Fagbevægelsen tordner imod stigende ulighed under borgerlige regeringer, men er tavse, når socialdemokratiske regeringer øger uligheden, skriver Martin Ågerup.
Måske er dét, fagbevægelsen går op i slet ikke ulighed, men at sikre, at vennerne i Socialdemokratiet er ved magten, så man blandt andet kan opnå højere fradrag for fagforeningskontingent?
Op til valget i 2019 kørte 3F en stor kampagne under sloganet ”Uligheden er blevet uanstændig”. Lidt skingert eftersom Danmark var (og er) et af verdens mest lige lande, mere lige end Sverige. FH med formand Lizette Riisgaard i spidsen lancerede et krav om et ”ulighedsstop”. Tiltag, der øger uligheden, skulle modsvares af tiltag, der reducerer uligheden tilsvarende.
Andetsteds skrev hun skadefro, at det måtte være ærgerligt for de borgerlige at få deres fordelingspolitik ”udstillet råt for usødet – ovenikøbet så tæt på det kommende folketingsvalg”.
Så snart S-regeringen var tiltrådt, forstummede kritikken og kravet om et ulighedsstop, selv om Mette Frederiksenper år i regering har øget uligheden mere end Lars Løkke. Riisgaard undskylder sig med, at meget af stigningen i ulighed under Frederiksen skyldes forøgelsen af tobaksafgiften, som fører til færre rygere.
Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der kalder sig ”fagbevægelsens tænketank”, anvender et lignende forsvar i et debatindlæg: ”forhøjelsen af tobaksafgifterne er motiveret af andet end ulighed”.
Men ingen regering gennemfører tiltag med det formål at øge uligheden. Det er gavnlige effekter såsom at gøre det mere attraktivt at arbejde og investere og dermed øge vækst og velstand samt forbedre de offentlige finanser, der er målet. Erfaringerne fra årtiers reformer viser, at hvis man varigt vil øge beskæftigelsen, kræver det reformer, der også øger uligheden. Ulighed er en bivirkning, aldrig formålet.
Desuden kunne S-regeringen have kompenseret de lavtlønnede for højere tobaksafgift ved fx at sænke en anden skat, så den samlede ulighed ikke steg. Det gjorde S-regeringen ikke. Den lod uligheden stige. Det havde FH og AE kritiseret, hvis statsministeren havde været blå.
AE udgiver under borgerlige regeringer et væld af analyser, der kritiserer den førte politik for at øge uligheden. Fx skrev AE i 2007: ”Den skattepolitik, som regeringen og Dansk Folkeparti har ført siden 2001, har øget uligheden i samfundet”. Og et notat om VK-regeringens Genopretningsaftale med DF fra 2010 bar overskriften: ”VKO-spareplan øger uligheden”. Man kunne blive ved, hvis pladsen var til det.
Da Thorning kom til magten, forstummede kritikken fra AE, selvom også S-regeringens politik bidrog til øget ulighed. Skattereformen fra 2012 øgede fx Gini-koefficienten (et mål for uligheden) med 0,27 point – mere end både VK-regeringens forårspakke fra 2004 og dens skattereform fra 2007, som AE havde kritiseret for deres fordelingsprofil.
AE’s analyse af Thorning-reformen nævnte ikke ulighed og var på ingen måde kritisk –– tværtimod. Thornings reform hævede blandt andet topskattegrænsen – noget AE tidligere havde været kritisk overfor. Men da det stod klart, at højere topskattegrænse var på S-regeringens dagsorden begik AE et flip-flop og varmede op til reformudspillet med et nærmest CEPOS-agtigt notat om at ”Mange almindelige lønmodtagere betaler i dag topskat”.
Da Lars Løkke i 2015 overtog statsministeriet, fik AE’s pibe dog igen en anden lyd. ”Regeringens skatteudspil ”Jobreformen fase II” giver størst gevinst til de rigeste”, tordnede AE i 2017, selv om man kunne sige det samme om Thornings reform. Den endelige reform, der blev vedtaget i 2018, øgede uligheden med 0,13 gini-point – det halve af Thornings skattereform, som AE ellers ikke havde set nogen grund til at kritisere.
Under valgkampen i maj 2019 forsikrede Socialdemokraternes nuværende finansminister Nikolaj Wammen vælgerne om, at 95 procent af danskerne ikke ville opleve en skattestigning under en S-regering. ”Med Socialdemokratiets politik skal man være en bank, arve en virksomhed eller tjene rigtig mange penge på aktier for at opleve skattestigninger”, tilføjede han.
Det løfte, har socialdemokraterne ikke holdt. Med i alt 40 skattestigninger indtil nu og en forøgelse af skattetrykket med 8 mia. kr. har regeringens politik isoleret set reduceret alle indkomstgruppers disponible indkomst – og vel at mærke har man ramt de laveste indkomster hårdest og øget uligheden.
Så nu tilspørger jeg 3F og FH: Hvis uligheden var ”uanstændig” i 2019 under en blå regering, hvad vil I så kalde den nu højere ulighed under en rød?
Bragt i Berlingske d. 18. februar 2022.
