De brede mediers dækning af EU-kommissionens nylige udspil til nye klimamål for unionen frem 2040 var karakteristisk for de vilkår, klimapolitikken skabes under herhjemme. Udspillet fik kun begrænset opmærksomhed - til trods for at det kan få afgørende betydning for den politiske dagsorden i Danmark. Det kan sammenlignes med den væg-til-væg-dækning, som de indholdsmæssigt typisk ret tynde COP-møder får. Koreografien med en lind strøm af politiske superstjerner, celebrities af enhver art, aktivister og industrilobbyister, det forudsigelige drama om formuleringerne sluterklæringen og optakten med skingre dommedagsprofetier er god underholdning. De 600 sider, som EU-kommissionen foreløbig har offentliggjort, er alt andet end det. Til gengæld vil de få langt større betydning for danskernes økonomi og dagligdag.
Kommissionens forslag kommer knapt et år efter vedtagelsen af ”Fit for 55”-programmet, som dels løfter drivhusgasreduktionen i 2030 fra de hidtidige 40 pct. til 55 pct., dels peger frem mod netto nul-udledninger i 2050. Det nye udspil indfører en mellemstation med et reduktionsmål på 90 pct. i 2040.
Udspillet er meget ambitiøst, men ikke udtryk for en stærk Kommission. Tværtimod er lanceringen af høje mål langt ude i fremtiden typisk karakteristisk for en politisk ledelse, som er klemt mellem ønsker om handling og modstand mod at betale de uundgåelige regninger derved. Det er også tilfældet her. Man kan godt få den mistanke, at de høje klimaambitioner er den ingrediens, som skal tilfredsstille nordeuropæiske lande og befolkninger med en EU-politik, der i øvrigt er præget af store statsfinansielle problemer og dertil knyttede overførsler fra Nord til Syd, stigende protektionisme, statsstøtte, industripolitik, en voksende europæisk regelstat samt politisk og økonomisk centralisering.
Modsat mange af de øvrige ingredienser er klimapolitik en relevant opgave for EU - på samme måde som en mere sammenhængende energipolitik i Europa er det. EU deltager på medlemsstaternes vegne i Paris-aftalen, EU fastlægger rammerne for medlemmernes klimapolitik, og unionen råder med kvote-systemet (ETS) over det mest effektive klimaredskab. I sin essens går omkostningseffektiv klimapolitik ud på at fastsætte en ensartet pris på at udlede drivhusgasser, som svarer til de skadevirkninger, som klimaforandringer medfører. EUs klimapolitik bør i al enkelthed forsøge at nærme sig mest muligt til det ideal. Fra dansk side bør det også være udgangspunktet for forhandlingerne i EU - ikke at tilgodese snævre ”danske” interesser fra bestemte lobbygrupper.
Det er positivt, at Kommissionen trods alt lægger op til at udvide anvendelsen af kvotesystemet. Det er allerede aftalt, at det senere skal overvejes at lade et særligt kvotesystem for transport og varme smelte sammen med det eksisterende kvotesystem. Det er en forudsætning for en ensartet pris og bør ske hurtigst muligt. Den sidste væsentlige klump, der er uden for kvotesystemet, er landbrugets udledninger fra dyrkning og dyrehold. Den bør også inddrages på sigt.
Kvotesystemet er så effektivt, at det ikke egner sig til klimamål trukket op af en høj symbolpolitisk hat. Der er en fast grænse for, hvor mange kvoter der udstedes for al eftertid; antallet falder støt fra år til år. Strammes målet, falder antallet af resterende kvoter også. Modsat mere løse hensigtserklæringer, er ETS effektivt. Derfor er det helt afgørende, at der ikke bare udstikkes et 2040-mål, der kan blive særdeles dyrt. Bordet fanger.
Det er også vigtigt at fjerne dobbeltregulering af udledninger, som allerede er omfattet af kvotesystemet. Det vil for det første sige egenrådige nationale mål, som ingen effekt vil have på de samlede udledninger, men kun føre til lækage inden for unionen. For det andet vil det sige ”command-and-control-reguleringer” i form af produktstandarder og -krav, og for det tredje tilskudsordninger. Brugen af disse planøkonomiske redskaber oveni kvotesystemet gør omstillingen dyrere.
Der er dog grund til at give tilskud til binding af kulstof, som ellers ville fylde i atmosfæren. Binding er negative udledninger og bør derfor have en negativ pris, der i praksis vil være et tilskud. Det bør også foregå inden for rammerne af kvotesystemet.
Kommissionen lægger heldigvis op til at anvende kulstofbinding (CCS) i stor stil i sit 2040-udspil. Ligesom danske politikere har den indset, at CCS er en uomgængelig option, hvis de meget ambitiøse klimamål ikke skal være unødigt dyre. Til gengæld mangler der begge steder en erkendelse af, at det ikke er nødvendigt eller hensigtsmæssigt at udfase brugen af fossile brændsler, hvis det på grund af kulstofbinding ikke har negative klimaeffekter.
Kommissionen virker udadtil ambitiøs med sine hensigtserklæringer om yderligere delmål for drivhusgasreduktioner. Men endnu et delmål langt ude i fremtiden emmer af symbolpolitik. En ambitiøs Kommission bør derimod fokusere på at gøre den grønne omstilling mere omkostningseffektiv, og at unionen vælger samfundsøkonomisk meningsfulde mål.
Indlægget blev bragt i Ingeniøren den 19 marts 2024.
