I perioden fra 2003 til 2018 har de offentlige sygehuse leveret produktivitetsstigninger på i gennemsnit 2,2 pct. årligti, hvilket er et flot resultat – også sammenlignet med store dele af den private sektor. Alligevel forekommer der ikke at være udbredt tilfredshed med sundhedsydelserne, hverken hos borgerne eller hos medarbejderne, hvilket bl.a. sygeplejerskekonflikten og de kritiske beretninger fra fødegangene er gode eksempler på.
På trods af de flotte produktivitetsstigninger har den offentlige sundhedssektor altså ikke kunne følge med danskernes efterspørgsel efter sundhedsydelser. Det vil normalt give pres for skattestigninger, men skatten kan i Danmark ikke hæves meget mere, uden det får alvorlige konsekvenser for incitament til uddannelse, iværksætteri mv., da vi allerede har OECD´s højeste skattetryk. Danmark har da også i forvejen ganske høje offentlige udgifter til sundhed i international sammenligning. I stedet har en kraftigt stigende andel af danskerne i stedet tegnet en privat sundhedsforsikring for at få dækket deres efterspørgsel efter sundhedsydelser.
På trods af produktivitetsudviklingen i den offentlige sundhedssektor går vi altså i retning af en fortsat større grad af privat finansiering (og produktion) af sundhedsydelser. Det er jo positivt, da danskerne på den måde kan få honoreret deres ønske om flere og bedre sundhedsydelser på en måde, der - i modsætning til skattefinansiering – ikke skader incitamentet til at arbejde, investere i iværksætteri mv.
Denne udvikling giver dog også en række udfordringer, der skal håndteres. Det drejer sig bl.a. om stigende behov for samarbejde mellem private og offentlige leverandører af sundhedsydelser. Desuden kan en højere grad af privat finansiering af sundhed gennem forsikringsordninger skaber en større ulighed i adgangen til sundhedsydelser, end befolkningen ønsker. Ulighedsproblemet vil eksempelvis kunne håndteres gennem en politisk indsats for en generel udbredelse af private sundhedsforsikringer med forbillede i udbredelsen af arbejdsmarkedspensionerne fra 1987 og frem, men det tager lang tid at indfase denne type løsninger.
Problemet er bare, at kun ganske få politikere ønsker at tale om den udvikling i retning af mere privat sundhed, der allerede er i gang. Det skyldes formentlig, at budskabet om flere private sundhedsydelser ikke er populært i en stor del af vælgerbefolkningen – særligt hos de offentligt ansatte. Tilsvarende ønsker politikerne heller ikke længere at tale om, hvor vigtige produktivitetsstigninger i den offentlige sundhedssektor er for kvaliteten af de sundhedsydelser, som danskerne får for deres skattekroner. Kravet om løbende produktivitetsstigninger i sygehussektoren blev således afskaffet af den borgerlige VLAK-regering i 2019.
Den eneste metode til at undgå flere private sundhedsydelser er forbud mod private sundhedsforsikringer, der således tvinger danskerne til at nøjes med de sundhedsydelser, der kan skattefinansieres og produceres i regi af den offentlige sundhedssektor. Dette vil dog også være upopulært i den store andel af vælgerbefolkningen, der allerede har tegnet en sundhedsforsikring og dermed har vænnet sig til et højere forbrug af sundhedsydelser.
Det er således på kort sigt det nemmeste for politikerne at gøre som strudsen, der stikker hovedet i busken, men jo længere vi venter med at håndtere udfordringerne, desto vanskeligere bliver det at finde gode løsninger.
Bragt i Indblik d. 16. februar 2022.
