Klimaafgifter på forbrug er et vildspor

Afgifter på ”klimauvenlige” forbrugsvarer har tiltrukket sig voksende opmærksomhed fra et blandet kor. I landbruget rækker interessen for afgifter på oksekød lige fra venner til det fjender. Men også uden for landbruget pibler ideerne frem. Regeringen har netop aftalt en afgift på flyrejser. Den er heller ikke helt afvisende over for en generel klimaafgift på forbrug, bl.a. ansporet af et umætteligt Klimaråd. 

Landbruget er af god grund bekymret for konsekvenserne af en afgift på udledningerne fra dansk produktion. Uden kompensationsordninger vil det føre til massive tab, og der venter under alle omstændigheder en stor omlægning af og nedgang i produktionen. 

En afgift i forbrugerleddet på oksekød vil derimod gå lige hårdt ud over dansk og udenlandsk kød. Den vil i langt højere grad blive betalt af forbrugerne i stedet for de danske producenter, som derimod ville blive ensidigt ramt af en afgift på dansk produktion. Derfor virker ”kølediskafgiften” fristende.

Problemet er imidlertid, at en ”kølediskafgift” på oksekød – samt på mejerivarer, som reelt ikke kan skærmes for afgiften – bidrager umærkeligt til de danske klimamål. Det viser en ny Cepos-analyse. En afgift svarende til 10 pct. af prisen på oksekød, mælk osv. vil fjerne, hvad svarer til 2 pct. af udledningerne fra kvægproduktionen og 0,3 pct. af de samlede danske udledninger. 

En væsentlig del af forklaringen er, at størstedelen af produktionen går til eksport. Hertil kommer, at produktafgifter er meget upræcise i forhold til drivhusgasser sammenlignet med afgifter på det faktiske indhold af drivhusgasser. Helt galt er det med flyafgiften, som med kun tre satser er uhyre groft gradueret efter udledningerne. 

De danske klimamål er baseret på udledningerne fra produktionen, ikke forbruget. Med god grund. De internationale aftaler handler om produktionsudledninger, som samtidig er de eneste realistiske at måle. 

Kødafgiften hjælper ikke dem, der vil landbruget det godt. Den hjælper heller ikke dem, der vil løse klimaproblemerne inden for rammerne af det internationale aftalesystem. 

Men man kan selvfølgelig opfinde et behov for afgifter på forbrug – oveni produktionsafgifterne – hvis man opfinder et yderligere klimamål, som går på de forbrugsbaserede udledninger. Og det er netop den vej, Klimarådet går – ovenikøbet garneret med en ret yderligtgående fordelingspolitisk ”etik”. 

Begge dele er vanskelige at begrunde. Men selv om man blindt accepterede præmisserne, er et forbrugsbaseret mål problematisk, fordi man i praksis ikke kan beskatte drivhusgasindholdet med en generel afgift, men må nøjes med at lægge et batteri af afgifter på forskellige varetyper. 

Kort sagt et vildspor.

Bragt i JP Finans den 24. januar 2024