"Vi har en velfærdskrise."
Sådan sagde Pelle Dragsted i DRs »Debatten« på Folkemødet i sidste uge. Vi må derfor forstå, at der ikke er råd til at give mere af råderummet på cirka 60 milliarder kroner tilbage til danskerne i form af skattelettelser. Pengene skal nemlig gå til at øge det offentlige forbrug, alene for at vi kan »bevare niveauet« af velfærden, siger Pelle Dragsted.
Men der er noget, der ikke stemmer. Uanset hvor ofte venstrefløjen råber op om nedskæringer, er fakta nemlig, at vi siden 2000 har øget det offentlige forbrug med 65 milliarder kroner - udover prisudviklingen og det demografiske træk.
Dermed burde man altså logisk set ikke have oplevet serviceforringelser i den offentlige sektor. Heller ikke engang hvis man antager, at borgernes forventninger i forhold til at fremgangen i ydelser følger fremgangen i private forbrugsmuligheder.
Det er med andre ord ikke flere skattekroner, der mangler, når Pelle Dragsted identificerer en »velfærdskrise«. Det ville også stemme dårligt overens med, at vi i Danmark har en af verdens største offentlige sektorer, som finansieres gennem et af verdens højeste skattetryk.
En almindelig dansker med en månedsløn på 37.500 kroner inklusive pension - altså hvad Finansministeriet klassificerer som en »arbejder« - betaler i dag over halvdelen af sin løn i skatter og afgifter.
Det løber op, og Skatteministeriet skønner, at danskerne i gennemsnit betaler cirka 13,1 millioner kroner i skatter og afgifter gennem livet.
Det er rigtigt mange penge, og derfor skylder vi borgerne at sikre, at de penge, som de lægger i statskassen, forvaltes så godt som muligt.
Det kan der godt sættes spørgsmålstegn ved, om de gør, når vi blandt andet kan konstatere, at en stor del af stigningen i det offentlige forbrug er gået til øget bureaukrati og flere kolde hænder. Vi kan ligeledes konstatere, at der er store forskelle på produktiviteten i de danske kommuner, hvor nogle er i stand til at levere langt mere velfærd for pengene end andre sammenlignelige kommuner.
Derfor skylder vi også borgerne, at de kan få en bedre indsigt i, hvordan deres skattekroner bruges. Offentlige institutioner aflægger ikke regnskab på institutionsniveau, og der er ligeledes store forskelle på, hvordan kommunerne konterer, hvilket gør det vanskeligt for økonomer og reelt set umuligt for resten af befolkningen at gennemskue økonomien i den offentlige velfærdssektor.
Så kære Pelle Dragsted - og alle andre, som ser en velfærdskrise: Hjælp os med at arbejde for, at den offentlige sektor bliver underlagt de samme krav til regnskabsaflægning, som den private sektor og de private velfærdsudbydere er underlagt. Kun på den måde kan vi skabe gennemsigtighed over for borgerne, identificere de områder, der halter bagefter, og i sidste ende opleve den forbedring i velfærden, som vi betaler for.
Bragt i Berlingske den 18. juni 2024
