CEPOS-analyse, hvor det fremgår, at uligheden i danskernes levealder, og således også sundhed, falder.
På baggrund af analysen frarådes det at indføre differentiering af pensionsalderen, og det anbefales tværtimod at fremrykke den planlagte levealderindeksering for alle til 2025 i stedet for 2030. Det vil løse størstedelen af det såkaldte aldringsproblem for det offentlige underskud.
Det er velkendt, at danskernes middellevealder er støt stigende. Beregningerne i dette notat viser, at forskellene i folks levealder samtidig indsnævres. Vi har med andre ord udsigt til mere ensartet livslængde. Forskellene i levetid falder både for mænd og kvinder og for begge køn under ét. Kvinder lever dog gennemsnitligt stadig længere og har mindre ulighed i levealder end mænd.
Resultatet peger ikke på, at der generelt er voksende ulighed i sundhed, som ellers ofte antaget. Set under ét falder befolkningens ulighed i sundhed målt ved livslængde. Sundhedspolitikken bør derfor ikke tilrettelægges ud fra en forudsætning om voksende ulighed og med en forskelsbehandling, som også er retssikkerhedsmæssigt problematisk. Tilsvarende bør differentiering af pensionsalderen afvises, og den planlagte levealderindeksering tværtimod påbegyndes for alle allerede i 2025 i stedet for 2030. Det vil løse størstedelen af det såkaldte aldringsproblem for det offentlige underskud.
Den samlede ulighed i levealder er målt ved den såkaldte Gini-koefficient. Det er samme målestok som ofte anvendes til at måle spredning i indkomster.
Gini-koefficienten bruges typisk til at måle, hvor store forskelle der er på de indkomster, folk har tjent i løbet af et år. Gini-koefficienten kan imidlertid også vise spredningen i levealder ved at se på, hvor gamle folk bliver.
Levetidslængden er interessant i sig selv. Den er samtidig også en indikator for sundhedstilstanden. Folk med dårligt helbred lever ofte kortere. Levetiden kan derfor være mindst lige så vigtig en indikator for velstand og levevilkår som indkomst.
Levetiden har i øvrigt også betydning ved vurderingen af uligheden i indkomster. Det afgørende for levestandarden er ikke indkomsten i et enkelt år, men over hele livet. Den voldsomme stigning i levestandarden det sidste par hundrede år kommer ikke alene til udtryk ved større årsindkomster, men også ved at folk lever dobbelt så længe: Vi får ”to liv” i forhold til før den industrielle revolution.
