I valgkampen lovede SF, Radikale og Enhedslisten, at de ville indføre minimumsnormeringer, hvis de kom til magten. Socialdemokratiet var ifølge Mette Fredriksen ikke »afskrækket« af ideen om minimumsnormeringer, men ville kun love, at der blev »ansat flere pædagoger«. Men med forståelsespapiret blev det klart, at minimumsnormeringerne bliver en realitet. Men i hvilken form?
Mit gæt er, at valgløftet om minimumsnormeringer vil blive syltet. Ifølge forståelsespapiret skal minimumsnormeringerne først være fuldt indført i 2025. Og den præcise model er ikke fastlagt, men regeringen har sat Kommunernes Landsforening (KL), der er modstander af Christiansborgs detailregulering, til at »indgå i et fælles arbejde« med at forberede indførslen af minimumsnormeringerne.
Det kan således meget let vise sig, at modellen bliver en noget andet udgave end den, vi fik præsenteret under valgkampen, hvor det hed, at der maksimalt måtte være tre vuggestuebørn per pædagog og seks børnehavebørn per pædagog.
For KL finder efter eget udsagn en model, hvor minimumsnormeringer definerer »hvor mange børn per voksen, der er på hver eneste stue i hver eneste institution i hver eneste åbningstime« for »grotesk«, som formand for KL’s børne- og undervisningsudvalg Thomas Gyldal Petersen for nylig udtalte til Weekendavisen.
Ender regeringen og støttepartierne med at løbe fra løftet om minimumsnormeringer, er de uvederhæftige i den forstand, at de på dette punkt har oversolgt deres politik til vælgerne. Men det er i min optik det bedst mulige udfald. For en regering må aldrig være uansvarlig, og der er meget, der taler for, at minimumsnormeringer ikke er den bedste måde at løfte kvaliteten i daginstitutionerne på, givet at den altså skal løftes. Lad mig uddybe:
Det, vi ved, er, at kvaliteten af samtalen mellem barn og voksen er den mest betydningsfulde enkeltfaktor i daginstitutionen for barnets intellektuelle udvikling. Det er derfor ikke overraskende, at Vive’s metastudie ’Daginstitutioners betydning for børns udvikling’ viser, at normeringer, gruppestørrelser og uddannelseskvalifikationer har stor betydning for kvaliteten af børnepasningen, for alle tre faktorer indvirker på kvaliteten af samtalen. Men hvad ved vi egentlig om, hvad de danske daginstitutioner har mest brug for? Bedre normeringer, mindre gruppestørrelser eller højere uddannelseskvalifikationer?
LAD MIG VOVE en påstand: I Danmark, et af verdens mest lige lande, er vi ret dårlige til at sige, at nogle er bedre end andre. Resultatet er, at vi aldrig mangler bedre pædagoger eller bedre sygeplejersker for den sags skyld. Vi mangler altid ’flere’. For alle er jo lige gode. Men hvordan forholder det sig rent faktisk?
Det så vi for første gang rigtigt belyst forleden i et interview i Weekendavisen. Her bemærkede lektor Ole Henrik Hansen fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet, at han ikke kan se »et forskningsbelæg for at indføre minimumsnormeringer. Der er andre ting, der står først for i køen«, herunder at få »hævet kvaliteten af pædagogerne, at få dygtigere ledere og få organiseret hverdagen i institutionerne bedre«.
Professor Charlotte Ringsmose fra Institut for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet fremførte, at det »at tilføre ekstra pædagoger vil ikke isoleret set skabe bedre kvalitet for de udsatte børn«, som er særlig følsomme over for dårlig kvalitet i daginstitutionerne.
»De steder, hvor kvaliteten er lav, vil højere normeringer ikke forbedre kvaliteten som sådan. Faktisk kan det risikere at forstærke den ringe kvalitet. Så er der bare flere om at udføre den, hvis man skal se sort på tingene«, tilføjer hun.
Udtalelsen er tankevækkende, men sådan set ikke overraskende. Husker man tilbage på TV 2’s dokumentar ’Daginstitutioner bag facaden’, så ønsker vi jo ikke flere af den type pædagoger, der siger til et barn: »Du er en kæmpe egoist!«, når barnet blot beder om pædagogens opmærksomhed. Hvis en sådan adfærd ikke er helt atypisk for hende, er det, der er brug for, bedre pædagoger end hende. Ikke mere af det samme.
