En lang sommerferie bør for politikernes vedkommende bruges til at drømme stort.
For ud af det blå er der dumpet ekstra godt 11 milliarder kroner ned fra himlen i det offentlige husholdningsbudget - det såkaldte økonomiske råderum. Med andre ord er der altså 11 milliarder kroner flere af skatteydernes penge til rådighed, som politikerne skal tage stilling til.
I stedet for at give danskernes egne penge tilbage til netop dem, kan jeg godt være bekymret for, at politikerne ser for mange fristelser i at åbne »gaveboden« og bruge pengene på »vælgergrupper« end de så åbenlyse afgørende reformer, som skal fremtidssikre Danmark - herunder øget tilskyndelse til at give den en ekstra skalle og erhvervslivets rammevilkår.
I en offentlig sektor med 1.400 milliarder kroner i indtægter kan 11 milliarder kroner sluges forbavsende hurtigt. Især når man serverer dem for »handlekraftige« politikere. Men ansvarligt politisk lederskab er at tænke langsigtet - især når det går godt.
Og lad mig gentage. Hele råderumsdiskussionen er kun aktuel, fordi danskerne har betalt mere i skat, end hvad politikerne i forvejen havde besluttet at bruge i en af verdens største offentlige sektorer.
Derfor er der her også en principiel diskussion. Skal de offentlige udgifter bare blindt følge udviklingen i økonomien? Eller skal man anerkende, at det først og fremmest er danskernes egne penge, og derfor give pengene tilbage til de arbejdende danskere, der har tjent dem? Akkurat som vi kender det med årsopgørelsen, hvor privatpersoner tilbagebetales for meget indbetalt skat.
Hvordan får man så tilbagebetalt borgerne på en måde, hvor vi samtidig fremtidssikrer dansk økonomi? Der er en række tiltag, som er oplagte, og som ville gøre kagen større for os allesammen.
Man kan nemlig få en hel del for cirka 11 milliarder kroner. Faktisk svarer beløbet omtrent til, at man kunne afskaffe både toptop-, top- og mellemskatten. Det ville fortsætte den linje, som SVM-regeringen lagde med skattereformen, hvor man sænkede marginalskatterne for tusindvis af danskerne. Det var klart det enkeltstående mest effektfulde initiativ i skattereformen i forhold til at løfte arbejdsudbud - der jo som bekendt er regeringens nye valuta.
Der er også masser af smæk for skillingen i at kigge på selskabsskatten og de høje marginalskatter på kapital- og aktieindkomst. Danmark er nemlig endt med uhensigtsmæssigt høje marginalskatter på for eksempel aktieudbytte. Skatterne er væsentligt højere end sammenlignelige nabolande som Sverige. Og i modsætning til Sverige, så mister vi de mest exceptionelle iværksættere - de såkaldte »unicorns« - som netop påpeger, at prisen på kapital i Danmark er for dyr.
Når man følger debatten om, hvordan råderumsmilliarderne skal anvendes på den fordelingspolitiske venstrefløj, er konklusionerne nogle andre.
Jeg kan blive helt i tvivl om, hvorvidt der ifølge venstrefløjen overhovedet er en øvre grænse for, hvor meget de offentlige udgifter - og dermed skatteopkrævningen hos danskerne - bør stige.
Hvis venstrefløjen virkelig elsker lønmodtagerne, som de hævder, hvorfor så beskatte deres indsats så hårdt? Det er skruen uden ende, og det er ikke i borgernes interesse.
Der må simpelthen findes bedre definitioner for velfærd end jobcentre og kommunekontoret. Velfærd bliver ikke nødvendigvis bedre, blot fordi det bliver dyrere. Til gengæld medfører det med sikkerhed, at vi som samfund får råd til mindre, hvis ikke vi griber muligheden og investerer pengene i fremtiden.
Gør vi ikke det, lander regningen i børneværelset.
Bragt i Berlingske den 4. juni 2024
