Lone Simonsen forstår stadig ikke, hvor vigtige frivillige adfærdsændringer er under en pandemi

Den 7. maj kunne man her i avisen læse et interessant interview med Lone Simonsen om corona og fremtidige pandemier. I artiklen fortæller Lone Simonsen, hvordan Bulgarien er blevet ramt så hårdt af coronapandemien, at en procent af befolkningen er døde med covid-19.

Lone Simonsen drager herpå den formodentlig rigtige konklusion, at hendes beregning fra 2021, der viste at op imod 35.000 danskere kunne være døde, hvis alle danskere i 2020 havde fortsat deres liv som om intet var hændt. Ja, med udgangspunkt i Bulgariens erfaringer kunne tallet måske endda være blevet 60.000 covid-19-relaterede dødsfald. Så lang så godt.

Men herefter hopper kæden desværre af for epidemiologen. For hun konkluderer på baggrund af disse tal, at ”nogle mente dengang, at tallet på 20.000-30.000 var helt vildt, men nu har vi set, at det var realistisk nok. Det er en debat, hvor der faktisk kun er et rigtigt svar, og det er faktuelt forkert, når eksempelvis en rapport lavet af danske og amerikanske, liberale økonomer siger, at nedlukningerne i Danmark kun har reddet os fra fem dødsfald”.

Lone Simonsen glemmer ganske enkelt, at det ikke kun er nedlukningerne, der ændrer vores adfærd. Det gør information også. Forskerne bag Hope-projektet har for eksempel vist, at danskerne blev mere påpasselige, når smittetallene steg. I det omtalte meta-studie – som jeg er medforfatter på – skelner vi mellem tvungne adfærdsændringer (drevet af nedlukningerne) og frivillige adfærdsændringer (drevet af blandt andet information, fordi de færreste mennesker ønsker at blive smittet eller at smitte familie, venner og kollegaer).

Vores gennemgang af den empiriske evidens – altså andre forskeres studier – viser, at nedlukningerne havde en yderst beskeden effekt. I stedet mener vi, at det er de frivillige adfærdsændringer, der har gjort, at for eksempel Danmark har set meget få covid-19-dødsfald.

Og det er faktisk ikke så svært at se, at frivillige adfærdsændringer virker. Kigger vi for eksempel på netop Bulgarien, så havde landet i efteråret 2020 en kraftig bølge, som førte til at deres regering den 27. november indførte en nedlukning a la den danske. Men det var flere dage efter, at kontakttallet var kommet under 1. Pandemien var altså allerede på tilbagetog, da de bulgarske politikere lukkede ned.

Det samme var tilfældet i Danmark, da regeringen indførte første delvise nedlukning den 9. december 2020. Her var kontakttallet allerede under 1, og på trods af at man lukkede kommunerne ned ad tre omgange (henholdsvis den 9., 11. og 16. december), toppede pandemien på samme tid, uafhængigt af nedlukningstidspunktet. Den fulde nedlukning af landet den 17. december kom desuden flere dage efter, at smitten havde toppet.

Jeg var en af dem, der kritiserede Lone Simonsen, da hun i marts 2021 hævdede, at nedlukningen havde reddet 35.000 danske liv. For allerede dengang vidste vi, at frivillig adfærd var vigtigt, og at mange dele af nedlukningen ikke rigtig virkede (for eksempel viste Unicefs og Ecdc’ss gennemgange af den eksisterende forskning, at skolelukningerne kun havde marginal effekt). Kritikken fik Lone Simonsen til at trække i land og blandt andet over for Detektor anerkende, at frivillige adfærdsændringer var vigtige. Alligevel kunne vi forleden i Kristeligt Dagblad atter se Lone Simonsen negligere vigtigheden af frivillig adfærd.

Hvis vi skal håndtere fremtidige pandemier bedre end covid-19-pandemien, er det vigtigt, at eksperter som Lone Simonsen bidrager til – korrekt – at formidle, hvad der rent faktisk virkede. Og her viser forskningen altså, at information – og de deraf følgende frivillige adfærdsændringer – har været totalt afgørende under covid-19-pandemien.

Bragt i Kristeligt Dagblad d. 20. maj.