I løbet af det seneste år er de forventede mankoer for de danske klimamål nærmest forduftet. Det kunne ligne en klimapolitisk succes. Men det er faktisk det modsatte. Det er ironisk nok et vidnesbyrd om, at den måde, vi fører klimapolitik på, er hasarderet og uklog – og at det bør ændres.
Det er derfor meget svært at begrunde, at klimalovens mål forlænges efter 2030.
Indhugget i mankoerne er sket i regeringens årlige klimafremskrivninger, hvoraf 2024-udgaven for nyligt er sendt på gaden. Det vurderes, at det nationale 2025-delmål og EU-byrdefordelingsmålet bliver opfyldt, mens det nationale 70 procent-mål og det særlige klimamål for landbruget (landbrugsaftalen) er inden for rækkevidde på nær 1,5 millioner ton CO2e.
Mankoen er i 2024 en fjerdedel af, hvad den var for et år siden, hvor også EU-kravet så svært ud.
Forklaringen på de skrumpende mankoer er ikke primært ny politik, men derimod justeringer i de statistiske opgørelser: Navnlig mindre nye udledninger fra lavbundsjorde og større binding i skov.
En anden årsag er, at en del af de danske udledninger flytter til Sverige, fordi flere vil tanke derovre i stedet for her. Det skyldes, at den svenske regering tilpasser deres politik til EU’s, og ikke lader priserne på brændstof stige yderligere i forbindelse med, at transport indlemmes i de europæiske kvotesystemer. Det er en dyr måde at reducere danske udledninger på, blandt andet fordi staten går glip af de meget høje afgifter.
Klimamålene er som de olympiske lege
Selv om usikkerheden denne gang er kommet os til gode, er det meget risikabelt at basere et rigidt mængde- og tidsmæssigt klimamål på et usikkert grundlag. Det kan føre til dyr hovsa-politik, hvis mankoen pludselig vokser.
De fleste kender fænomenet fra de olympiske lege, hvor budgetterne rutinemæssigt bliver overskredet massivt. Det skyldes blandt andet, at OL skal starte på et bestemt tidspunkt. Bliver man forsinket med byggerierne, må man smide en masse penge efter alligevel at blive færdig til tiden. På samme måde kan det blive rasende dyrt at nå i mål i et bestemt år, hvis mankoen svinger opad igen.
Klimaproblemet egner sig grundlæggende ikke til faste mængdemæssige mål. Stort set alle økonomer er enige om, at opvarmning er en såkaldt ekstern skadevirkning, som burde prissættes til skadesomkostningen. Ideelt set burde alle globalt blive enige om at prissætte drivhusgasser på den måde. Men aftalesystemet indebærer, at hvert land eller område er underlagt et mængdekrav.
Danmark er dækket af EU’s klimamål, hvoraf EU selv styrer kvoteudledningerne gennem kvotesystemet, mens ikke-kvoteudledningerne fordeles på EU-landene ifølge byrdefordelingsaftalen. Selv om EU-kravet er mængdemæssigt, er der bygget en hel del fleksibilitet ind, så risikoen for hovsaløsninger er mindre. Byrdefordelingskravene kan til dels opfyldes ved at bruge kvoteannullering og kreditter samt indbyrdes handel med udledningsrettigheder, og fastlæggelsen af målet som et reduktionsspor, som i gennemsnit skal være opfyldt over tid, gør det mindre sårbart end et slutårsmål.
Kvotehandel betyder fuldstændig lækage
De selvvalgte nationale danske mål er derimod fastsat, så der er stor sårbarhed over for opgørelsesmæssig usikkerhed: Det er firkantede slutårsmål, som ikke matcher vores internationale forpligtelser. De er ikke nødvendigvis mere ambitiøse end de internationale krav, men skaber øget usikkerhed og risiko for, at pengene til brug for grøn omstilling spildes på hovsaløsninger og dobbeltregulering af udledninger, som allerede er omfattet af EU’s kvotesystem.
Begrænsning af udledninger, der i forvejen er omfattet af kvotesystemet, har desuden ingen klimaeffekt, fordi der er 100 procent lækage på sigt. Det skyldes, at der i kvotesystemet er et fast loft over de samlede udledninger i EU. Bliver der efterspurgt færre kvoter i ét land eller én sektor, vil de blive solgt i andre. I et bindende kvotesystem er det udbuddet af kvoter og ikke efterspørgslen, som afgør udledningerne. Nationale tiltag som afgifter og regulering, som sænker efterspørgslen efter kvoter, vil altså ikke have nogen klimaeffekt.
Fra 2027 udvides kvotesystemet, hvilket i praksis kun efterlader landbrugets udledninger uden for kvotesystemet. Men Kommissionen ønsker også at inddrage disse udledninger – hvad Danmark i øvrigt tidligere har foreslået. Dermed kan der blive fuld plade: Alle udledninger fra dansk jord vil være omfattet af kvotesystemet. Det efterlader intet for danske politikere at regulere. Hvis de endelig vil være mere ambitiøse end EU, kan det kun meningsfyldt lade sig gøre ved at annullere kvoter.
I den situation giver det ingen mening at fastlægge et nyt selvstændigt dansk klimamål efter 2030. Men det gør det faktisk heller ikke, selv om vi fortsat måtte få et EU-byrdefordelingsmål, navnlig ikke hvis EU-kommissionens meget vidtgående udspil til EU-klimamål i 2040 bliver til noget. Det vil i sig selv blive en udfordring at opfylde. Vi risikerer igen at stå i en situation med flere overlappende mål og usikkerhed om, hvilket der bliver mest bindende - og dermed risiko for flere hovsaløsninger.
Problemet er naturligvis, at danske politikere gerne vil give vælgerne indtryk af, at de spiller den afgørende rolle i klimapolitikken, og underspiller EU’s dominerende rolle. Og at det kan give indtryk af handlekraft at dynge stadig flere mål oven på hinanden, kombineret med mere regulering. Det må man håbe, at vælgerne efterhånden gennemskuer.
Fritag landbruget fra landbrugsaftalens mål
Spørgsmålet er endelig, hvad der bør ske med landbrugets udledninger frem mod 2030?
Her støder målene for alvor sammen i øjeblikket. Der er – fornuftigt nok – et politisk flertal, som ønsker at prissætte landbrugets udledninger på samme måde som resten af ikke-kvoteudledningerne er prissat. Skal det være omkostningseffektivt, bør prisen være mindst det samme som CO2-afgiften i øvrigt – det vil sige 750 kr./ton CO2e (i 2030). Det vil vi anbefale – og vi har endda peget på en model, som ikke risikerer at sende konkursbølger gennem erhvervet.
Men landbrugets udledninger er også – som den eneste sektor – underkastet et mængdemæssigt dansk politisk mål, nemlig en reduktion på 55-65 procent. i 2030. Og det er erhvervet nu som sagt tæt på at opfylde. Det ville tilsige, at CO2e-prisen i landbruget skulle være meget lav – i hvert fald indtil der kommer en ny mankorevision.
Det hænger ganske enkelt ikke sammen.
Den eneste fornuftige løsning er at fritage landbruget fra landbrugsaftalens i øvrigt helt tilfældige mængdemål.
Bragt i Klimamonitor den 30. maj 2024
