Sammenfatning
Dette arbejdspapir fokuserer på, hvor stort personaleforbrug hver enkelt kommune holder i forhold til de udgiftsbehov, som kommunen skal honorere. Selv når der korrigeres for, at kommunerne i forskelligt omfang har henlagt opgaver til private virksomheder gennem udlicitering, står tilbage, at der er betydelige forskelle mellem kommunerne, hvad angår personaleforbrug set i forhold til udgiftsbehovene.
Der gennemføres statistisk undersøgelse, som har til formål at udpege de faktorer, som kan forklare forskellene i personaleforbruget i forhold til udgiftsbehovet. Den stærkeste forklaring på forskellene er forskelle i udgiftsbehov, men også forskelle i kommunernes økonomiske styrke og til en vis grad partipolitiske forskelle bidrager til at forklare personaleforbruget. Endelig findes de offentligt ansattes vægt blandt vælgerne at være af betydning. I alt forklarer disse faktorer 51 procent af forskellene i personaleforbrug set i forhold til udgiftsbehovene, når ø-kommunerne med deres særlige forhold undtages fra den statistiske analyse .
Ligeledes gennemføres en statistisk undersøgelse, som har til formål at udpege de faktorer, som kan forklare forskellene i udviklingen i personaleforbruget siden 2007 i forhold til udgiftsbehovene. Når der således fokuseres på de løbende ændringer, så kan de samme forklarende faktorer, altså udviklingen i behov og økonomi samt de offentligt ansattes tyngde i vælgermassen, forklare hele 55 procent af forskellene mellem kommunerne. Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at partipolitik nu helt glider ud som forklarende faktor. Den samlede stærke forklaringskraft i sammenhæng med politiks fraværende bidrag til forklaring peger alt i alt i retning af, at de løbende beslutningsprocesser i kommunerne gennemgående fokuserer stærkt på marginale tilpasninger. I politologisk videnskab går den form for beslutningsprocesser under betegnelsen inkrementalisme, som altså i høj grad ser ud til at kendetegne dansk kommunalpolitik. I papirets afsluttende diskuterende afsnit peges på det modsætningsfyldte i, at kommunerne i så høj grad disponerer ved hjælp af inkrementale beslutninger, som så stærkt er afledt af helt simple konjunkturelle parametre samtidig med, at dybe strukturelle problemer udvikler sig stadig mere bastant.
Siden 2007 har kommunerne justeret personalesammensætningen i medarbejderstaben betragteligt. Denne analyse påviser, at de enkelte kommuner ser ud til at have fulgt forskellige strategier i personalepolitikken. Således tegner der sig et billede af, at medarbejderantal og uddannelses- og kompetenceniveau hos medarbejderne i hovedsagen har udgjort alternative strategier, således at mere personale og personale med stærkere kompetencer og uddannelse har fremstået som substitutter i forhold til hinanden. Der findes dog også kommuner, som såvel har øget personaletallet som kompetenceniveauet i usædvanlig grad, lige som det modsatte kan findes.
De betydelige forskelle i personalerigelighed i kommunerne kan betragtes som en indikator for et effektiviseringspotentiale i kommunerne med den usikkerhed, at personalebehovet i forhold til udgiftsbehovet eventuelt kan variere med, hvad det er for demografiske og socioøkonomiske forhold, som genererer udgiftsbehovet. Der gennemføres en bench marking analyse med udgangspunkt i spørgsmålet om, hvor stort personaleforbruget i de danske kommuner i alt ville være, såfremt alle kommuner fastlagde personaleforbruget i forhold til udgiftsbehovet på samme niveau som den kommune, der har det mest beskedne personaleforbrug set i forhold til udgiftsbehovet. I 2015 var det Frederiksberg Kommune, som fremstod som den mest personaleøkonomiske kommune med et personaleforbrug på 81,6 procent af det landsgennemsnitlige personaleforbrug i forhold til kommunens andel af kommunernes samlede udgiftsbehov. Der er her korrigeret for, at kommunerne i forskelligt omfang har placeret produktion af service ud til private virksomheder gennem udlicitering. Såfremt alle kommuner holdt et personaleforbrug på niveauet i Frederiksberg Kommune, ville kommunernes samlede personaleforbrug blive reduceret med 78.000 ansatte. Det svarer til en reduktion i antallet af medarbejdere på procent omtrent 19,1 pct.
