Erfaringer fra private velfærdsleverandører ignoreres næsten altid i den offentlige sektor. Det gælder også i regeringens kvalitetsprogram for folkeskolen.
Regeringen fremlagde den 11. oktober 2022 sit forslag til et kvalitetsprogram for folkeskolen. Et af hovedelementerne i programmet er mere indflydelse til skolebestyrelserne. Det kan meget vel være en god idé, men det fremgår meget tydeligt af regeringens oplæg, at forslaget ikke er baseret på nogen form for solid viden om, hvordan en styrkelse af skolebestyrelserne kan bidrage til at give en bedre folkeskole.
Der er ellers gode muligheder for at blive klogere på dette, da knap en femtedel af alle danske skoleelever går i en friskole eller en privatskole (frie grundskoler), hvor skolebestyrelsen har væsentlig mere indflydelse end i en kommunal folkeskole.
De frie grundskoler har i de seneste år i stigende grad været i stand til at tiltrække flere elever. De frie grundskoler er bedre til at løfte elevernes faglige niveau, og disse resultater opnås ved lavere omkostninger pr. elev end folkeskolen, når der er taget højde for forskelle i elevsammensætningen i form af forældrenes indkomst, uddannelse mv.
Derfor kunne det være interessant at vide, hvordan de indflydelsesrige skolebestyrelser har bidraget til de frie grundskolers succes. Ledelseskommissionen fastslog, at offentlige institutionsledere har alt for meget fokus opad mod det politiske niveau og den centrale forvaltning, hvilket svækker fokus nedad i organisationen på den løbende driftsledelse, faglige ledelse, personaleledelse mv.
Det er jo helt naturligt, at ledere har deres fokus rettet mod de chefer, der har ansat dem, som for folkeskoleledernes vedkommende er forvaltningen og politikerne. I en fri grundskole er den lokale skolebestyrelse skolelederens nærmeste og eneste chef. Det kunne man med rette forvente ville give det større fokus på institutionens drift, som ledelseskommissionen efterlyser.
Det kunne således også være en del af forklaringen på de frie grundskolers succes. Hvis det var tilfældet, kunne det give nogle klare politikanbefalinger, i forhold til at det er afgørende vigtigt, at det er skolebestyrelsen, der ansætter og afskediger skolelederen, og skolelederen, der ansætter og afskediger lærerne på skolen.
Det ville i givet fald være en langt mere radikal decentralisering af beslutningskompetence fra den kommunale forvaltning til de lokale folkeskoler og deres bestyrelser end den, som regeringen har forslået. International skoleforskning peger også i retning af, at det giver bedre resultater, hvis beslutninger om lærernes løn og ansættelse i høj grad overlades til de enkelte skoler.
Umiddelbart kunne meget altså tale for, at regeringens forslag til styrkelse af skolebestyrelserne og de lokale skolers ledelse ikke er vidtgående nok, men vi ved det bare ikke, fordi ingen har ønsket at se nærmere på og lære af de frie grundskoler, inden man gik i gang med at reformere skolebestyrelserne i folkeskolen. Analyser og forskning på grundskoleområdet i Danmark har stort set altid udelukkende fokus på folkeskolen – dog med Cepos’ analyser som nogle af de få undtagelser.
Der er således en lang række andre områder end skolebestyrelser, hvor vi går glip af vigtig viden fra den frie grundskoler, fordi de ikke inddrages i analyser og forskning. Problemet kan også genfindes på stort set alle andre velfærdsområder.
Eksempelvis lavede jeg selv for nylig sammen med en kollega en analyse af forældretilfredshed i daginstitutioner. Den var baseret på en spørgeskemaundersøgelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvor forældre i de private institutioner ikke havde fået mulighed for at svare. Vi kunne i vores analyse af besvarelserne fra forældrene i de offentlige daginstitutioner konstatere, at forældretilfredsheden var højere i de kommuner, hvor en stor andel af børnene gik i private institutioner.
Det kunne i den forbindelse naturligvis have været særdeles interessant at se nærmere på, om forældrene til børnene i de private daginstitutioner var mere eller mindre tilfredse end forældrene i de kommunale daginstitutioner. Det kunne vi desværre ikke, fordi man fra begyndelse havde valgt at udelukke de private institutioner fra undersøgelsen. Det samme gør sig eksempelvis også gældende for de ministerielle trivselsundersøgelser og forældretilfredshedsundersøgelseri folkeskolen.
Det er svært at se, hvorfor man vælger at se bort fra vigtig viden fra de private leverandører på velfærdsområdet. Jeg ved fra samtaler med flere af de private velfærdsleverandørers organisationer, at de hellere end gerne vil inddrages i undersøgelser, forskning mv.
Årsagen til, at det ikke sker, kan man således kun gisne om. Det meste velfærdsforskning foregår jo i regi af den offentlige sektor, og måske bryder opdragsgiverne sig ikke om, at man kan få resultater, der viser, at de private gør det bedre end de offentlige institutioner – vi har eksempelvis i Cepos vist, at de frie grundskoler er bedre end folkeskolen med hensyn til produktivitet, faglige resultater og rekruttering af lærere.
Måske bryder man sig endnu mindre om, hvilke anbefalinger det kan føre til – eksempelvis er en decentralisering af mere indflydelse fra kommunalbestyrelsen og den centrale kommunale forvaltning til skolebestyrelsen i folkeskolen absolut ikke ukontroversiel og populær hos alle aktører på skoleområdet.
Det er og bliver alt sammen bare spekulationer. Tilbage står reelt set kun en dyb forundring over, at man ignorerer værdifuld viden, der kunne bidrage til at give mere og bedre velfærd til borgerne. Derfor kunne man ønske sig, at der fremadrettet kom mere politisk fokus på, at offentligt finansierede velfærdsanalyser og forskning som udgangspunkt altid bør omfatte hele velfærdssektoren og ikke kun den offentlige del af velfærdssektoren.
Indlægget blev bragt i Jyllandsposten den 19. oktober 2023
