Danmark er i dag det eneste skandinaviske land, der beskatter arv – det er der absolut ingen gode argumenter for. Arveafgiften er nemlig både økonomisk og principielt en dårlig idé.
Beskatning af arv er en “trippelskat” for helt almindelige mennesker, som ønsker at give deres opsparing videre til deres børn. Skatten er uretfærdig – netop fordi man allerede har betalt skat af sin løn, afgifter og opsparingsskatter gennem hele livet.
Arveskatten er ultimativt en ekstra skat på opsparing, som ikke er hensigtsmæssig, da vi allerede beskatter opsparing højt i Danmark. Blandt andet beskatter vi for eksempel aktieindkomst med en tårnhøj marginalskat på hele 42 pct. Det er en af de højeste satser i OECD og eksempelvis 12 procentpoint højere end i Sverige.
Det Økonomiske Råds nyeste udgivelse om dansk økonomi finder – ligesom Cepos før har konkluderet – at arv faktisk reducerer formueuligheden i Danmark. Modsat af hvad mange nok ville tro. Arveskatten passer altså heller ikke ind i den typisk venstredrejede Robin Hood-fortælling som et slags bolværk mod ulighed.
Manglende effekt
Rapporten fra Det Økonomiske Råd indeholder dog også en anbefaling fra vismændene om at ændre regneprincipperne i ministerierne ved en given ændring i arveskatten.
Anbefalingen indeholder en negativ effekt på arbejdsudbuddet på 250 personer, hvis arveskatten sænkes med 1 mia. kr.
Det er en anbefaling, som jeg er meget uenig i, da jeg mener, den sker på et kritisabelt grundlag.
Vismændene undersøger nemlig kun effekten på arvingerne, på trods af at der også er effekter på arveladers opsparing. Hvis du ved, at du bliver brandbeskattet, når du dør, er incitamentet til at arbejde mere og spare op nemlig mindre. Det er helt i tråd med måden, vi normalt tænker skat og incitamenter på.
Når man beskatter arbejde, arbejder vi mindre. Hvis vi sætter en afgift på CO2, så udleder vi mindre. Og hvis vi beskatter arv hårdt, bliver det mindre attraktivt at spare penge op til næste generation. Den effekt tager vismændene ikke højde for, til trods for at det er den økonomisk set mest relevante – og negative – effekt af arveafgiften.
En anden kritik af rapporten bunder i, at den meget beskedne negative arbejdsudbudseffekt ved lavere arveskat bliver ganget med fire i rapporten. Begrundelserne for den skalering holder i mine øjne ikke, og grundlaget virker samlet set svagt. Når ministerierne ændrer deres regneregler, bør det ske ud fra en stærk faglig begrundelse.
Den synes jeg, mangler i dette tilfælde. Det kan have den konsekvens, at det kommer til at virke mindre attraktivt for politikere at sænke arveskatten.
Det er positivt, at SVM-regeringen går ind for at lette skatten på arv. Den sidste S-regering gik som bekendt til valg på at fordoble den øverste marginalskat på arv. Med SVM-regeringens skattereform fik vi allerede nogle beskedne lettelser af arveskatten.
Og regeringsgrundlaget varsler yderligere sænkelser konkret på generationsskiftebeskatningen.
Et opgør med de bøvlede krav, der stilles i forbindelse med generationsskifte, er tiltrængt, da generationsskifte gøres ekstremt byrdefuldt med de nuværende regler. Det går altså den rigtige vej. Men de kunne sagtens hæve ambitionerne yderligere. Problemet med de meget høje skattesatser på at spare op til sine arvinge er stadig urørt. Den netop annoncerede opjustering af det økonomiske råderum på ca. 11 mia. kr. giver muligheder for at gennemføre flere vækstfremmende reformer. Vi har peget på en række vækstskabende tiltag, der øger produktiviteten, såsom lavere selskabsskat samt lavere kapitalskatter.
Men de sunde offentlige finanser giver også mulighed for at tage et endeligt opgør med arveafgiften, hvis der er et politisk ønske om netop det. Skatteministeriet vurderer således, at det giver ca. 4,5 mia. kr. at afskaffe arveskatten i mindreprovenu, så de økonomiske rammer tillader i den grad, at man kan bringe os på linje med vore nabolande, når det gælder afskaffelse af arveafgiften.
Hvis man er borgerligt indstillet, er det principielle element i denne diskussion også væsentligt. Penge, der allerede er blevet beskattet – endda hårdt – bør kunne overdrages til næste generation, uden at blive yderligere brandbeskattet i processen.
Selv hvis man anser ulighed for værende et problem i et ret lige land som Danmark, så er det ikke en høj skat på arv, der bidrager til mindre formueulighed. Velfærdsstatens finansiering står og falder ikke med arveskatten, som kan afskaffes for under halvdelen af det netop opjusterede råderum, hvis man ønsker det.
Dødsfald bør ikke være anledning til, at staten kan fylde sine lommer. Arv er penge tjent og penge, der allerede er beskattet. Og det er familiens penge, ikke statens. Lad os i stedet gøre som vores nabolande Sverige og Norge og få afskaffet arveskatten.
Bragt i Børsen den 10. juni 2024
