Tænk, hvis vi i Danmark var bedre til at sænke skuldrene og glæde os over andres succes. At vi kun er optaget af, hvad naboen har, hvis vi er bekymret for, om naboen har nok eller har brug for hjælp.
Tænk, hvis vi under folk de muligheder, som vi måske ikke selv fik.
Desværre er der i Danmark sommetider en kedelig jantelovstankegang, der stadig gennemsyrer samfundet. Nogle gange sniger den sig endda ind i Folketingssalen og resulterer i konkret politik.
Ligesom så mange andre så jeg for nylig DRs glimrende dokumentarserie »Topdirektørerne«. Miniserien giver et tiltrængt indblik i dagligdagen for topchefer i danske virksomheder som Carlsberg, Netcompany, STARK og Ørsted.
Serien fortjener ros, for at være langt mindre tabloid og sensationel end den dækning, man efterhånden er vant til, når det gælder topcheferne i Danmarks største virksomheder. Så også stor ros til de topdirektører, der medvirker i DR-serien. For der er altså en overhængende risiko for at ende i den offentlige gabestok - på grund af for eksempel deres løn.
Manglende overskud til at glæde sig ubetinget på andres vegne er dog ikke blot noget, der findes i mediebilledet. Top-topskatten er et konkret eksempel på, hvordan forestillingen om en nulsumsøkonomi gennemsyrer tidsånden. Hvor det at en person tjener penge, partout må være på andres bekostning. Det er en primitiv forestilling, som er ganske forkert.
At man nu hæver marginalskatten for nogle af de mest produktive mennesker i vores samfund med det påskud, at det er nødvendigt, hvis andre skal kunne beholde mere til sig selv, handler derfor for mig om meget mere end arbejdsudbud og økonomiske effekter - det er simpelthen ren værdipolitik.
Det, at nogle mennesker tjener mange penge, kan nemt få en til at tænke over, hvorvidt en topdirektør med en mangecifret lønseddel virkelig kan være så meget »vigtigere« end en sygeplejerske eller en politibetjent.
Det er da også noget, DR-journalisten Casper Schrøder gentagne gange bringer på banen i DRs »Topdirektørerne«.
Det er vigtigt at pointere, at markedet for topchefer er et globalt marked, hvor der også er konkurrence. Høje lønninger afspejler den høje værdi, som kompetent topledelse kan have for en virksomhed. Man bør huske på, at en virksomhed ville tabe penge - og dermed risikere at blive udkonkurreret - ved at betale en topchef mere i løn end vedkommende skaber af værdi for virksomheden.
Lønforskelle tjener sådan set et helt centralt formål på vores arbejdsmarked. Det afspejler i høj grad produktiviteten hos den enkelte. Og det handler om at allokere arbejdskraft derhen, hvor efterspørgslener størst.
Hvis man for eksempel går ind fra politisk hold og sætter et loft over direktørlønninger på arbejdsmarkedet, sætter man mekanismen ud af kraft. Den venstredrejede tanke om, at grupper med høje indkomster »tager« et større stykke af kagen - til ulempe for alle de andre - er simpelthen på alle måder dybt forfejlet.
»Du skal ikke tro, du er noget«-mentalitet skader os alle. Lad os dog i stedet slippe drømmene løs og sætte barren højt. På den måde ville vi alle få et rigere samfund - i mere end blot økonomisk forstand.
Når vi hylder dét, og dem som lykkes, så skaber det glæde, motivation og en tro på, at vi også kan lykkes. Storsind handler således om at glæde sig på andres vegne og vokse med de mennesker, man er omgivet af. Prøv det, før misundelsen sætter ind. Det virker.
Vi må virkelig aldrig blive bange for at hylde dem og det, der lykkes i Danmark - fordi så risikerer vi at få mindre af det.
Bragt i Berlingske den 21. maj 2024
