Regeringens forslag til udligningsreform forværrer dårligdommene ved det nuværende system.
Det bedste, man kan sige om forslaget, er, at der trods alt er tale om små ændringer af det nuværende system, som kun flytter rundt på ca. fem pct. af de samlede midler i udligningssystemet. Det begrænsede ambitionsniveau er formentlig affødt af de tidligere mislykkede forsøg på at få gennemført en udligningsreform.
Der vil i en reform af udligningssystemet altid være vindere og tabere, og det har vist sig at gøre det meget vanskeligt at få politisk flertal for andet end meget små tilpasninger af systemet. Ændringer af udligningssystemet er således svære at få gennemført, hvilket betyder, at vi kommer til at leve med konsekvenserne af en udligningsreform i mange år frem.
Derfor er det værste, man kan sige om regeringens forslag til udligningsreform, at der er tale om små ændringer, som på ingen måde bidrager til at løse det væsentligste langsigtede problem for den offentlige sektor i Danmark. For på længere sigt er det produktivitetsstigningen i velfærdssektoren, der er afgørende for, om vi får råd til velfærd. Derfor ville det i denne sag i særlig grad være rart med politikere, der har en tidshorisont på mere end fire år, så de kan frigøre sig fra at diskutere kortsigtet parti- og sognerådspolitik, og i stedet fokusere på de langt større langsigtede udfordringer med manglende incitamenter til produktivitetsvækst i den offentlige sektor.
Kommunal udligning handler fundamentalt set om, til en vis grad, at udligne kommunale forskelle i den service, som borgerne modtager fra kommunen set i forhold til den pris (skat), som borgerne betaler for denne service. Anvender man Indenrigsministeriets egne tal, der ligger til grund for det nuværende udligningssystem, til at beregne serviceniveauet i kommunerne, finder man ingen tendens til, at de fattige kommuner systematisk har et lavere serviceniveau end de rige kommuner. Det nuværende udligningssystem har således gjort det muligt for de fattige kommuner at øge serviceniveauet i en grad, så der i dag ligefrem er en svag tendens til, at det er de fattigste kommuner, der har det højeste serviceniveau (dokumenteret i artikel om det danske udligningssystem i tidsskriftet Samfundsøkonomen).
Ser man på, hvilke kommuner der bliver vindere og tabere i regeringens forslag til udligningsreform med titlen »Råd til velfærd i alle kommuner«, er der ikke en klar og entydig tendens til, at det er kommuner med et lavt serviceniveau, der bliver vinderne. Dette er bemærkelsesværdigt, da forslaget ifølge regeringen skal sikre større lighed i velfærdsydelserne på tværs af landet. Det er dog endnu mere bemærkelsesværdigt, at kommunerne med det allerhøjeste serviceniveau alle bliver vindere i regeringens udligningsreform. Det kan måske forklare, hvorfor Indenrigsministeriet pludselig er stoppet med at opgøre serviceniveauet på deres hjemmeside med kommunalstatistik.
Tilsvarende er Indenrigsministeriet holdt op med at offentliggøre det såkaldte skat/service-forhold på hjemmesiden. Både serviceniveau og skat/service-forholdet er centrale begreber i ethvert kommunalt udligningssystem, og det er slet ikke muligt at foretage kommunaludligning på en meningsfuld måde uden at opgøre disse begreber. Dette kan man få bekræftet i enhver anerkendt lærebog på området (for en dansk præsentation se »Den offentlige sektor i flere niveauer« af Niels Jørgen Mau Pedersen, DJØF-forlag). Det er fortsat disse opgørelser, der ligger til grund for det nuværende udligningssystem, og man kan stadig selv beregne tallene på baggrund af den statistisk, der ligger på Indenrigsministeriets hjemmeside. På trods af dette har ministeriet alligevel fundet anledning til at tage afstand fra disse begreber som misvisende.
Det er vanskeligt ikke at få den mistanke, at denne pludselige afstandtagen skyldes, at opgørelsen af de to nøgletal giver politisk ubekvemme resultater – uanset hvilken farve regeringen måtte have. De to opgørelser afdækker nemlig de fundamentale problemerne i det nuværende system, og dermed at der er behov for en grundlæggende reform i stedet for små ændringer.
Ser man derimod på beskatningsniveauet, er der en mere klar tendens i forslaget til udligningsreform, hvor vinderne hovedsagelig er kommuner med høj kommuneskat. Udligningsreformen giver således ikke en systematisk tildeling af flere midler til kommuner, hvor det er »synd« for borgerne, at de får lav service, men derimod til kommuner, hvor det er »synd« for borgerne, at de betaler en meget høj skat for den service, de får.
Hvis dette skal give mening, skal gevinsterne ved udligningsreformen øremærkes til skattelettelser i vinderkommunerne. I stedet lægger regeringen op til, at det skal bruges til at øge velfærdsudgifterne. Nogen vil måske argumentere for, at man skal lade det være op til det kommunale selvstyre at vælge, om gevinsterne skal anvendes til skattelettelser eller øgede udgifter. I givet fald ligger det i kortene, at det ender med øgede udgifter, da diverse kommunesammenslutninger (som eksempelvis rimeligudligning.nu) netop har lobbyet for, at de gennem udligningen burde få råd til større velfærdsudgifter. Selv der, hvor udgifterne i forvejen er høje, givet befolkningssammensætningen.
Manglende produktivitetsvækst i den offentlige sektor er på længere sigt et af de alvorligste problemer for den danske velfærdsstat. Det var bl.a. denne erkendelse, der fik den tidligere socialdemokratiske regering til at nedsætte produktivitetskommissionen, der anbefalede, at udligningssystemet i højere grad burde indrettes med henblik på en effektiv opgaveløsning i relation til borgeren. Regeringens forslag lever ikke op til den anbefaling. Det vil på ingen måde øge incitamentet til effektiv opgaveløsning i kommunerne, og når man læser reformforslaget, er det meget tydeligt, at incitamenter til effektiv opgaveløsning slet ikke er indgået i regeringens overvejelser.
Til gengæld forværres dårligdommene ved det nuværende system på en række områder. Et klart eksempel er ændring af reglerne for overudligning. Hvis det i dag lykkes for en kommune at øge indtægterne til kommunekassen ved at understøtte økonomisk fremgang i kommunen, kan man med de gældende regler risikere at komme til at aflevere op til 93 pct. af gevinsten til andre kommuner gennem udligningen. Regeringen foreslår, at denne kommunale »topskat« fremover forøges til 95 pct., medmindre kommunen tilmed har en lav skatteprocent, for så skal »topskatten« kunne blive endnu højere. Det siger sig selv, at dette ikke øger incitamentet til at skabe vækst og beskæftigelse i kommunen. Desuden skaber regeringens forslag til udligningsreform heller ikke øgede incitamenter til, at kommunerne producerer velfærdsydelserne med de lavest mulige omkostninger.
Cepos har udarbejdet et konkret forslag til, hvordan et alternativt udligningssystem med en bedre incitamentsstruktur kunne udformes. Meget kort beskrevet er grundprincipperne i forslaget, at der indføres en høj eller eventuel fuld udligning af kommunernes serviceniveauer op til niveauet i den mest udgiftseffektive kommune (Vejle), hvorefter yderligere udligning ophører. Hvis kommunerne ønsker et højere serviceniveau end den mest udgiftseffektive kommune, skal dette fuldt ud betales af borgerne i kommunen. Indførelsen af denne type udligningssystem kræver desværre nok, at vi først vælger nogle andre politikere.
