Danskerne ønsker sig naturligvis altid flere og bedre velfærdsydelser, ligesom vi løbende får bedre og større huse, biler, smartphones, fladskærms-tv osv. I de næste ca. 10 år er der dog stort set kun råd til, at bevillingen til de offentligt finansierede velfærdsydelser lige præcis kan følge den stigende aldring i befolkningen, hvilket alt andet lige kun vil sikre et uændret serviceniveau. Det skyldes, at der også skal være råd til øgede forsvarsudgifter og øgede udgifter på andre områder som følge af den demografiske udvikling. Desuden har Danmark OECD´s højeste skattetryk, der ikke kan øges væsentligt uden store langsigtede konsekvenser for incitamenterne til arbejde, innovation, iværksætteri mv.
Selvom det skulle lykkes at finde yderligere midler til at øge udgifterne til velfærdsydelserne gennem besparelser på andre dele af de offentlige udgifter – fx overførselsindkomster - vil det blive næsten umuligt at rekruttere tilstrækkeligt med medarbejdere til, at de øgede midler for alvor kan omsættes til flere og bedre velfærdsydelser til borgerne.
Borgerne kan således primært håbe på at få flere og bedre velfærdsydelser gennem øget produktivitet i form af flere og/eller bedre velfærdsydelser pr. skattekrone og pr. medarbejder. Heldigvis er der et betydeligt potentiale for at øge produktiviteten i den offentlige sektor, hvilket vi i CEPOS gennem årene har afdækket i adskillige analyser – gode eksempler herpå er vores seneste analyser af hhv. folkeskolen og kommunernes ledelse og administration.
En forøgelse af produktiviteten vil næsten altid være forbundet med vanskelige opgør med en række medarbejderes velerhvervede rettigheder. Det er derfor hverken en nem eller en populær opgave at øge produktiviteten i den offentlige sektor. Hertil kommer, at alle problemerne kommer, så snart man tager fat på at øge produktiviteten, men gevinsterne for borgerne viser sig først senere, og der er altid maksimalt 4 år til næste valg. Derfor ønsker de fleste politikere at undgå at tage risikoen i forhold til at forsøg på at øge produktiviteten, hvis det på nogen måde er muligt, og det har det indtil videre været for den nuværende regering, da den har haft et historisk stort økonomisk råderum, som den kunne bruge på merbevillinger til velfærdsydelse. Det vil dog ikke være muligt i al fremtid, da råderummet er ved at være brugt og rekrutteringsudfordringen er tiltagende.
Derfor bliver regeringen nødt til enten at lægge sig ud med en stor gruppe af dens kernevælgere (= de offentligt ansatte) i et forsøg på at øge produktiviteten i den offentlige sektor, eller fortælle vælgerne at man ikke har et politisk bud på, hvordan man kan opfylde ønskerne til flere og bedre velfærdsydelser. Uanset hvad regeringen vælger, bliver der således tale om, at den må sluge en meget ubehageligt stor velfærdskamel.
Vælger regeringen en indsats for at øge produktiviteten vil det være en af de største kovendinger i dansk politiks historie, da regeringen i sin første valgperiode har forsaget enhver tanke om, at produktiviteten kan øges i den offentlige sektor. Eksempelvis bygger regeringens forslag om en velfærdslov på en forudsætning om, at det altid er nødvendigt at øge de offentlige udgifter svarende til den demografiske udvikling, hvis man ikke skal opleve reduceret service. Logikken i velfærdsloven er således, at det ikke er mulighed at udnytte stordriftsfordele eller andre effektiviseringstiltag til at håndtere et stigende antal brugere - fx af ældreservice. Konkurrence fra private leverandører er et andet redskab til forøgelse af produktiviteten i den offentlige sektor, som regeringen har modarbejdet systematisk gennem adskillige forslag om forbud mod, at private leverandører af velfærdsydelser trækker profit ud af deres virksomheden, hvilket er forudsætningen for enhver kommerciel virksomheds overlevelse.
Sidst produktivitet i den offentlige sektor for alvor kom på dagsordenen i dansk politik var under den forrige socialdemokratiske regering. En indsats daværende finansminister Bjarne Corydon stod i spidsen for bl.a. med nedsættelse af Produktivitetskommissionen. Socialdemokratiet har under Mette Frederiksens ledelse taget et grundlæggende – og til tider temmelig bittert - opgør med ”nødvendighedens politik” og ”Corydonismen” for at genoprette forholdet til de offentligt ansatte kernevælgere, der ikke er glade for tankerne om øget produktivitet i den offentlige sektor.
Modtagerne af offentlige velfærdsydelser må således desværre nok se i øjnene, at en ny S-regering ikke kommer at levere flere og bedre velfærdsydelser, da krav om øget produktivitet i den offentlige sektor formentlig er en for stor kovending for Socialdemokratiet. Selvom tiderne ændrer sig, kan der altså være kameler, der er for store til, at de nogensinde kan sluges.
Bragt i Jyllands-Posten d. 20. maj 2022.
