Vismænd ser bort fra vigtigt element i arvebeskatningsdebatten

I sidste uge argumenterede de økonomiske vismænd i denne avis for, at de økonomiske ministerier fremover bør tage højde for, hvordan ændringer i arvebeskatningen påvirker arvingers lyst til at arbejde.

Kronikken kommer på bagkant af vismændenes forårsrapport, hvor de i en analyse finder en negativ effekt på arvingers arbejdsudbud, når disse modtager en arv. På denne baggrund anbefaler vismændene, at man i det lovforberedende arbejde fremover indregner en negativ effekt på arbejdsudbuddet, når skatten lempes, og en positiv effekt på arbejdsudbuddet, når skatten modsat hæves.

Det stemmer overens med økonomisk teori: når du modtager en pose penge uden at skulle yde noget for det, kan du nu arbejde mindre og stadig opretholde samme forbrug som før. Det kaldes indkomsteffekten.

Den indkomsteffekt, vismændene finder, er ganske beskeden. Den bliver dog mindre beskeden af, at vismændene på baggrund af et par – efter vores mening knap så velfunderede – antagelser vælger at opregne effekten med en faktor fire.

Udfordringen er dog ikke, at vismændene finder en indkomsteffekt, men at de helt ser bort fra effekten af arvebeskatningen på arveladerens adfærd.

Her må der oplagt være en modsatrettet indkomsteffekt og en substitutionseffekt, hvor en højere skat på aktiver medfører, at arvelader i livsforløbet reducerer indsatsen for at skabe og fastholde en formueopbygning. Det burde give en negativ virkning på opsparing og arbejdsudbud. Det er faktisk sådan, at det kun er substitutionseffekten, der afspejler beskatningens forvridning og dermed har negativ effekt på samfundsøkonomien.
Vismændene ignorerer imidlertid substitutionseffekten med henvisning til, at en sådan effekt næsten vil være umulig at identificere statistisk.

Det fører til, at vismændene reelt postulerer, at den samlede nettoeffekt af arvebeskatning i Danmark er positiv for arbejdsudbuddet, herunder at indkomsteffekten på arvemodtagerens side må dominere både substitutionseffekten og indkomsteffekten på arveladers side. Samtidig lægger de op til at betragte arbejdsudbud og ikke samfundsøkonomi som det centrale spørgsmål.

Konsekvensen af den antagelse er vigtig. Vismændenes resultater og argumentation bruges allerede i den offentlige debat som løftestang for, at arveafgiften bør sættes op, ligesom andre økonomer problematiserer lempelser af arveafgiften med henvisning til, at det vil reducere arbejdsudbuddet.

Vismændene påpeger, at medregnes den isolerede negative arbejdsudbudseffekt ikke, ville det være et brud på to centrale principper for anvendelse af regneregler i det lovforberedende arbejde. Det første princip er, at dynamiske virkninger må antages at være nul, medmindre andet er “konkret empirisk bevist”. Det andet princip er, at vi skal bruge det, som vi trods alt ved, når vi skal regne på effekter.

Vismændene misfortolker det første princip. Det er kun, når fortegnet på effekten er ukendt, at empirien bør være udslagsgivende. Desuden må de to principper ikke stå alene. Som Finansministeriet skriver, så skal skøn for adfærdsvirkninger nemlig også være middelrette, uden bias i nogen retning.

Som begrundelse for, at de ser bort fra substitutionseffekten, skriver vismændene i deres kronik, at “der ikke eksisterer viden om en effekt på arveladers arbejdsudbud” af arveskat. Ergo må effekten regnes som nul, indtil det modsatte er bevist.

Det er uholdbart. Det er et vilkår inden for samfundsvidenskaberne, at sande effekter ofte kan være uhyre vanskelige at måle. Men at den er vanskelig at måle, er ikke det samme, som at effekten ikke findes. Vismændene skriver også selv i deres forårsrapport, at det er sandsynligt, at arv forvrider opsparingsadfærden.

Udgangspunktet må være, at kvantitative skøn for dynamiske virkninger bør indgå i regnearbejdet i det omfang, der er mulighed for at foretage sådanne skøn med tilstrækkelig sikkerhed, hvad Finansministeriet også skriver. Bevisbyrden for at vise, at substitutionseffekten er uvæsentlig, påhviler derfor vismændene. Den byrde løfter vismændene ikke.

Teori taler for, at arvebeskatning har en utvetydig forvridningseffekt på arveladers adfærd, der dominerer den modsatrettede indkomsteffekt hos arvemodtageren. Det samme indrømmer vismændene, når de i samme rapport skriver: “Normalt formodes, at substitutionseffekten vil dominere, så arvebeskatning fører til, at arven før skat mindskes.”

I fravær af empiriske analyser vil det derfor – på linje med Finansministeriets principper – være mest naturligt at tage udgangspunkt i regneprincipper for aktieindkomst og positiv kapitalindkomst, hvor der indregnes en normal substitutionseffekt.

At indregne indkomsteffekten på arvemodtager, mens man ignorerer indkomst- og substitutionseffekten på arvelader, strider mod princippet om middelrette skøn. Følger man alligevel vismændenes anbefaling, vil effekten af arveskatter på den samlede opsparing i Danmark og danske lønmodtageres produktivitet undervurderes.

Det svækker politikernes muligheder for at vurdere konsekvenserne af arvebeskatningen.