Udgivet d.
12. marts 2026 - 11:24
Debat
Regulering
Bragt i Altinget d. 12. marts 2026
Skrevet af Line Andersen Wendland og Otto Brøns-Petersen
Der er mange ting man kan ønske sig af en ny regering. En af dem er, at deregulering i både Danmark og i EU for alvor kommer på dagsordenen.
Siden Draghi-rapporten udkom i 2024 har der været et nødvendigt fokus på økonomisk vækst og rammevilkår i EU.
Og der har været fremskridt, eksempelvis simplificering af bæredygtighedsrapportering. Men den kommende erhvervsminister bør sigte endnu højere.
Stort set alle regeringer siden 1982, inklusiv SVM-regeringen, har udtrykt ønske om at reducere regler og bureaukrati i Danmark. Oftest har det være uden succes. Siden 1989 er regelmængden, der er gældende i Danmark, mere end firedoblet.
Trods gentagne løfter er det ikke lykkedes at sætte en prop i byrder og bureaukrati. Det er kun lykkedes, når der har været et forpligtende reduktionsmål og en veletableret måde at måle reduktionerne på.
Det vidner om, at der skal mere end velmenende løfter til – både når det gælder erhvervenes administrative byrder og den samlede reguleringsmængde.
I den Canadiske provins British Columbia lykkedes det faktisk at reducere regelmængden med 40 procent på tre år ved at sætte en prop i regeludviklingen med et regelstop, hvilket i praksis betød, at der ikke kunne indføres en ny regel før to regler blev fjernet.
Det er samme tankegang som i økonomistyring. Der kan ikke opfindes nye udgifter, førend der er fundet finansiering. Det er et fornuftigt princip, der tvinger politikerne til at prioritere.
Et regelstop i Danmark har potentialet til at medføre store gevinster, men det kan ikke stå alene. EU er ligeledes en stor bidragsyder til den voksende regelmængde i Danmark.
Sidste år introducerede EU en række omnibusser, der har til formål at simplificere regulering. Det er isoleret set positivt, men igen er det ikke noget, der tager fat om det grundlæggende problem.
En efterhånden velkendt parole om, at der skovles nye regler ind, mens gamle regler fjernes med en pincet, holder desværre stadig.
Den kommende erhvervsminister bør derfor ikke kun arbejde for regelstop i Danmark, men også i EU, og det bør omfatte den samlede reguleringsmængde, inklusiv ny regulering.
Samtidig med en nødvendig indsats mod den samlede reguleringsmængde, bør erhvervsministeren og dennes kolleger underkaste nye, konkrete initiativer et mere kritisk gennemsyn.
Ved ny EU-regulering drejer det sig også om at sige fra tidligt i processen og blandt andet håndhæve subsidiaritetsprincippet i langt højere grad.
Løngennemsigtighedsdirektivet er særligt aktuelt. Reglerne har til hensigt at mindske løngabet mellem mænd og kvinder. Men det er tvivlsomt, at det får den tilsigtede effekt. Stort set hele lønforskellen kan forklares ved, at mænd og kvinder prioriterer forskelligt på arbejdsmarkedet.
Der kan også stilles spørgsmålstegn ved, om det overhovedet bør være et EU-anliggende. Det er derimod mindre tvivlsomt, at reglerne vil medføre store administrative byrder for virksomhederne.
I lovforslaget, der blev fremsat umiddelbart inden valgudskrivelsen, fremgår det, at de samlede omkostninger bare i Danmark overstiger 1,1 milliarder kroner i det første år, mens de løbende årlige byrder er i omegnen af 400 millioner kroner for private og offentlige arbejdsgivere.
Regler om løngennemsigtighed skal træde i kraft senest 7. juni 2026, men lovforslaget blev først fremsat i slutningen af februar. Danske virksomheder har derfor ikke haft vished omkring, hvad de skal forbedre sig på over de kommende måneder.
Lovforslaget lægger dog op til en udsættelse af ikrafttrædelse til 1. januar 2027. Alligevel vil den danske implementering være usikker, da et nyt lovforslag skal fremsættes, når en ny regering træder til.
Derfor bør den kommende erhvervsminister prioritere sin tid i Bruxelles og arbejde for, at direktivet bliver genovervejet. Kan det ikke sandsynliggøres, at gevinsterne ved reguleringen overstiger omkostningerne, bør direktivet helt skrottes.
Et princip, der i øvrigt bør gælde for al regulering.
De senere års styrkelse af Forsvaret har ført til en uforholdsmæssig stor udvidelse af antallet af ledere og administratorer i stillingskategorier, der ikke er direkte rettet mod militære operative opgaver.
Forleden så jeg filmen "Den sidste viking". I filmen fortælles en lille, men brutal og absurd historie, som er enormt rammende for vores samfund i dag. Et samfund skal ikke afhugge hoveder for at sikre retfærdighed.
