Dyr symbol­po­litik gør os ikke til et grønt foregang­sland

Vil politikerne egentlig gøre noget ved klimaforandringerne, eller går de mere op i blot at fremstå handlekraftige? Jeg kan efterhånden blive i tvivl.

Og inden de frelste tillægger mig en stråmand, så vil jeg her slå fast med syvtommersøm, at jeg i den grad ønsker, at verden nedbringer CO2-udslippet og reducerer den globale opvarmning.

Men ønsker vi reelt at være et grønt foregangsland, så kræver det, at vi stopper partipolitisk klimapopulisme og giver markedet de bedste vækstbetingelser. Ellers kommer vi ikke til at flytte os i den rigtige retning – tværtimod.

Det er politikernes rolle at skabe politiske rammevilkår for erhvervslivet, der motiverer investeringer og konkurrence. Et foregangsland øger ikke omkostningerne unødvendigt og gør det dyrere at være borger gennem fartbegrænsninger, afgifter på kød og fly. Et foregangsland viser vejen gennem omkostningseffektiv klimapolitik.

Et foregangsland fremviser for verden en palet af markedsdrevne grønne teknologier, der både reducerer CO2-udslippet og øger velstanden gennem succesfulde virksomheder.

Politikernes rolle er at skabe omkostningseffektive incitamenter, hvilket vil sige en ensartet pris på at udlede drivhusgasser. Hverken mere eller mindre.

Flere og flere kommuner opstiller kommunale klimamål. København, Esbjerg og Horsens kommune stræber alle efter egne klimamål. Deres intention er utvivlsomt rigtig. Men det faktiske resultat er dårlig forvaltning af skatteborgernes penge.

En af årsagerne til det er, at tiltagene medfører stor lækage til andre kommuner. Og kommunale klimamål vil på den måde blot medføre, at andre vil gøre mindre på grund af de nationale klimamål. Vi får simpelthen meget lidt omstilling for pengene, når kommunalpolitikerne stiger ombord på det noget bumlende klimatog.

Et konkret eksempel på kommunal klimapopulisme, som lader meget tilbage at ønske, er Københavns Kommunes hastighedsnedsættelser. Københavns Kommune aftalte i budgetaftalen for 2022 en sænkelse af hastigheden på visse strækninger fra 50 til 40 km/t.

Enhedslistens teknik- og miljøborgmester, Line Barfod, viste ingen interesse for at lave samfundsøkonomiske beregninger af tiltaget. Det er problematisk, at Line Barfod ikke vil skabe transparens om, hvad tiltaget koster borgerne. Forklaringen er givetvis, at det tydeliggør, hvor absurd forslaget er.

Cepos beregner, at den samfundsøkonomiske omkostning ved forslaget er hele 400 mio. kr. – fra tabt tid i trafikken. Initiativet reducerer kun Københavns Kommunes udledning med 1 pct. og er 40 gange dyrere pr. ton CO2 reduceret end Folketingets CO2-afgift på 750 kr. pr. ton. Det er et klasseeksempel på spild af skatteborgernes penge i klimapopulismens navn.

Desværre er Københavns Kommune ikke alene med denne type tiltag, der indgår i en skadelig tendens, hvor uigennemtænkt regulering fremlægges som fornuftig klimapolitik. Jeg kunne fremvise samme hovedløse forslag fra Odense Kommune, som forhåbentlig har fået både Venstre og Det Konservative Folkeparti på bedre tanker, efter Cepos fremlagde fakta om fartbegrænsningens betydning for de kommunale udgifter vs. klimaforbedringer.

Skatteyderfinansierede Oxfam Ibis er blandt de værste, når det kommer til uklare sammenhænge mellem klimapolitik og socialistisk fordelingspolitik.

I deres “Klimarapport”, hvor nærmest alt ondt – herunder klimaforandringerne – primært tilskrives ulighed, konkluderer Oxfam Ibis, at løsningen må være progressiv formuebeskatning og et loft over direktørlønninger. Begge disse initiativer ville – hvis implementeret i Danmark – skade vores evne til at skabe velstand for alle og tiltrække kompetent topledelse, hvilket er afgørende – også når det handler om den grønne omstilling.

Heldigvis er det langtfra alle af Oxfam Ibis’ tvivlsomme politikforslag, som Christiansborg tager til sig. Desværre betyder det ikke, at politikerne på Christiansborg ligefrem er bannerførere for den rå fornuft.

De Radikale har eksempelvis for nyligt foreslået kødafgifter i køledisken, som koster 1938 kr. pr. reduceret ton CO2, mens en generel CO2-afgift på landbruget ville koste 375 kr. pr. reduceret ton CO2 i gennemsnit.

Så kære politikere: Lad os hoppe af bumletoget, som konstant stopper ved de dyre symbolpolitiske klimatiltag, og i stedet stå på det grønne eksprestog, der holder sig til den mest effektive løsning, nemlig en ensartet CO2-afgift. Sådan kommer vi bedst i mål, og så er der endda en chance for, at andre lande vil anerkende Danmark som det foregangsland, vi bestræber os på at være.