I øvrigt var det bemærkelsesværdigt, at det netop var den pointe, som børnehavelederen fra den dansk-franske skole, Nicolas Guilbert, var ude at minde danskerne om kort efter dokumentaren. Det relevante spørgsmål er, »hvem vi vil have til at passe vores børn – ikke hvor mange vi vil have til at passe vores børn«.
Det må man sige i Frankrig – ikke i Danmark. I Frankrig har man en helt anden tradition for åbenlyst at gøre forskel på dygtige og mindre dygtige. Her er nogle skoler finere og nogle universiteter bedre end andre. Og det ved alle. I Danmark holder vi fast i idealet om, at der ingen rigtig forskel er på noget – især i det offentlige. Det gælder også pædagoger. Ingen er bedre end andre, det er blot et spørgsmål om antal.
Ifølge Nicolas Guilbert handler høj kvalitet om at motivere sine ansatte, om ledelse og om rekruttering. Og i virkeligheden siger Nicolas Guilbert det samme, som lektor Ole Henrik Hansen pointerede i Weekendavisen, men min formodning er, at der ikke er mange, der lytter. For vi skal jo have flere pædagoger. Det er vi alle blevet enige om.
På præcis samme måde, som vi skal have flere sygeplejersker. Det er der heller ikke mange, der udfordrer, selv om det måske var værd at fundere over, hvorfor vores sundhedsprofessionelle på hospitalerne ifølge Sundhedsdatastyrelsens seneste nøgletal udfører ca. 20 pct. flere kontroller og tjek per forløb sammenlignet med 2009. De løber stærkere, men leverer de mere værdi for patienterne? Eller er der også her behov for at organisere hverdagen bedre, få dygtigere ledere eller noget helt tredje?
Et mere grundlæggende problem ved ideen om minimumsnormeringer er, at det er en ufornuftig måde at fordele ressourcer på. Grundlæggende smører man et lag af ressourcer tyndt ud over hele Danmark. Nogle institutioner vil garanteret have gavn af bedre normeringer. Men ganske givet vil andre daginstitutioner ikke have problemer med normeringerne, hvorved pengene er dårligt givet ud. Det kan skyldes, at disse daginstitutioner er gode til at få budgettet til at hænge sammen, f.eks. fordi de har et lavt sygefravær, få børn med særlige udfordringer eller har en bedre organisering af arbejdet end andre institutioner. Faktisk vil en minimumsnormering straffe disse institutioner, da det hindrer deres mulighed for fri planlægning. Her vil det ikke give mening at øge normeringen.
HERTIL KOMMER , at normeringen i sig selv ikke afspejler, hvor meget kvalitetstid børnene har med personalet. Jeg har noteret mig, at opgørelser viser, at andelen af personalets tid, som anvendes på børnene, er faldet med knap 30 pct. fra 1978 og frem til 2016. Blandt andet på grund af flere administrative opgaver, herunder udarbejdelsen af kvalitetsrapporter og deltagelse i kommunale projekter.
Skulle man sikre en mere fornuftig fordeling af ressourcerne, så burde regeringen sammen med forskere udvikle en model for, hvordan man kan opgøre den pædagogiske kvalitet. En idé er at se på data for skoleparathed og sammenholde dette med nationale forældretilfredshedsmålinger. Det ville gøre det muligt at belønne de gode daginstitutioner og derved skabe incitament til, at institutionerne oppede sig. Det ville være oplagt at fordele nye ressourcer efter hvem, der – korrigeret for børnenes socioøkonomiske baggrund – bedst løser den givne pædagogiske opgave. F.eks. kunne halvdelen af ressourcerne gå til de institutioner, der løfter sig mest i målingerne, mens den anden halvdel kunne gå til dem, der ifølge målingerne leverer den bedste pædagogiske kvalitet.
Desværre er der nok lang vej endnu. I skrivende stund har jeg netop modtaget et brev fra Lyngby-Taarbæk Forældreforening. Der opfordres jeg til inden på tirsdag at indbetale penge på en konto. For alle kommunens pædagoger og pædagogmedhjælpere »fortjener en masse ros«, lyder det. Og derfor skal alle ansatte i kommunens 54 institutioner modtage en rose. Men kommer vi virkelig længst med kollektiv ros? Eller er det på tide, at vi begynder at anerkende, at nogle er bedre end andre?
