Svarer-rapport får karakteren delvist bestået

Når politikerne langt om længe skal beslutte en klimapolitik for landbruget, skal de især forholde sig til tre spørgsmål: 

1. Hvordan lever vi op til klimamålene med så lave samfundsøkonomiske omkostninger som muligt?
2. Hvordan kan en eventuel kompensation for store indkomsttab ved grøn omstilling i landbruget udformes uden at kompromittere omkostningseffektiviteten?
3. Hvilke klimamål er det værd at forfølge?

I sidste uge kom Michael Svarer-gruppens længe ventede rapport. Den hjælper til at besvare to af spørgsmålene. 

Den mest omkostningseffektive vej til grøn omstilling er en ensartet pris på drivhusgas på tværs af anvendelser og sektorer. Da prisen i resten af samfundet er mindst 750 kr. ton/CO₂e, bør landbruget også betale 750 kr. Og hvis en bedrift, i stedet for at udlede, binder kulstof, bør den have et tilsvarende tilskud. Det lever udvalgets model 1 i store træk op til. Her er rapporten til bestået.

Landbruget er en stor udleder og har svag økonomi, og en stor del af øgede omkostninger til grøn omstilling vil havne i jordpriserne. Derfor kan det være svært at se for sig, at politikerne ikke vil vælge at dæmpe indkomsttabet. Det kan i princippet godt lade sig gøre at adskille afgiftens indkomstvirkning fra dens incitamentseffekt. Men det lever udvalget ikke op til. De to (af tre) modeller, hvor indkomsttabet afbødes, er samtidig ikke omkostningseffektive. Her er karakterbogen mindre god.

En stor del af misæren omkring landbruget skyldes det uovervejede 70 procent-mål, flertallet bag klimaloven valgte efter en kaotisk proces. Det kunne i princippet besluttes om, men i mellemtiden er politikerne gået med til et endnu skrappere EU-krav til Danmark. Og det kan ikke bare ændres. Udvalget tager da også begge mål for givne.

Derimod afviser det ret håndfast ideen om at indføre yderligere en klimaafgift på forbruget (modsat de foreslåede afgifter på produktionen) eller afgifter på kød mv. Det er også en meget dårlig idé, som allerede påvist af bl.a. vismændene og Cepos.

Interessant nok lægger udvalget også den såkaldte landbrugsaftales planøkonomiske reduktionskrav til landbruget på 55-65 pct. i graven. Trods den politiske aftale forbigår udvalget kravet i tavshed. Det fortjener at blive fremhævet, for landbrugsaftalen var et alvorligt fejlgreb og risikerer at blive en møllesten omkring halsen på landmændene. Den er uforenelig med en omkostningseffektiv og markedsøkonomisk klimapolitik. Her er rapporten altså også til bestået.

Politikerne bør finde en bedre måde at kompensere på, men ellers er rapporten et godt udgangspunkt for en grøn skattereform for landbruget. 

Bragt i JP Finans den 27. februar 2024