Politikerne bør droppe »landbrugsaftalen« nu og opgive danske klimamål efter 2030

Den seneste klimafremskrivning ligner ved første øjekast en klimapolitisk sejr. Mankoerne er reduceret betydeligt, og vi er tæt på at nå det meget omtalte 70 procent-mål i 2030. Men i virkeligheden er fremskrivningen blot et bevis på, at den nuværende danske klimapolitik er risikabel og uholdbar, lyder det fra tænketanken Cepos.

Klimalovens mål bør ikke forlænges efter 2030. Og den såkaldte »landbrugsaftale« om, at netop dette erhverv skal reducere sine udledninger med 55-65 procent, bør droppes, I regeringens årlige klimafremskrivning fra dette forår vurderes det, at det nationale 2025-delmål og EU-byrdefordelingsmålet bliver opfyldt. For det nationale 70 procent-mål og klimamålet for landbruget mangles kun 1,5 millioner ton CO2e for at blive opfyldt i 2030. I 2023 var de forventede mankoer knap fire gange så stor som nu. Der var også tvivl om, hvorvidt EU-målet var indenfor rækkevidde.

Men tilnærmelsen til målene skyldes ikke primært ny politik. Det skyldes justeringer i den statistiske opgørelse. De største justeringer kommer fra mindre end forventede fremtidige udledninger fra lavbundsjorde og større kulstofbinding i skovene.

Flytter til Sverige

En anden forklaring på, at vi er tættere på målene, er, at danske udledninger flytter til Sverige.

I Sverige sænkes brændstofafgifterne i forbindelse med, at transport bliver en del af det europæiske kvotesystem i 2027. I øvrigt et eksempel som Danmark bør følge. Lavere udledninger fra biler er nogle af det samfundsøkonomisk mest kostbare, bl.a. fordi staten får lavere indtægter fra afgifter, uden at borgerne vinder tilsvarende. Så det er ikke godt nyt, at tankninger flytter over grænsen.

Klimafremskrivningen illustrerer den usikkerhed, der er forbundet med arbitrære mål om at nå en bestemt mængdereduktion på et bestemt tidspunkt. Denne gang har justeringen ført os tættere på målene. Men justeringer i den modsatte retning risikerer at medføre dyr hovsa-politik for at nå målene i sidste øjeblik. Jo tættere, vi kommer på målåret, desto dyrere bliver den slags hovsa-politik, fordi der bliver kortere tid at løbe på.

De fleste økonomer er enige om, at klimaproblemet bedst håndteres ved at prissætte drivhusgasudledninger svarende til skadevirkningen, og det bør ideelt ske globalt. Klimaproblemet egner sig egentlig ikke til faste mængdemæssige mål. Men Parisaftalen har i praksis udmøntet sig i, at hvert land eller område er underlagt et mængdekrav. Danmark er ikke direkte part i Parisaftalen, men deltager via EU.

Hovsa-løsninger

I Danmark er vi dækket af EU’s klimamål, hvor kvoteudledningerne styres direkte af kvotesystemet. For udledningerne uden for kvotesystemet – herunder landbrugets – er EU’s mål fordelt på medlemslandene via byrdefordelingsaftalen.

Selvom EU-kravet i byrdefordelingsaftalen er et mængdekrav, indeholder det alligevel fleksibilitet, der mindsker risikoen for hovsa-løsninger. Fleksibiliteten skyldes adgangen til kvoteannulleringer og kreditter samt indbyrdes handel med udledningsrettigheder til at opfylde byrdefordelingskravene. Derudover er målet fastlagt som et reduktionsspor, der i gennemsnit skal være opfyldt over tid. Det gør målet mindre sårbart, end hvis det var baseret på et slutsårsmål.

Selv om danske udledninger således er reguleret gennem EU, har danske politikere alligevel fastsat nationale mål, som ikke stemmer overens med vores internationale forpligtelser. Det betyder ikke nødvendigvis, at de danske mål er mere ambitiøse. Derimod er de danske mål både sårbare over for statistisk usikkerhed og fører til dobbeltregulering af udledninger under EU’s kvotesystemer. Det fordyrer den grønne omstilling.

Nationale tiltag har ingen klimaeffekt

Nationale tiltag, som afgifter og reguleringer, af kvotebelagte udledninger har på længere sigt ingen klimaeffekt. Det skyldes, at kvotesystemet fastsætter et loft over de samlede udledninger i EU. Reduceres efterspørgslen i ét land, fører det blot til øget efterspørgsel i et andet. I et bindende kvotesystem er det udbuddet af kvoter og ikke efterspørgslen, som afgør udledningerne. Og fra 2027 udvides kvotesystemet, så næsten alle udledninger er dækket. Det efterlader stort set kun landbruget udenfor kvotesektoren. Kommissionen har dog planer om at inkludere landbruget i et kvotesystem, hvilket Danmark også tidligere har foreslået.

Dækkes alle udledninger af et kvotesystem i EU, er der ingen udledninger tilbage for de danske politikere at regulere. Ønsker man mere restriktiv klimapolitik, vil det eneste meningsfulde være at annullere kvoter og dermed faktisk reducere den udledte mængde af drivhusgasser inden for EU.

Derfor giver det ingen mening at fastsætte et nyt dansk klimamål efter 2030. Hvis vi bliver pålagt et nyt byrdefordelingsmål efter 2030, og EU-kommissionens meget ambitiøse udspil til et 2040 klimamål bliver en realitet, vil det i sig selv være en udfordring at opfylde. Med et selvstændigt dansk klimamål oveni risikerer vi at stå i samme situation som hidtil med overlappende mål og usikkerhed om, hvilket mål der er det mest bindende. Det øger risikoen for hovsa-løsninger. I øvrigt noget som også de økonomiske vismænd flere gange har påpeget.

Undgå konkursbølge

Forhåbentlig gennemskuer vælgerne snart, at danske politikere ikke er centrale aktører i klimapolitikken, og at de ofte underspiller EU’s rolle for selv at fremstå mere handlekraftige.

Inden politikerne skal tage stilling til danske klimamål efter 2030, er forhandlingerne i den grønne trepart i gang. Her forhandles om en afgift på landbrugets udledninger. Vi anbefaler en omkostningseffektiv afgift, der vil svare til CO2-afgiften i øvrigt. En sådan afgift vil være på 750 kr./ton CO2e i 2030. Vil man undgå en bølge af konkurser i landbruget, har vi foreslået en kompensationsmodel, der kan imødekomme både omkostningseffektivitet og kompensation.

Men hvis man vælger at omfatte landbruget af samme CO2e-afgift som resten af økonomien, bør landbrugsaftalen og dens særlige reduktionskrav på 55-65 procent droppes. Det giver ingen mening både at omfatte landbruget af en generel afgift og samtidig have et separat mængdemæssigt krav til erhvervet. Det må være et enten-eller.

Holder man omvendt fast i landbrugsaftalen, taler det for at fastlægge CO2e-afgiften på et niveau, som er tilstrækkeligt til at realisere målet. Det vil med den nuværende fremskrivning sige markant mindre end de 750 kr./ton CO2e.

Klimapolitik bliver ikke bedre af at dynge mange mål oven på hinanden. Navnlig ikke når de ikke passer godt sammen, og når området allerede er reguleret af EU. Derfor vil det være klogt at droppe landbrugsaftalen allerede nu, og at undgå et nyt generelt dansk klimamål efter 2030.

Bragt i Effektivt Landbrug de 7. juni 2024