler med hinanden, aldrig går i krig. Eftersom vi og Ukraine har handlet med Rusland, skulle teorien om frihandel som kilde til fred ligge i ruiner.
Men det svarer til at hævde, at dét at landsholdsspilleren Christian Eriksen faldt om med et hjertestop i Parken beviser, at motion ikke er sundt.
Der er ingen, der har påstået, at handel stopper al krig. Men det er så godt som sikkert, at det mindsker risikoen for krig mellem to lande, at de har meget handel med hinanden og med omverdenen generelt. Oprettelsen af Kul- og Stålunionen, EF og siden EU bygger på den indsigt, og den er empirisk velunderbygget.
På lignende vis er der ingen, der har hævdet eller forventet, at vores øgede handel med Kina var en lige vej til at omforme Riget i Midten til et liberalt demokrati. Men der er faktisk en del, der tyder på, at handel med demokratier fremmer demokratiske værdier blandt borgerne og øger chancerne for at autokratier bliver demokratier.
Det er en skuffelse, at Kina de senere år har bevæget sig den modsatte vej – i mere autoritær retning. Men denne skuffelse er ikke i sig selv et argument for, at det var en fejl at udvide samhandlen med kineserne. Ofte omtales den styrkede økonomiske integration med Kina som noget, der øger vores afhængighed af Kina. Det er korrekt, men det øger også Kinas afhængighed af Europa.
EUs samlede velstand er næsten lige så stor som Kinas, og på mange måder har det kinesiske styre mindst lige så meget brug for os, som vi har for dem.
Pr. indbygger er vi langt rigere end Kina. Kineserne forventer, at deres regime leverer øget velstand i de kommende år, og det kan kun ske ved at handle med Europa og Vesten. Vores samhandel med kineserne gør os altså ikke kun afhængige af dem, den gør også dem afhængige af os, og det giver os mulighed for dialog og indflydelse.
Europas økonomiske integration med Rusland i årtierne op til invasionen af Ukraine har samlet set gjort vores sanktioner over for Rusland mere potente. Rusland er siden Sovjetunionens fald blevet en integreret del af verdensøkonomien, og derfor rammer sanktionerne hårdt, og jo længere de virker, jo hårdere vil de ramme.
At det var uklogt at gøre sig for afhængig af russisk gas, er indlysende. Men det indebærer på ingen måde, at generel samhandel med autokratiske regimer er uklogt. Gas er ét produkt ud af mange, og Rusland ét land ud af mange.
Tysklands afhængighed af russisk gas skal blandt andet ses i lyset af kansler Merkels uansvarlige beslutning om at lukke sikre atomkraftværker, som kunne have leveret energi i mange år frem.
Vores eget forbrug af gas skyldes i høj grad den grønne omstilling til vindenergi, som har skabt et behov for backup kapacitet, når vinden ikke blæser. Her har gas vist sig velegnet. Vi producerer meget af den selv, og vi kunne – og burde formentlig – producere langt mere.
Snakken om »strategisk autonomi« i EU er i det væsentlige forfejlet og bør afvises af den danske regering som protektionisme i nye klæder. Konkrete virksomheder justerer hele tiden deres forsyningskæder, blandt andet under hensyntagen til geopolitiske forhold. Det har de en stærk egeninteresse i at gøre, de er i gang med at gøre det, og politikere og bureaukrater bør generelt trygt overlade denne øvelse til erhvervslivet selv.
I årtierne efter Anden Verdenskrig forhandlede de internationale frihandelsorganisationer GATT og efterfølgende WTO en række frihandelsaftaler. Kina og Indien begyndte at åbne deres økonomier mod verden i 1980erne. Med kommunismens sammenbrud i Sovjetunionen samt Øst- og Centraleuropa blev disse lande en del af verdensøkonomien, hvilket generelt har været en velsignelse. Bagsiden af medaljen har været, at Vesten kunne finde nye handelsmuligheder uden at behøve at fortsætte med at skabe mere frihandel indbyrdes.
Hvis der er en lære, der kan uddrages af de senere års udvikling, er det, at de vestlige demokratier bør gøre mere for at udbygge den frie handel med hinanden. EU har alt for længe forsømt udbygningen af sit indre marked.
Servicesektoren – som udgør næsten 80 procent af Danmarks økonomi – burde have en væsentlig større rolle i EUs indre marked. EU bør forhandle nye frihandelsaftaler med USA og Storbritannien – vores vigtigste sikkerhedspolitiske partnere i konflikten med Rusland – samt med andre liberale demokratier såsom Japan, Canada, Australien, Sydafrika, Chile med mange flere.
bragt i berlingske den 17. maj
