Der er tale om »meningsløs aktivering, og jeg mener, at vi har spildt en masse penge på den konto», udtalte daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i 2012 med henvisning til jobcentrene.
Desværre er der ikke meget, der tyder på, at kvaliteten på landets jobcentre er forbedret væsentligt siden dengang, hvor også akademikeren Lau Aaen udgav sine tragikomiske skildringer af aktiveringssystemet i bogen ’Dagpengeland’.
I sin bog beskrev Aaen, hvordan skattekroner omsættes til træning i ’ligeværdige håndtryk’, undervisning i det eksotiske Google samt fremstilling af ’glade jobsole’, som ifølge Aaens ironiske dagbogsnotater er »et fabelagtigt instrument« til at skabe overblik over jobmuligheder.
Heldigvis slipper de fleste af os uden om jobcenteret eller a-kassen, når vi skal finde nyt job.
I 92 procent af tilfældene finder ledige job på egen hånd. Det er typisk gennem jobannoncer (27 procent), netværk (27 procent) og uopfordrede ansøgninger (16 procent).
Men for ca. 46.000 danskere, svarende til 8 procent af de nyansatte hvert år, spiller jobcentrene eller a-kassen ifølge Danmarks Statistik en eller anden rolle i at formidle kontakten mellem den ledige og den nye arbejdsgiver. Og det tal er endda højt sat, for det inkluderer også mennesker, der har fundet job gennem jobportalen jobnet.dk, og derudover kan man ikke være sikker på, at joberhvervelsen er jobcentrenes fortjeneste.
Måske ville den ledige have fundet et job på anden vis, hvis jobcentrene ikke havde været involveret? Andre estimater for, hvor mange ledige jobcentrene får i job, fra eksempelvis Kommunernes Landsforening, Megafon og Dansk Arbejdsgiverforening ligger således lavere end tallet fra Danmarks Statistik.
Men hvad koster den indsats egentlig?
I 2018 brugte vi i Danmark 13,5 mia. kr. på landets 94 jobcentre, som sammenlagt beskæftiger godt 10.000 fuldtidspersoner. Ser man alene på udgifterne til selve aktiveringen, bliver omkostningen opgjort ud fra Vive og Finansministeriets beregningsmetoder et par milliarder billigere.
Hvis man dernæst antager, at jobcentrene rent faktisk spiller en afgørende rolle for at få folk i job, og at jobcentrene udelukkende skal måles på de mennesker, de får i job, så viser den seneste Cepos-beregning, at prisen for hver person, jobcentrene får i job, i gennemsnit ligger omkring en halv million kr. Så kvaliteten er ikke bare lav. Indsatsen er også møgdyr.
Modargumentet fra systemet lyder typisk, at jobcentrene laver så meget andet end at få folk i job. De står ikke bare for sanktionering, opkvalificering og videreuddannelse, men har også til opgave at »udvide den lediges horisont«, »sikre at de ledige indfrier deres fulde potentiale på arbejdsmarkedet og i livet« og rette op på en »knækket selvtillid«, som Københavns beskæftigelsesborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard, forleden formulerede det.
Den tankegang bør dog udfordres: Hvorfor er der behov for, at vi i jobcenterregi opbygger parallelle systemer til f.eks. voksen- og efteruddannelsessystemet eller alle de coaches og psykologer, der i forvejen findes på markedet? Er Bente fra jobcenteret reelt bedre end coaches og psykologer til at rette op på en knækket selvtillid og udvide de lediges horisont?
Skal man sætte problemstillingen lidt på spidsen, så bør rationalet bag enhver offentlig intervention og indsats på markederne være, at det pågældende marked ikke af sig selv kan levere en lige så god løsning, fordi der eksisterer en såkaldt ’markedsfejl’.
Et klassisk eksempel på en markedsfejl er forurening. Her beskatter vi forureningen, da virksomhederne ikke af sig selv tager højde for, hvordan deres produktion påvirker omverdenen.
