Hvis bare alle pædagoger gik på fuldtid, ville problemet med pædagogmanglen være løst. Det kunne man for nylig læse på dr.dk. Tilsvarende kan man i SVM-regeringsgrundlaget læse, at flere sygeplejersker på fuld tid skal afhjælpe ventelisterne på sygehusene, og flere på fuldtid skal også generelt set øge beskæftigelsen på fremtidens arbejdsmarked.
Det er ikke en ny idé, at bl.a. flere medarbejdere i velfærdssektoren skal på fuldtid, men hidtidige forsøg på at få pædagoger og andre medarbejdergrupper i den offentlige sektor til at arbejde flere timer er endt som fiaskoer. Generelt set er danskerne også et af de lande i OECD, hvor man arbejder færrest timer pr. beskæftiget.
Senest har regeringen forsøgt at få danskerne til at droppe at holde fri på store bededag med argumenter om, at det kræver situationens alvor med Ukrainekrisen, rekrutteringskrisen, velfærdskrisen, klimakrisen, inflationskrisen osv. Den moralske opsang om situationens alvor har ikke på nogen måde bidt på danskerne. Modstanden mod regeringens forslag er således fortsat stor.
Man kan faktisk godt forstå, at politikerne kan forfalde lidt til moralprædiken, da de folk, der er på deltid, har fået en heltidsuddannelse betalt af de andre skatteydere, så når vi har brug for deres kvalifikationer, er de så ikke forpligtet til at stille op for at betale tilbage? Og når situationen ifølge landets regering kræver, at vi viser samfundssind og arbejder noget mere, bør vi så ikke bare alle sammen stille op? Det kan man mene meget om, men det korte af det lange er, at det i praksis er praktisk taget umuligt for politikerne at tvinge folk, der ikke vil, på fuldtid, fordi der er stærke økonomiske incitamenter til at være på deltid.
Da jeg er ægte liberal, har jeg naturligvis MEGET STOR ULYST til tvinge nogen til noget eller for den sags skyld bare at blande mig i og moralisere om, hvor meget andre mennesker skal arbejde. Jeg ønsker, at alle skal have maksimal frihed til selv at vælge, hvordan de skal leve deres liv, uden nogen form for indblanding. Problemet er bare, at frihed kun fungerer under ansvar, og i den danske velfærdsstat har borgerne heldigvis meget frihed til at vælge deres arbejdstid, men desværre har de for lidt ansvar for konsekvenserne af deres valg.
Det skyldes, at en meget stor del af vores forbrug består af skattebetalte velfærdsydelser. Vi er således det land i OECD, der anvender den største del af vores indkomst på skattefinansierede ydelser. Vi har alle adgang til de samme skattefinansierede velfærdsydelser, uanset hvor meget skat vi betaler. Dermed er en meget stor del af det enkelte individs forbrugsmulighed ikke afhængig af vedkommendes indkomst. Hvis man således går på deltid, falder indkomsten og dermed skattebetalingen, man får således de samme velfærdsydelser til en billigere skattepris, og regningen bliver tørret af på de andre skatteydere, der får lov til at betale en større del af ”gildet”.
Incitamentet til at vælge at forbruge mere fritid understøttes yderligere af, at de fleste fundamentale forbrugsgoder – måske lige med undtagelse af bolig – hele tiden bliver billigere på grund af den teknologiske udvikling. Lige for tiden ser vi en undtagelse fra denne udvikling. Fordi pengeudpumpning under corona har skabt høj inflation, og krig i Ukraine har øget priserne på energi, men den langsigtede trend er klar og vil efter al sandsynlighed vende tilbage. Dermed bliver det over tid billigere at få opfyldt sine fundamentale behov for mad, tøj, elektronik mv. Borgerne har kun meget begrænsede muligheder for at flytte yderligere midler til køb af offentlige velfærdsydelser, da de bliver leveret i en samlet pakke fra det offentlige velfærdsmonopol. Derfor vil de faldende priser på fornødenhedsvarer også give en tendens til øget forbrug af fritid.
Man kan selvfølgelig købe flere forbrugsgoder, hvis man arbejder mere, fordi man dermed får en højere indkomst. Men det modvirkes også af velfærdsstatens fordelingspolitik. Skatterne er progressive og lægger beslag på en pæn del af indkomstfremgangen ved f.eks. at gå fra deltid til fuldtid. Skattesystemet begunstiger også at holde fri.
Den ovenfor beskrevne begunstigelse af personer, der vælger deltid (= mere fritid), er meget svær at hamle op med ved hjælp af moralprædikener og (beskattede) bonusudbetalinger. Hvis finansieringen af velfærdsydelser i højere grad blev omlagt fra at være skattefinansieret til at være direkte egenbetaling eller præmiebetaling til sygeforsikring mv., så ville det enkelte individs indbetalinger i højere grad afspejle borgerens forbrug af velfærdsydelser i stedet for borgerens indkomst, og dermed ville udgifterne til egenbetalingen og forsikringsbetalingen naturligvis ikke falde, hvis man gik på deltid. De frigjorte skattekroner fra omlægningen af finansieringen til egenbetaling og forsikringspræmier kan målrettes til en sænkelse af indkomstskatten, der ville give et yderligere incitament til ikke at gå/være på deltid og i det hele taget til generelt set at arbejde mere.
En større grad af egenbetaling og forsikringspræmier vil således give mere frihed under større ansvar, og det vil kunne bidrage til at skaffe den ønskede stigning i danskernes arbejdsindsats. Dermed bliver der også mindre behov for moralprædikener, afskaffelser af helligdage og andre virkningsløse forslag, der først og fremmest er gode til at skabe både opmærksomhed og modstand i befolkningen, uden at det løser problemerne på længere sigt.
Bragt i Jyllands-Posten d. 20. februar 2023.