Men når det kommer til jobcentrene, er det dog svært at se begrundelsen for at introducere dem. Hvilken markedsfejl er det, de med deres jobformidling retter op på?
Kan job og mennesker her i internettets tidsalder virkelig ikke finde hinanden af sig selv? Eller omvendt: Hvis vi har brug for jobcentre, hvorfor har vi så ikke også brug for offentlige centre til at sikre eksempelvis huskøb og ægteskaber? At sælger finder køber, og ægtemanden finder en kone?
Jeg mener ikke, at der er en markedsfejl på jobmarkedet, som jobcentrene skal rette op på. Til gengæld er der en politikfejl. Jobcentrene er grundlæggende et udtryk for, at det økonomiske incitament til at blive understøttet af det offentlige er for højt. Blandt nogle ledige i den lavere ende af lønskalaen er der et incitamentsproblem, som følge af at overførslerne er for høje, sammenlignet med hvad man tjener i beskæftigelse.
Og idet der mangler politisk opbakning til at sænke ydelserne, har man via jobcentrene valg at ’beskatte’ de arbejdsløses fritid. Det gør man så gennem obligatoriske samtaler, meningsløs aktivering og krav om job-log og cv-kurser, jobsole og håndtrykstræning.
Grundlæggende er det jobcenterets opgave at genere folk så meget, at de finder et job. I Danmark kalder vi dette ’motivationseffekten’ eller ’trusselseffekten’.
Givet at nogle ledige mangler incitament til at få et job, som eksempelvis ’Dovne Robert’, der gav udtryk for, at han ikke fejlede noget og godt kunne arbejde, men hellere ville på kontanthjælp end have et lavtlønsjob, er det vigtigt, at vi har jobcentre, der sanktionerer de ledige, der ikke af sig selv gør nok for ikke at ligge andre til last.
Men der er langt billigere måder at gøre det på, end vi gør i dag. Et godt sted at starte ville være at droppe alt det, vi ved ikke virker.
For det er opsigtsvækkende, når Vive skriver, at jobcentrenes opkvalificering ikke »bringer deltagerne tættere på arbejdsmarkedet«, eller når Finansministeriet konkluderer, at det samfundsøkonomiske afkast af mentorordningen, jobrotationen og retten til 6 ugers jobrettet uddannelse er negativt, svarende til at indsatserne i alt koster samfundet 105 mio. kr.
Og det var tankevækkende, da De Økonomiske Råd konkluderede, at aktiveringsindsatsen samlet set havde en negativ effekt på beskæftigelsesområdet for de ledige, hvilket vil sige forlængede ledighedsperioden, og når nyere analyser på jobeffekter.dk igen og igen bekræfter, at de forskellige tiltag som virksomhedspraktik har tvivlsomme effekter.
Hvis og når Mette Frederiksen bliver statsminister, bør hun nedsætte en kommission til at kulegrave beskæftigelsesindsatsen. Som inspiration følger her en mulig sparepakke på jobcentrene:
- Reducér udgiften til jobcentrenes administration fra godt 4,5 mia. kr. til 2 mia. kr. (besparelse: 2,5 mia. kr. )
- Fjern mentorordningen, jobrotationen og retten til 6 ugers jobrettet uddannelse (besparelse: 1,1 mia. kr.)
- Fjern seniorjob-ordningen, der giver kommunal jobgaranti for arbejdsløse efterlønsberettigede borgere (besparelse: 0,4 mia. kr.)
- Indfør en pay-for-success-model, hvor jobcentrene kun betales for de personer, de får i job. Det kan være 100.000 kr. per person (besparelse: 1,6 mia. kr.)
Alt i alt giver det en budgetforbedring på 5,6 mia. kr.
For det beløb kunne Mette Frederiksen sætte skatten ned for derigennem at skabe mere vækst og beskæftigelse eller finansiere tusindvis af ekstra pædagoger, sygeplejersker og sosu-assistenter til danske daginstitutioner, hospitaler og plejehjem.
